Præg den ansjos og kanin - Skriv digte med hænderne og grin

Præg den ansjos. Ha. Jeg skriver øv. Jeg skriver jeg hader digte der skriver om digte digteren hader. Lade lad-som-om-heden lade som om det er tilfældigt. Jeg skriver i stedet en kanin der hopper på velbehag. Den siger det menneske du gerne vil hjælpe forstår du gerne vil hjælpe hende. Lidt voldsomt er det at komme til kort og en erkendelse.
     Kaninen kender det.
     Det menneske jeg gerne vil elske forstår jeg ikke vil elske ham. Forstår du. Er man selv over tid og med dyb indsigt, hoppe-hoppe-hop, eller forekommer man sig alligevel godt og vel cirka omtrent det samme som det.

Måske - alt for salighed, velbehag og vrøvl.

Jeg skriver digte med hænderne. Og det tog aflang tid for mig at erkende. Rejsen derhen var smertefuld og lang og buttet, og den kunne godt være kortere, men den er det ikke. Det er den perfekte skabelon.
     Så var det næste målspørgsel: Hvad kan jeg så gøre?
     Og jeg skal ikke sige, at samfundet svigtede dengang, men jeg kan kun se.     Se at det jeg tilbyder er området for sig selv.

     Mere end halvdelen af de adspurgte ville sige, jeg har ret. Det er den generelle tilstand. Der findes lommer af enkelte udfald, men i det store billede er der alt for lidt fokus på det samtaler egentlig kan.

I dag skriver vi os med hænderne.

I dag fortæller vi at vi er den største folkesygdom i verdenshistorien.

Det kan være årsager.

Kaniner.

Stemmer.

Og det begræder vi for at ankomme til kort med tid alligevel godt og vel cirka omtrent det samme som at jeg

Skriver.

Med.

Hænderne.

Tro på tanken om at din løn ikke bare er sygedagpenge som ved den ansete anseelige sandsynlighed. Du er sød. Som sukker. Som uvilkårligt tiltrækker sig opmærksomhed. Som farer vild i de våde elementer og brager pande, mund, kinder, næse og hage mod muren.

At du er sindssyg på bakken af en algetop i evighed, du er konspireret tvivlerglæde om kønsbenets bleggravide tagstensmide. Du skal sno dig om kroppen klistereret som bacon om pølser af uendelig armeret umiskendelighed og blive skyen, der går for solen, være strålerne og titte på et eventyr og bedrage folk med øjnene, med munden, med håret og de der sko. Manipulation på højeste piedestal markant, og minder mærkeligt nok om noget skrå, blå og egyptisk, én stor undskyldning, ét stort udtryk i ansigtet der afspejler et fænomen.

Du er en agt, du er en anseelse, du er en autoritet, et estime, et omdømme, du er rennomé, reputation, respekt, ry, veneration, ærbødighed, samhørighed, æresfrygt, en agtelse og et navn, et kors, du bærer, en medgang du medtager.

Salighed, velbehag og vrøvl.

Tak for lort – af Malte Bülow Petersen

Det var de forbandede, dumme duedage.

Jeg var endelig alene hjemme, og lejligheden var helt stille. Alt, alt for stille. En lille, påtrængende summen kom fra køleskabet. Latterlige køleskab. Jeg åbnede vinduet op, og noget af lyset blev slugt af mørket. Jeg pustede, og cigarretrøgen gled ud. Pludselig så jeg en due, der puslede rundt ude midt på min altan.

Hvad laver du dog, due?

Der foregik ikke meget i denne dues hoved denne søndag morgen. Solen var ikke stået op endnu. Duen gik og prikkede i altanens riller og mellem de gule gulvbrædder, men jeg vidste, at der intet var at finde for den. Vores altan var nemlig ekstremt ren. Regnede havde sørget for dette natten forinden, men duen ledte efter noget, og hvad det var, forblev en gåde, såvel for den som for mig, og alligevel prikkede den videre. Dens formål syntes mig noget ligegyldigt. Og hvad der måske var endnu værre: mit eget lige så.

Jeg stod bag vinduet og så ud på stedet, hvor duen stod. Den vræltede lidt usikkert rundt og snublede af og til en smule over sine orange, knoklede fødder. Altså en klodset due, tænkte jeg til mig selv, og så fløj den op på min parabol. Dumme due. Bag den strakte jorden og murene sig langt, langt væk. De uendelige mure. Den kunne jo bare flyve.
       Jeg så mig kort over skulderen, før jeg åbnede vinduet på klem og tog stropperne af min harmonika, så harmonikaen kunne åbne sig og trække vejret som en skingert hvæsende lungepatient. Jeg tog det rigtige greb om min baby. Trykkede minutiøst på knapperne.
       Det gav et sæt i duen, da melodien til Funky Town pludselig overrumplede den fra et åbent vindue tæt på den. En fjer faldt fra og blæste ud over altanen. Men duen var en overlever og vænnede sig hurtigt til instrumentet. Den forstod mig ikke, ikke mig eller min harmonikas lyd, men den ville jo gerne have mad. Det behov oversteg alt andet. Og sangen kunne have handlet om atomkrig, og duen ville stadig være skidehamrende sulten. Den gloede på mig, og jeg på den, og til sidst gav jeg den en bid brød, som den hakkede i i over et kvarter. Det mindede mig skræmmende meget om mine unge dage. Mine dumme duedage.
       Nogle minutter efter lukkede jeg vinduet igen og blev øjeblikkeligt ramt af sorg. Jeg satte mig ned. Duen var jo ligeglad. Og jeg, som så naivt havde smilet. Nu fløj den sikkert bare væk og spiste et korn og døde et afsides sted, hvor ingen ville finde den. Den havde intet formål, intet at bidrage med eller noget at give. Erkendelsen ramte mig først sådan helt rigtigt, da jeg satte mig ned. Duen var jo bare en due
       Hegne kom pludselig ind i stuen, hvor jeg sad sammensunket i sofaen stadig med harmonikaen på maven. Jeg stirrede frem for mig, som om han så ikke ville se mig.
       ”Hvad laver du?”, spurgte han og tog et ugeblad og åbnede det, som om han allerede havde glemt sit spørgsmål igen. Hvis der virkelig var én i denne verden, der var oprigtigt både uinteresseret og kritisk, så var det Hegne.
       ”Hvad laver du her?”, spurgte jeg. ”Jeg troede, jeg var alene hjemme.”
       ”Tror du stadig, du er alene hjemme?”, brummede Hegne og satte sig. ”Hvad laver du?”, spurgte Hegne igen.
       Jeg ventede lidt med at svare. ”Jeg spillede harmonika for duen”, sagde jeg og pillede nervøst ved harmonikaens tangenter. Hegne så op fra ugebladet og åbnede munden en lille smule.
       ”Hvad?”
       Jeg tøvede igen. ”Harmonika”, svarede jeg. Jeg bankede to gange på harmonikaen på min mave, stadig uden at se op på ham. ”Harmonika.”
       ”Harmonika? Sig mig, er du blevet skør? Nogle gange, Frits, nogle gange...” Han rystede på hovedet og faldt over en artikel om babymord. Og så var dét ude af verden.
       ”Nogle gange hvad?”, spurgte jeg og så op på ham. Man skal starte, hvad man slutter.
       ”Jeg ved ikke nogle gang hvad. Det er det, jeg ikke ved, Frits”, svarede Hegne op over bladkanten og bladrede igen. Uinspirerede, uengagerede Hegne. Helt igennem håbløse Hegne. Jeg håbede pludselig, at et eller andet ville ramme ham som en hammer i hovedet, så han kunne vågne op. Åbenbaringens Vældige Hammer. Vække ham fra hans holdningsløse holdning til alting. Så sagde han:
       ”Har du tænkt dig at gå ud i dag?”
       Jeg tænkte mig om. ”Har du?”, spurgte jeg.
       ”Det ved jeg ikke helt endnu.” Han gabte. ”Måske.” Så klappede han bladet sammen og lagde benet op på det andet. ”Jo, det tror jeg egentlig, jeg vil. Senere”, sagde han og lænede sig tilbage i lænestolen med lukkede øjne. ”Senere.”
       ”Hvornår senere?”, spurgte jeg og så ned på harmonikaen igen. Den trak vejret, når jeg gjorde. Udvidede sig sammen med min mave, som en art underlig udbyggning af min krop, en musikalsk carport.
       ”Senere”, svarede Hegne og rynkede på øjenbrynene. Så slå ham dog i hovedet!, råbte min vrede, som jeg hurtigt beroligede ved at stryge fingrene let hen over tangenterne. Jeg pustede ud.
       ”Hvornår er senere?”, spurgte jeg roligt.
       ”Senere!”, snerrede Hegne irriteret. ”Hold nu op med at spørge så meget.” Han tog bladet op igen og bladrede aggressivt hen til Ugens Pige. Hun hed kraftedeme Ulla.
       ”Jamen, hvornår sådan mere specifikt?”, spurgte jeg igen. En pige på 26 kan da ikke hedde Ulla, kan hun?
       ”Lidt senere”, vrissede Hegne og løftede bladet op foran sit ansigt. Men det gjorde hun sgu. Ulla Jensen. Var det et pseudonym?
       ”Okay”, sukkede jeg. Jeg gav op.
       ”Og hold så lige mund, Frits”, sagde Hegne kortfattet. Det var helt sikkert et falsk navn. ”Jeg har jo sagt, jeg gør det lidt senere”, sagde Hegne, og bankede næven i bordet.

Lidt senere stod vi i mørket en kold januareftermiddag og åbnede syltetøjsglas. Det var stadig søndag, i hvert fald så vidt jeg kunne regne ud. Alle glassene var tomme, bortset fra luften i dem, selvfølgelig. Men der var bare det ved det, at begrebet tom luft ikke rigtigt slog til her. Derfor: glassene var tomme.
       Skyerne over os var sorte og hundrede nuancer af grå, men det var de ligesom altid. Murene omkring os var firkantede, og den tomme luft var kold. Faktisk så kold, så det næsten skar i lungerne at trække vejret. Så man bort fra det, havde jeg det fantastisk, for jeg elskede når min ånde lignede cigarretrøg. Jeg kunne ikke finde ud af at lave røgringe, men det skulle ikke holde mig fra at prøve. Jeg tænkte på harmonikaen. Og duen. Og murene.     
       Harmonikaen hang stadig som et nyfødt barn på min mave. Min baby under jakken. Utallige gange havde jeg været lige ved at lime den fast til min krop, men kun i sidste sekund ladet være grundet hygiejneårsager. Man kan ikke gå i bad med en harmonika, og desuden ville jeg aldrig mere kunne ligge på maven og sove, hvilket jeg også elskede, måske endda endnu mere en cigaretfrostånde. Hegne havde foreslået, at jeg jo kunne gifte mig med den, og idéen var faktisk ikke så dum, syntes jeg, selvom jeg selvfølgelig lod som om, at idéen var fuldstændig sindssyg.
       ”Hvor mange har du åbnet?”, spurgte Hegne pludselig. Jeg kom til bevidsthed og blinkede med øjnene.
       ”Øh, 56, tror jeg nok”, svarede jeg og så ned på mine 76 åbnede syltetøjsglas.
       Hegne svarede ikke.
       ”Hvad med dig?”, spurgte jeg.
       ”Øh...” Han fandt en pakke cigaretter frem og nappede en. Lighteren klikkede. ”Tre”, svarede han og tog et sug.
       ”Tre?!” Jeg så hen på ham og hans glas. Ganske rigtigt, kun tre. Det er, hvad man får, når man overlader sig selv til sine egne tanker. Tre åbnede syltetøjsglas. Mindst 400 uåbnede.
       ”De binder jo”, sagde Hegne og slog ud med armene.
       ”Jeg har altså åbnet 76”, sagde jeg så.
       ”Sagde du ikke lige 56?”
       ”Det var faktisk ikke helt rigtigt, skal du se.” Jeg pegede ned og lod ham studere glassene, der stod foran mig. Så så han på mig med et meget mærkeligt blik.
       ”Hvad er der?”, spurgte jeg og tænkte pludselig på duens blik.
       ”Hvorfor lyver du dog om det?”, spurgte Hegne.
       ”Øh...” Det vidste jeg ikke, hvad jeg skulle svare til.
       ”Frits?”, blev han ved, ”Hvorfor lyver du for mig om sådan noget? Er det ikke lidt underligt?” Han pustede ud igen. ”Hallo? Frits?”
       Jeg fastholdt nu øjenkontakten med syltetøjsglassene. Alle lågene, al den åbenlyse åbenhed. Jeg tog et glas og et låg op. Måske passede de ikke sammen, måske var dette et andet glas’ låg, men alligevel skruede jeg det på. Og så det næste. Det føltes godt. Og det næste. Spændende. Jeg blev ved, indtil jeg kun havde tre åbne glas tilbage. Jeg iagttog dem kort.
       ”Sådan”, sagde jeg og så for første gang veltilfreds over på Hegne. Han havde bare gloet på mig gennem hele seancen, og han gjorde det desuden stadig. Ikke fordi han ikke havde behov for at sige noget, men fordi han ikke forstod, at han ikke skulle forstå mig, og det var der ligesom ikke nogen af os, der kunne sætte ord på.
       ”Okay?”, sagde han uforstående. ”Men Frits… hvorfor lyver du? Du ved godt, man ikke må lyve, ikke?”, spurgte Hegne, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Han var kort sagt ikke til at tro.
       Men ”Jo, jo”, svarede jeg.
       ”Hvorfor gør du det så?”
       ”Det kom jeg bare til.” Jeg tog et lukket glas, åbnede det og lukkede det igen. ”Nu har vi begge to tre syltetøjsglas”, sagde jeg igen, smilede og spillede en enkelt tone på harmonikaen.
       ”Nogle gange, Frits, nogle gange...”, sagde Hegne og himlede med øjnene. Men det skulle han aldrig have gjort.
       For lige da hans ene pupil vendte allermest himmelvejs, fik han bogstaveligt talt øje på en duelort, der kom flyvende ned fra himlen. Han hylede.
       Få sekunder forinden havde en due nemlig sendt et velplaceret røvmissil afsted fra oven.
       Duen havde fået et chok af en vis velkendt lyd, en vis skærende instrumentlyd, og få sekunder efter havde missilet ramt plet, hvis man da kan definere at ramme plet, og hvad der er rigtigst at ramme, for tingene er jo ikke altid bare lige til på den måde. Personligt var mit bedste bud på noget, der kunne defineres som at ramme plet, helt klart Hegnes højre øje. Men jeg tvivler på, at han ville mene det samme. Og så har jeg ikke engang nævnt duen. Duen, der derimod nok var fuldstændig ligeglad.
       Disse var de tre medfaktorer til historien, der om ikke andet udgjorde deres helt egen, personlige, specielle Bermuda-trekant af forglemmelse.
       ”Av for satan!”, skreg Hegne og bukkede sig og tog sig til ansigtet. Cigaretten, som stadig var i hans hånd, brændemærkede ham med det samme i panden, så han måtte give endnu et hyl fra sig.
       Jeg så op. Nåede lige at få det sidste glimt af duen, før den nonchalant fløj om bag muren og ud af mit synsfelt. Intetfattende.

Og da jeg hørte ham begynde at græde, lukkede jeg øjnene, hviskede ”Tak” ned i et syltetøjsglas og spillede Hegne en melodi, han kunne sørge til. Ikke Funky Town, eller Dødsmarchen, men et sted derimellem; ’Danser med drenge – Er der nogen i himlen?’
       Det eneste svagt konstruktive, der gik igennem mit hoved, var tanken: At få en sten til at føle og se den græde sine modige tårer over al den uretfærdighed, den er udsat for, det er, hvad mennesker mener, når de siger, at de har fundet en grund til at stå op om morgenen. Personligt er jeg efterladt til mine egne tørre tårer. Indtil videre. Og indtil jeg er helt og aldeles tømt for væske, og tom står tilbage, som en udtæret, indtørret, udestående rosin.

Tak for lort.

Der har altid været noget

Da man var baby; sutten ude af rækkevidde. Som præ-ti-årig: man tuder. Teenager: en bums nøje afmærket midt mellem øjenbrynene på bedste hindu-manér, afmærket som en tilak af læbestift og remoulade, kun klar til at tilsøle alt i en radius af 5 meter. Selv dens synlighed er en enorm byrde i sig selv. Et stopskilt i panden, en tilsyndeladende passiv advarsel, et sørøverflag i rødt og gult. Og som såkaldt voksen når man fylder atten år og gerne vil se voksen ud og opføre sig voksent og gå rigtigt og se folk rigtigt i øjnene og ikke lave for meget sjov men kun lave jokes om politik som de andre ikke forstår men er for selvoptagede til at ville indrømme de ikke forstår, og man forstår egentlig heller ikke selv joken, men den var da måske skarp og vittig og måske endda ægte politisk satire som en bombe i en turban, hvem ved, men man er jo voksen, så man er ligeglad, og præcis der opdager man, at ingenting er som det så ud, og alting ligner lort medmindre man drikker sig i hegnet og ryger sig skæv og ind i mellem smager på et frimærke, bare for at mærke man er fri. Fri-mærkeri kalder man det vittigt, men man forstår det ikke og alligevel måske lidt, så man glor ned i jorden og spiser sin Anettes Sandwich, da man jo også er vokset fra dyrt, meget-dårlig-for-den-indre-hygiejne-junkfood. Men man indser også bag de blå persienner af jalousi, at sundhed er et meget kedeligt og fladt ord, hvad det egentlig betyder taget i sin velformulerede betragtning, det spekulerer man over som en anden filosof, mens man hiver sig i det tynde skæg, hvis man altså har noget endnu, og man deducerer sine ja’er og nej’er, som er alt, hvad man mener findes, og uddrager af det hele at sundhed også kan være at ryge en cigaret engang i mellem at slentre hen til hegnet at råbe højt og blive sur og vrisse af en fremmed at pisse på gaden og at vælte sig i narko og digte og onanere helt vildt til man er i trance og ikke forstår noget af hvad der foregår omkring ens kaos, ens cirkus af den her ensforladte, numinøse gerning, og man kan ikke få nok af at springe over processer og bare ANKOMME, bare ANKOMME til MÅLSTREGEN HVOR DE STÅR MED IMØDEKOMMENDE ARME, LANGE STRAKTE ARME HORISONTALT UD FRA KROPPEN MED WIENERPØLSEDE HÆNDER FORENDEN MED TIMEGLAS I, TIMEGLAS SOM ER VED AT LØBE UD OG DE LAVER HUL I BUNDEN BARE FOR AT TRÆKKE DEN LIDT LÆNGERE, BARE FOR AT KLOAKERE, SE DE SMÅ SANDKORN LØBE UD EN FOR EN FOR AT STRÆKKE DET HELE, BARE FOR AT DE KAN NÅ AT PRALE MED DERES NYE KOLONIHAVER I RISSKOV MED GÅAFSTAND TIL VANDET OG VARME OG ÆGTE ELEKTRICITET I EN TID HVOR KAKKELOVNE UDLEDER FOR MEGET AF DET DER DÅRLIGE STADS SOM DE ALLE SAMMEN SNAKKER OM, KO2 OG GIFTIG RØG OG MAN KOMMER LØBENDE DER MOD MÅLSTREGEN I EN SIDSTE, SKRIGENDE, FORPUSTET SALUT TIL SIG SELV, MED STRÆKMÆRKER FRA AL DEN DIPLOMATI, ALLE DE OVERENSKOMSTER VI SELV ER UDE OM FRA DE MØRKE I DET HØJE DER STRÆKKER OG HIVER I OS SOM PIZZADEJ I HÆNDERNE PÅ ALI, PÅ MUHAMMED, PÅ YASMIN SOM ARBEJDER I NETTO, HVOR HUN SIDDER I KASSEN, OG HUN ER FANGET I DEN KASSE OG DET VED MAN NÅR MAN GÅR FORBI, OG OVER FOR HENDE SIDDER TORBEN OG BAG VED HAM HELLE OG DE SIDDER OG BIPPER TING OG SIDDER OGSÅ I KASSEN, OG ALLE SNAKKER OM SAKSEN, AT DE SIDDER I SAKSEN, MEN DET ER UMULIGT AT SIDDE I SAKSEN SIGER DE, FOR DEN HOLDER DIG IKKE FAST, SAKSEN KLIPPER DIG OVER, DEN KLIPPER DIG MIDT OVER OG HVIS DU IKKE ER SINDSSYG ELLER VÆNNER DIG TIL AT LADE SOM OM ENDER DU SOM BABY IGEN, NEDE I KRAVLEGÅRDEN MED PÅKRÆVET UDGANGSTILLADELSE OG DEN SAMME MAD HVER DAG, SUTTENDE PÅ FUCKFINGEREN FORDI DINE ANDRE FINGRE ER BLEVET KLIPPET AF FRA DENGANG DU SAD I SAKSEN, SÅ DU LEDER EFTER SUTTEN, MEN SUTTEN ER VÆK, DEN ER UDE AF RÆKKEVIDDE, SUTTEN ER VÆK.

Så sidder man der. Et sørøverflag i rødt og gult. En usikker hvalp i fuldvoksen pels.

Og når man er baby, og sutten er ude af rækkevidde, er der intet, der kan forhindre dig i at tude. Men det hedder jo ikke at tude. Det er jo ikke rigtigt. Der har altid været noget galt med det ord.

Man tuder jo ikke. Hviner ikke, skriger ikke, vræler ikke, klynker ikke.

Man har fuldvoksen pels på. Så man udgyder tårer. Man begræder sin skæbne. Og så ankommer man til målstregen.

Jakob Vinther - man skal ikke kaste med tomater, når man ikke er særligt G

PROLOG
Der var engang en dreng ved navn Jakob Vinther, vi kan kalde ham Doktor G, som havde en temmelig grim skaterstil. Jeg er fandme G i dag!, sagde Doktor G tit. Doktor Gs mor har altid sagt til ham: Det er altså en rigtig grim skaterstil, det der, Jakob, hvortil Doktor G altid svarede Hey! Luk lige røven, mor, fordi han var så G.

KAPITEL 1En dag da Doktor G skulle ud på Kucheza for at undervise små bøsser i slagtøj (hvis du forstår sådan en lille én), skete der noget. Da Doktor G satte sig ind i bussen, begyndte han med det samme at nyse. ATCHJU! Igen og igen og igen. Doktor G var katteallergiker, og tænkte, at det nok bare var en forvirret kat, der havde sneget sig ombord på bussen. Doktor G steg af ude i det G Åbyhøj, G-stedet over alle G-steder, da det er der USO og LOC kommer fra. Her stod han og frydede sig lidt, indåndede den G-luft og fyldte sine lunger med den. Pludselig nøs han igen. Én gang. To gange. Fem gange. Tyve gange. Han blev ved og ved og ved med at nyse, indtil han fik helt ondt i sin næse. Av, sagde han. Av min næse.

KAPITEL 2
Da han så gik ned mod Kucheza, stadigt nysende, begyndte han at få et udslæt på venstre balle. Og på højre arm. Og venstre ben. Pludselig spredte udslættet sig, og han begyndte at klø over det hele. Åååhhh altså! sagde Doktoren i arrigskab. Øv, hvor det også klør… A-A-ATCHJUUU.

KAPITEL 3
Doktor G nåede ned på Kucheza og gik ind ad døren. De små bøsser måbede, og så hvordan han var hævet over det hele og nøs og så klam ud. Ad hvor er du klam, Doktor G, sagde de til ham, med mismod i øjnene over at deres slagbøssetøjshelt var blevet nederen.

KAPITEL 4
Doktor G blev kørt på hospitalet, og lå der i fyrre dage og fyrre nætter. Ikke én eneste dag ud af disse fyrre, kom der nogen og besøgte ham. For han fandt nemlig ud af, at der i virkeligheden ikke var nogen, der syntes han var G – alle havde løjet, og nu havde han ingen venner mere.

KAPITEL 5
Doktor G fik hermed, på den fyrrende dag på hospitalet, konstateret at han havde udviklet en allergisk reaktion overfor ALT i hele verden. Han kunne ikke tåle tøj, trommer, mennesker, mobiltelefoner, vand, mad eller små bøsser.

Derfor måtte han leve resten af sit liv under en paraply i Åbyhøj, hvor USO og LOC så stilte sig op hver dag og røg joints og kastede rådne tomater på ham.

KAPITEL 6
Lol,  U$O, har du set ham der? Han er sgu da overhovedet ikke G!, sagde LOC.
U$O sammentykkede med et enkelt gangster-nik, og kastede så den sidste tomat og skoddede den syge joint på Doktor Gs paraply, så der kom et hul i den, så hver gang det regnede, ville det regne ned i Doktor Gs hoved.

EPILOG
Doktor G – nu degraderet til Jakob Vinther, fordi han ikke længere er særligt G – levede ulykkeligt under en paraply til sine dages ende, hvor rådne tomater fløj ham om ørene, indtil den dag han døde en ikke specielt G-agtig død.

The Copy Machine That Wanted To Be Original

I once heard that everything has a story. Every little thing somehow knows something; it has had a life not far from yours.

A ball has been played with, the window looked out of and the bed slept in; they all have a past.

The copy machine has copied, the lamp has lit, and the clock has said its tick-tock.


I try to be original all the time, buzzed the copy machine. It just doesn’t seem to be effective, somehow. Why is that?, it bleeped.

Then just look at me!, lighted the lamp in its cover. All day I am trying as hard as I can to brighten up everyone’s day, yet they’re doing nothing but just sobbing lifelessly around, looking sad. What is it with these people?, the lamp shined on. Cheer up, it glowed, let some light in!

The copy machine and the lamp stood and hang in silence for a moment; a timeless moment.

Meanwhile, the big wall clock oversaw and heard them, and it began tinkering and clicking and windingly regulating its miniature body parts. Everything thought. The hour-hand and the minute-hand even slowed down milliseconds in an attempt to figure something out. This slowing down made them feel funny.

Hey, minute-hand!, said the hour-hand with an instant tick. I really miss you up here.

But the minute-hand was too far away for it to hear the wails of the hour-hand.

It was half past eleven, and the hour-hand and the minute-hand was at their farthest distance from each other. They were in this position only one minute of every hour, pointing in each their own direction, and every new moment of absolute severance felt like ages to them, and not the minute it actually lasted.

At this time of day everything would be the gloomily darkest darkly dark if it wasn’t for the lamp.

Why can’t I be original, bleepblopped the copy machine in mechanical agony.

‘Cause you’re not made with any such purpose.

The copy machine inked in shock over this unexpected voice. The wall clock had spoken. It went on in an accurate, strict tone of ticking: You were designed for a whole other function, little copier. You have been constructed with the intention of reproducing, not creating. This is your raison d'être, copier, as mine is to help promoting punctuality in these strange, untimely times. I am always on time, the wall clock proclaimed, as it struck a quarter to twelve.

The copy machine was deeply bewildered, and found that it suddenly didn’t know black from white anymore.

I think I’m broken, clanked the puzzled copy machine, and as it tried to print the simplest document to test itself, it only outspat a messy wilderness of ink stains.

At that very second the lamp shined a spotlight on the outspat paper with the disorganized ink-maze, and as a sunbeam cutting through the overclouded sky, the lamp lit up the only actual new product the copy machine had ever created.

At last, the copy machine had been truly original.

As the wall clock smilingly and unconfirmed was about to strike twelve, its two accurate hands were longing for the company of each other.

Because suffering in the highs and lows of their long distance relationship, the hour-hand and the minute-hand could only ever share brief romantic intervals together.

But at midnight, on the dot, the wall clock's battery died.

Mos i badekarret

Dette er en observans af dyr og alle levende væsner, der bevæger sig i vandet, og kryber på jorden.

       Vad skal der dog blive af mig! sagde Flarnib til sig selv, og kom så i tanke om, at hvad var med h. Aldrig havde hun været ude for noget så pryglende ufokuseret; hendes nuværende tankeverden.

       Tankerne strøg om hende som fluer om abort. Hendes hjerne føltes som en mekaniseret tankefabrik på speed. Hun hævede det ene øjenbryn i afmagt, og kløede sig i håret, som man jo gør når man undrer sig i gallop. Hendes familie var tretten små mus, hun havde ingen andre, og Gud var som sådan okay med det. Okay med det – som man jo er, når man er Gud, tænkte Flarnib.

       Flarnib lå i badekaret, tænkte over det hele, og sejlede sin lille båd rundt i vandet. Den var af lyst træ, som blev mørkt når det blev vådt, og så havde den et blåt sejl på en hvid plastikpind. På sin vis et kreativt sammentømret mesterværk, på en andens vis en uoriginal legebåd som du kender dem.

       Båden i badekarret blev ved med at vælte, eller hvad man kalder det, når en båd vælter, noget lignende kæntrer, men det kæntrede ikke helt, det var jo en legebåd, eller hvad man kalder dem, så det blev altså blot ved med at vælte.

       Hendes mor, som var den ældste mus, råbte igennem døren til hende, at hun skulle se at få fingeren ud, for moren skulle tisse. Flarnib råbte JAJA, og tænkte, at det da ikke var fingeren hun skulle til at få ud, men snarere proppen i badekarret. Så det gjorde hun i stedet, hev i lænken, og lå så så roligt hun kunne, for at opleve noget af det mest eventyrlige hun kunne komme i tanke om; at ligge i et badekar, musestille naturligvis, og lade vandet løbe langsomt ud. For hvert sekund vandstanden faldt bare en lille smule, kunne hun mærke sin krop blive tungere og tungere. Hun lå og kiggede ned på sin mave og sine arme og sine ben og sine fødder, og så dem blive tungere og tungere, og det var som om de sank længere og længere ned i marmoren. Da badekarret var tømt for hver en dråbe, kunne hun ikke bevæge sig. Hendes krop vejede tusindvis af ton. Hun fik en pludselig, overvældende følelse af, at hun var spild af menneske. Hun begyndte at høre dybe og trækkende, vibrerende og hensynsløst dragende lyde fra alle steder i rummet. Hendes sind blev tungt. Sløvt. Uden for vinduet legede den mindste mus med brøndspanden, som den blev ved med at trække op og ned i samme tempo, hvilket lavede et hult klonk hver gang spanden ramte stangen i toppen. Flarnib var i total ro. Klonk, klonk. Men stadig med en altomklamrende følelse af, at hun ikke var betydningsfuld, at hun ikke var kostbar, uvurderlig, værdigfuld.

       Hun kunne lige så godt være mos, tænkte hun. Bare sidde på et træ hele dagen, på træets skyggeside, og vende mod nord. Hun ville ikke kunne se stjernerne for trækronen, og myrerne ville kravle på hende. Regnen ville gøre hende våd og klam, og hun ville være lige så vigtig og udtryksfuld som en sandbunke, et væltet træ, eller en sky der ligner et eller andet dyr. Som en bæk der løber under stien. Lige så betydelig som boblerne i bækken, som alligevel ikke holder særligt længe. De forsvinder op i luften.

       Flarnib begyndte at fryse, blev flået ud af en anden verden, og mærkede sin krop igen. Uden det varme vand var det koldt at være nøgen. Hun rystede og længtes efter varme og blev hvid. Hun så i sine håndflader, og spåede, at de lignede store rosiner, så Flarnib rejste sig. Lamslået og skræmt så hun i spejlet, der ikke afspejlede andet end et mørkegrønt, fugtigt stykke plantemateriale. Fra nogle små, kulsorte huller faldt små regndråber, som landede i Flarnibs hvide rosinhænder. Hendes hoved var et tomrum for hende. En tåge søgte ind igennem nøglehullet til badeværelset.

       Vad skal der dog blive af mig.

Hjernen*

(*Hjernen:
     Hjernen er populært sagt den del af centralnervesystemet, som findes inden i kraniet. I skallen. Den er hjemsted for tænkning (et ret vagt begreb, jeg ved det godt) og følelser (igen). Hjernen er, har mange filosoffer sagt, det eneste der gør, at man som menneske kan det vi definerer som leve. Uden hjernen - derved hukommelsen, følelserne, bevidstheden omkring det hele - ville træet i skoven ikke blive hørt, når det falder.
     Derudover er det klart nævneværdigt, at hjernen er en doven skabning, der for eksempel ikke kan overskue at tage sig tid til at læse mere end otte linjer, før den giver op. Hjernen er, alt i alt, idiot.)




     Ud af dvalen. Manfrederikkenneth stod op om morgenen. Han boede i Søvnløsedalen, selvom det faktisk er løgn. Han boede et andet sted. Men Malte kan ikke huske hvor. Og hæng nu fast, denne kedelige introduktion er bare en test, lavet med formålet at skrabe og skræmme alle de overflødige, ligeglade og skimtelæsende bøsselæsere væk, så vi kun har creme de la creme.

     Hvis man stadig er med, efter jeg har skrevet creme de la creme, må jeg nok sige, det ellers er noget af en opnåelse. Og jeg der troede, overlæggeren var alt for højt placeret.

     Også efter metaforen med overlæggeren, er I med? Nå. Se, nu begynder jeg at blive bekymret.

     Men han, Manfrederikkenneth, stod altså op om morgenen, og det er sandt. Eller det vil sige, at han først trykkede snooze en gang i minuttet i en halv time, før han rigtigt vågnede. Sådan går det. For sent op igen. Slambert. Sort er sort. Carport.

     Han var træt. Meget. I DAN grad*. Igen havde hjernen lavet det fæle nummer. Snydt ham for en god nats søvn. Da han skulle sove i går aftes, ville hjernen da lige nøje gennemgå og analysere hele hans livshistorie, hver en detalje, før han skulle sove. Filmen rullede for hans ellers lukkede øjne. Hjernen gik amok med hukommelsen, og pludseligt blev alt vendt og drejet. Det gør den samme tid hver gang – og altid i lysvågen tilstand – når Manfrederikkenneth er i sengen, klar til en drømmende afslutning på dagen. Så skal jeg sove, tænker han, men nej siger hjernen, og forkaster straks Manfrederikkenneths beslutning, for den har vetoret. Så på dette tidspunkt går hjerneaktiviteten på sit højeste.

     Hjernen går amok. Tankerne flyver rastløse rundt, som forvirrede insekter om lys. Faktisk endnu mere rastløse. Endnu mere forvirrede. Endnu mere lyse.

     Hvorfor altid lige præcis når jeg gerne vil sove?, tænker han. Hvorfor altid der?, tænker han.

     Og det resulterer så i, at han tænker endnu mere, og overhovedet ikke kan sove. Og det tænker han så over, og bliver næsten vred på sig selv, fordi han jo bliver ved med at lade hjernen bestemme.

     On/Off-knappen til hjerner er vel opfundet, men stoffer er ikke så godt at begynde på lige nu, tænker han.

     For mange ting.

     Det er vinter, og en meget mørk morgen. Mens Manfrederikkenneth stadig ligger i sengen, hører han en lyd. Knækeller noget i den retning. Hans hjerte hamrer, og øjnene er vidt åbne. Pludselig er han vågen. Skræmt til live. Han har altid været bange for mørke, og kommer nok aldrig af med frygten. Det er alligevel underligt, tænker han. Selv efter millioner af års evolution, er jeg stadig mørkerad. Idiothjerne.

     Hvis der er nogen i rummet der vil dræbe ham, må de da bare gøre det, overbeviser han så sig selv om efter et par minutter i lommen på hr. Rædsel. Han forbereder sig på at dø, og prøver at slappe af. Han er stadig bange. Bøssehjerne, tænker han.

     Det er jo morgen… så han kæmper sig ud af sengen, tænder lyset – ingenting. Han går ud for at pisse og børste tænderne. Mens han pisser kommer han i tanke om, at han skal noget i dag. Der er noget han har glemt, han skal. Men hvad? Han kan ikke huske det. Forbandede hjerne. Igen svigter den. Minder ham om, at han skal noget, men kan ikke huske hvad. Ubrugelig er den. Uduelig.

     Han vågner op i bussen. Han er kørt for langt. Alt for langt faktisk. Han er kørt til endestationen og tilbage igen, og er snart hjemme. Pis. Lortehjerne. Han står af, og beslutter sig for at holde fri i dag. Han mærker sin mobiltelefon vibrere, og tænker det sikkert er chefen, der vil ringe og høre hvor han bliver af. Da han tager mobilen op, finder han ud af, at den slet ikke vibrerede. Endnu engang snydt af den sansebedragende spilopmager. Lortehjerne igen. Bedrageri. Pseudosupercomputer.

     Han går hjem, og mens han går, rammes Manfrederikkenneth af en voldsom vrede. NU KAN DET KRAFTEDME VÆRE NOK, skriger han, og en forbipasserende cyklist vælter af forskrækkelse. Manfrederikkenneth ænser det ikke, han har nok at tænke på. FUCKING LORT, råber han op mod sin hovedskal.

     Nu havde han også fået en sang på hjernen.

(*I DAN grad:
     'I DAN grad' er - uvist af de fleste og derfor noteret her - en helt nøjagtigt bestemt grad. Hele begrebet 'i DAN grad' siger noget, de fleste ikke ved, når de bruger det. Så pas venligst på med, hvad du siger, det kan ende galt, og du kan en ende få og blive korsfæstet, hvis du siger noget, du i virkeligheden ikke ved hvad betyder. Frygt ej - det er derfor, jeg er her, og jeg skal frelse dig med mine bogstavers magt. Det var et sidespor - eller rettere: et sidespring - eller endnu rettere: et sidetrin. For nu kommer jeg til sagen:
     Først og fremmest kommer ordet grad fra latin, gradus, og betyder trin. Trin har flere betydninger, men i denne sammenhæng er det altså et dansetrin inden for dansk folkedans, der er tale om. Det helt specifikke trin, er det såkaldte omvendte hurretrin. Det udføres sidelæns til højre, og med et lille skridt føres venstre fod ind foran og lidt forbi den højre fod, og højre fod sættes et lille skridt til højre, hvorved der lægges op til næste trin. Simpelt som det jo er - og dog meget smukt og komplekst i detaljen. Foreningen til Folkedansens Fremme - bedre kendt som FFF - proklamerer, at dette trin er det mest fantastiske, der nogensinde er overgået menneskeracen. Komponisten Klaus Kjellerup - bedre kendt som KKK - fastslår dog, at John Cages stilfærdige komposition 3'44'', er noget af det mest simple, dog ambivalente og på den måde smukke, der nogensinde har fundet sted. Disse to parter debaterede længe om denne sag, og de endte med, som et godt eksempel på demokratiets godhed, at gå på kompromis.
     De underskrev begge et dokument, der fastlår, at det mest simple og dog smukke der nogensinde er hændt mennesket, er den stilfærdige anden nadver, som alle ved hvad er. Den der er bedre kendt som 'den sidste nadver', har Dansk Histories Fællesråd - bedre kendt som BLABLABLADETALJER -, Kirken, FFF og KKK i virkeligheden identificeret som den ene nadver ud af to. Og her kommer vi så til den egentlige pointe:
     Den ene nadver - bedre kendt som DEN (klag til Ombudsmanden hvis du mener, det er en mærkelig ting at lave en sammentrækning af) - blev holdt før Jesu død, og den anden nadver - DAN - som en salgs afterparty efter Jesu genopstandelse. Dette faktum - Jesu døds afterparty, den anden nadver, DAN - har man ladet skjule fra offentligheden, indtil denne dag, kære læser, hvor du læser dette. Og jeg er ked af, hvis dine drømme er brast, men sandheden og lykken går ikke altid hånd i hånd. De har nemlig lidt knas i parforholdet for tiden, men jeg er sikker på det går over. Tilbage til sagen:
     FFF og KKK blev enige om, at den anden nadver - DAN - simpelthen var den mest simple og dog smukke begivenhed fra menneskets morgen og til evig fremtid, og derfor skulle dette nye fænomen nu foreviges. Dette gjorde man ved at putte sætningen ind i mange danskeres hverdag.
     For at DAN kunne blive sat ind i folks underbevidstheder - uden brug af navnet Dan - måtte man lave en sætning, eller en del af noget, sådan så det ville blive brugt mest muligt. Først satte man et i ind, og som prikken over i'et ville FFF så have, at deres trin stadig skulle blive husket. KKK er diplomatisk og venligtsindet af natur, og valgte derfor at godkende en sådan narcissistisk opfordring. KKK tænkte blot, at sådan er folkedansere jo, egoistiske og udfarende, så lad dog børnene.
     Efter i'ets og trin'ets indførsel, havde man så pålydende: i DAN trin. Da dette lød som en utilregnelig håndkøbsmedicin valgte de at oversætte trin til latin, gradus, og skære us væk, for at forkorte hele mesterværket lidt, og fuldende det perfekte.
     Danskernes til tider dårlige udtale - om det er e-lyd eller a-lyd i ordet den - gjorde det muligt, at man snart hørte dette begreb overalt i landet. Ikke mange kendte dog til den egentlige betydning, men takket være FFF og KKK er vi nu alle meget klogere.
     Faktisk er vi nu oplyste, hvis man kan sige det sådan.
     Ja, det er vi*... i DAN grad!)

(*Vi:
     Udefineret. Jeg ved det ikke lige. Dig og mig? Manfrederikkenneth og sådan.)