Den Råde Trød

Forord
Helloooooo.

Ligeefterfordord
Jeg er fucked.

Nuord
Anders. Breiviks. Efterkommer. Tre ord – men langt flere i virkeligheden. Tre ord – men tusindvis af dem. Tre ord, tre punktummer og en helt anden historie. Fortiden varsler fremtiden om et begyndende fænomen. Vor tids unge gør ingenting ved noget som helst, og det vil have konsekvenser. Men til et minus findes der altid et plus, og dette plus bliver – hvor vanvittigt det end lyder – Anders Breiviks efterkommer(e). I forlængelse af dette kan jeg lige nævne, at til plusset findes der også altid en bus – og det er ikke fordi det er relevant. Det skulle bare lige nævnes, og sådan er det jo med mange ting i denne verden.
Tilbage til de unge. De har brug for noget. Noget der kan hive dem op af stolene og ud på slagmarken.
(misforstå mig ikke; denne slagmark er ikke bogstavelig, men snarere en metafor. Det betyder, at de unge ikke bogstaveligt talt skal ud at slås, men derimod som metafor skal slås for deres holdninger. De skal altså kæmpe for noget, på metaforisk vis. Og lige nu er jeg godt klar over, at jeg ikke har forklaret mig i tydeligere ord, end hvis jeg bare havde udeladt denne parentes, men det er der ligesom ikke noget at gøre ved nu. Jeg mener, nu er det jo skrevet, ikke sandt?).
Nå, men hvor kom vi fra?
(for at uddybe: dette spørgsmål er retorisk, og altså ikke en opfordring til læseren om at sende et svar ind til mig (altså, forfatteren), hvorefter jeg (igen: jeg, altså jeg) så i 2. part af denne tekst – hvis der da bliver en sådan – vil røbe hvem der gættede rigtigt på spørgsmålet: ”Hvor kom vi fra?” Grunden til at jeg forklarer ned til de mindre detaljer er, at spørgsmålet også kunne fortolkes som filosofisk, som nogen af de raske, lidt hurtigere dansklærere sikkert allerede har tænkt, og er i fuld gang med at skrive kloge, dobbelte spørgsmål til eleverne om, så de kan fryde sig over elevernes ignorance (nej, jeg finder ikke på disse ting, de er sandheder, og alle der har gået i en dansk folkeskole i mere end 4 år, vil vide dette) for derefter at snakke om de store filosoffer og oplysningstiden og Grundtvigianisme og Johannes V. Jensen og død og liv og ligegyldighed og æblegrød og kvantemekanik i mangel af bedre. Derfor uddyber jeg, og skærer ud i pap, bøjer i neon, og andre lignende kliché-beskrivelser: kære elever, sig til jeres lærere, hvis de prøver sig noget lignende disse bastarditeter (?), at dette  spørgsmål på ingen måde er filosofisk eller med nogen større dybde end en vandpyt i Sahara. Eller en spytklat, for den sags skyld. Eller en lille dråbe. Eller en lus i 2D. Altså, ingen dybde eller betydning andet end den helt banale og overfladiske. Og ja, selvfølgelig må læseren helt selv danne sin egen mening om, hvorvidt bogens tema tager udgangspunkt i – som eksempel – nazismen før og nu, eller et inderligt had til min mormors nissesamling, men med lige præcis dette spørgsmål, er det meget vigtigt, at det ikke bliver misforstået, sådan som min (altså, min egen) tanke var med spørgsmålet. Og her kommer så, hvad meningen med det var: Jeg ville – efter den lange forstyrrelse, jeg beklager meget – få læseren til at se den røde tråd igen, da den er det vigtigste element i en tekst. Så nu håber jeg, at alt er bragt frem i lyset, og ingenting er uforståeligt eller uklart længere. Forhåbentligvis. Så kan vi bevæge os videre, uden at skulle bøvle med forgangne detaljer).
Nåå jo, vi var ved ungdommens manglende engagement, og prøvede at forudsige en fremtidig motivation, sådan så de kunne få bestilt noget – gjort verden til et bedre sted, og sådan noget. Godt.
(Nej, nu må I altså undskylde, men jeg læste lige siden igennem igen, og fandt ud af, at det ikke var alt der var så klart som jeg havde troet. Dette skyldes nok, at jeg godt ved – i midt eget hoved – hvad jeg snakker om, når jeg skriver: ”et inderligt had til min mormors nissesamling”, og dermed helt glemmer at inddrage jer. Det beklager jeg. For jeg kan sagtens forstå, hvis I undrer jer over, hvad min mormors nissesamling har med noget som helst at gøre. Ja, faktisk finder jeg det ganske naturligt, så vær ikke rad; I er ikke alene. Når sandheden skal ud, må jeg indrømme, at jeg egentlig ikke har nogen som helst grund til at nævne dette eksempel, som det jo var. Et eksempel, altså. Ingen bagtanker, ingen små budskaber skrevet mellem linjerne eller personlig hetz mod min mormor, med intentioner om at udstille hende på en negativ måde. På ingen måde. Det må I undskylde, men det er nu engang det der er ved eksempler: de behøver ikke at være relevante, de kan også være fuldstændig uvilkårlige. De kan så at sige – undskyld udtrykket, men – skide på den røde tråd. I hvert fald i denne sammenhæng. Apropos den røde tråd – nu vi har samlet op – igen – og er på rette spor – igen – og har fået afklaret diverse betænkeligheder – igen – må du, kære læser, hellere skynde dig at lade øjnene glide hen over ordene og siderne, før jeg begynder at være uklar igen. Skynd dig!).
Nu er vi vist på dybt vand. For at forstå noget som helst, må vi hellere starte fra starten: Anders Breiviks efterkommer. Altså, hvad er det dog også for noget at skrive? Det er en ikke særligt ansvarlig eller medfølende person, der skriver sådan noget, tænker du sikkert. Det er jeg også godt klar over. Men det skal jo siges på et eller andet tidspunkt. Og dette tidspunkt, det var – sidst – for nu 4 sætninger siden. Første gang det blev sagt, var for 54 linier siden. Dette er faktum, og det kan man ikke gøre så meget for at ændre – ligesom det faktum, at Anders Breiviks efterkommer bliver nødt til at blive omtalt. Det er vigtigt, dette her – det er hvad jeg har bygget op med de sidste 999 ord (det er ikke løgn: det ER 999 ord siden. Dette vælger nogle at kalde skæbnen, men jeg kalder det nu bare tilfældighed. Eller noget andet - random, for eksempel), og nu kommer det – så lad ikke øjnene distrahere.
Anders Breivik (fremover kaldet Anders B) er en mand, der på mange punkter er sammenlignelig med Anders And (nu kaldet Anders A). Fx deler de samme fornavn, hvilket mange allerede har bygget diverse konspirationsteorier op omkring, men et andet eksempel på at de minder grangiveligt meget om hinanden er, at de begge nu engang er kendte. På hver deres måde, selvfølgelig. Bevares.
Nu ved jeg godt, at mange læsere i deres barndom – eller endda stadigvæk, det skal jeg jo ikke kunne sige – har læst/læser/vil gerne læse/skimter/slår fluer med Anders And, og måske føler sig en lille smule provokerede nu. Det beklager jeg, det gør jeg virkelig, og også derfor vil jeg nu komme med en beskrivende del af hver af disse der ikke er ens, for ikke at blive for propaganderende. Vi skal have ligestilling, eller hvad man nu skal kalde det. For fx er Anders A en and, og Anders B er en mand. Selvom det kun er et ’m’ der adskiller det ene fra det andet, må jeg dog påpege, at det bestemt ikke er det samme. Og der har I det så: jeg er ikke manipulerende. Jeg er snarere selvkritisk, nøjagtig i min research, objektiv og retfærdig. Jeg er hverken rød eller blå, sort eller hvid – jeg er en regnbue m.fl. farver.
(Her synes jeg det er et godt sted at nævne, at I er yderst velkomne til at sende et læserbrev med ris og/eller ros, hvis I finder det nødvendigt. Jeg ved godt, at jeg frarådede det – ja, nærmest forbød det – for ikke lang tid siden, men jeg ville blive autentisk beæret over, at høre på jeres meninger, så hold jer ikke tilbage. Tak.).
Øhhhmm. Ja.
(Vent lige et sekund! Eller lidt længere, det skal jeg ikke kunne sige, det kommer jo an på, hvor langsomt du læser. Eller hvor hurtigt, for den sags skyld. Jeg vil bare lige undskylde for den måde, jeg formulerede mig i parentesen over os. Jeg prøvede at skrive det i en høflig og venlig tone, som jeg altid prøver at gøre, men det endte ikke ud i det, jeg havde håbet det ville. Jeg skrev: ”Jeg ville være beæret over, at høre på jeres meninger...”, og det lyder jo helt arrogant – narcissistisk sågar! At høre på læseren, er jo næsvist. Ja, det tænkte jeg i hvert fald da jeg begyndte at skrive denne nye parentes... men nu virker det egentlig fint nok – og lidt fjollet, men mest fint – bare at høre på læseren, uden selv at kommunikere. Det er der måske ikke nok mennesker der gør. Bare at lytte, uden at tale. Man skal samtale – ikke bare tale. Man skal lytte, ikke bare høre. Man skal se, ikke bare glo. Man skal spise, ikke bare æde. Hmmmm... Men hvorom alting er: Alle lytter kun til deres egne ord, i stedet for andres. Snakker kun for egen opmærksomheds skyld. ØV! Det er lutter lytterig, jeg måske savner lidt. Jeg ved det ikke. Nu har jeg forvirret mig selv. Nå, øv igen, og jeg håber ikke at du, kære læser, også er blevet forvirret. Hvis du er det, må du meget undskylde, det var virkelig ikke meningen, og bliver det nok heller aldrig. Undskyld. Hvis du ikke er forvirret, jamen så er alt jo sådan set godt nok. Du er et menneske i kontrol, i modsætning til en blind mand, der kører bil på motorvejen. Han er ikke i kontrol, særligt meget, i hvert fald. Nu bliver det fjollet. Jeg tror, jeg går i seng, og så må vi jo se på det igen i morgen. Det er det gode ved at skrive; du, kære læser, kan ikke se, hvornår jeg holder pauser og hvornår jeg laver stavefej, for jeg retter dem bare. Jeg er ligesom Gud, når jeg er forfatter. Jeg kan skabe alt og gøre alt, og ingen kan se forskel. Nu tænker du sikkert: ”Hvorfor FANDEN vælger han så at skrive det her lort?”, og til det vil jeg svare: ”Hov hov, kan du så snakke pænt!” Godnat.)

Bagord
Goddag. Mit navn er Dan L. Bin. Jeg må desværre meddele, at jeres tidligere forfatter af de ovenstående 1587 ord, er død. Forlaget ringede til mig i onsdags, og fortalte det, fordi jeg skriver meget i samme stil som ham, sagde de, og spurgte om jeg ikke ville færdiggøre hans værk, der stadig var under proces da han pludseligt døde en tragisk død. Buret til kanariefuglen var ikke lukket ordentligt i, og kanariefuglen, der altid har haft et vist had til jeres nu eks-forfatter, listede den lille gulddør op, møvede sig ud, fløj hen til ham og klemte sig ned i hans åbne gab, helt ned i halsen, og kvalte ham. Kun 91 år gammel, totalt myrdet af en kanariefugl. Og ikke nok med den sørgelige måde at sige farvel på, så vil BT ikke engang købe historien. Nej, Politiken vil ikke engang nævne ham i nekrologen! Ak ja, ak ja. Verden er nu engang et sørgeligt sted. Sjovt er det i hvert fald ikke. Bestemt ikke når man ved, at hans kone døde på præcis samme måde, sidste år. Men det mest bizarre af det hele er jo, at kanariefuglen overlevede, og nu imidlertid bor i bedste velgående i arresten i Århus. Men det er jo lige meget hvor buret er placeret for en fugl, jeg mener, det kan være det samme om det er i et fængsel eller hjemme i stuen. Ak ja, ak ja, ak ja... Ironi er der ikke engang noget af.
(Nu tænker du sikkert: er det ikke bare en forfatterfidus, et trick han bruger, for at få teksten til at virke bare lidt mere interessant, nu der er en mordsag involveret. Men nej, det er det altså ikke. Det ville nok have været bedre hvis det var, som du tænker, men nej. Sådan er det ikke – forfatteren er død, og det beklager jeg. Også på forlagets vegne. Jeg skulle hilse rigtig mange gange og sige undskyld.)
I forbindelse med hans død, vil jeg gerne bede om ét minuts stilhed. Nu. Tak, og når vi nu har brugt lidt tid til at tænke over, hvem han egentlig var som person, og hvad han gjorde af gode ting for andre mennesker her i livet, synes jeg det ville være passende, at jeg her skriver et lille digt i hans minde:

-         Død ved kanariefugl

Jeg vil gerne forestille mig

at jeg døde

at jeg en dag – hovsa – gik bort

som man siger

før chaufføren nåede at bremse.
blod på vejen og afbrændt hud

For i denne forestilling

om total død

har jeg en mulighed for at tænke:

hovsa.

Nu glemte jeg jo lige

og jeg skulle have

og det manglede jeg jo

og nu nåede jeg ikke

og en liter mælk

og måske sagde jeg ikke

'jeg elsker dig'

nok.

For først da –

af selverkendelse –

vil jeg se, hvad der mangler.

Først dér vil jeg mærke

hvad jeg mistede

og ikke mindst:
først da, vil jeg mærke

hvor meget jeg havde og

først da, vil jeg se hvor lidt

jeg troede jeg havde

og hvor jeg i den tilstand

kan se det rigtige isbjerg

som er så meget mere

og så mange flere

end jeg lige gik og troede.

Da jeg ser alt dette

først da jeg ser alle dem

bliver jeg indhyllet i en kærlighed.

Kærlighed til den død

døden som

for mig er det eneste

der kan åbne mine øjne

bortset fra dig

for siden jeg mødte dig

er jeg død så mange gange

at selv katten ville have brokket sig.

Og at være død så mange gange

for dig

det er det der gør mig mig

og hvad er jeg så

uden mit guld, og min steg

jo, min selverkendelse

den er dig

Ja, sådan kan man også se på det, håber jeg du tænker. Hvis det er tilfældet, må jeg hellere bruge lejligheden til at få indført et andet lille digt, jeg engang har skrevet:

Woke up one morning
Sådan starter alle blues-sange
Øv.

Tak for opmærksomheden.

Ingenord
56, 82 48 4 5144 961 914499, 91 5449166 82 86559 961 664966. <3