Dalai Lama sagde engang: ”Kend
reglerne, så du ved hvordan du bryder dem ordentligt”. Men her er det vigtigt
at huske, Hr. Lama, at alle sko ikke gøres over én læst. Og det er hvadenten du
er sømand, jæger, fisker, smed, kriger, vaskebalje eller pirat.
Eller Karl d. 9. på kanotur ved Mols. Eller fra Tåsinge til Langeland, for den sags skyld.
Karl d. 9. var faktisk engang på en sådan kanotur. Dog hverken ved Mols, eller fra Tåsinge til Langeland. Dette var blot eksempler, og de var – til jeres orientering – umiddelbart helt uopfordrede. Mere skal jeg ikke kunne sige om denne affære.
Men han var altså på kanotur, og lige nu befandt han sig et sted han ikke vidste hvor var.
Efter at have passeret campingpladsen fortsatte han langs kysten indtil han nåede et stort skilt hvorpå der stod skrevet Sig det med is. Dette brugte han tyve minutter på at undre sig over, hvorefter han så fortsatte ned ad stien til højre, og gik over tre marker, igennem kaptajn Haddocks slot, over en bakke med skøn udsigt, over en nyanlagt, nymalet bro, over tre jernbanespor, under tre grå, alderdomssvækkede katte med hold i nakken og mosgroede knurhår, for til sidst at ankomme til 8 mælkebøtter. Dem skulle han så smadre, for at få fat i det hemmelige kodeord til det ellers dugfriskt nye leukæmicenter. Han fik helt gule sko af det.
Derinde befandt der sig 2 dilletantiske herrer, med to meget sløve knive i hver deres venstre hånd. Karl d. 9. undrede sig igen, og spurgte rapfodet: ”Hvad laver I? Jeg troede I var højrehåndede”. Og grundet de to herrers tumbede befindende stak de straks de sløve knive ind i hver deres højre øje. ”Det var dog mærkværdigt,”, sagde Karl d. 9., ”men der er vel ikke nogen der har tænkt sig at fortælle mig HVORFOR de gjorde dette, så jeg må hellere bare lade som ingenting”, og så gik han.
Faktisk gik han ikke lige med det samme. Først skulle han jo have det, han var kommet for at hente. Så han stak lige hovedet ind på kontoret, og snuppede turbanen, før han flintrede afsted igen.
(Til dem af jer, der ikke er oplyste nok til at have styr på, hvad sørensen det nu var, et mærkeligt ord som turban skal forestille at være, så er dette såmænd simpelt nok. En turban er en især mellemøstlig hovedbeklædning, bestående af et 5-6 meter langt og 20 centimeter bredt stykke klæde, som vikles om hovedet, evt. med en (skyggeløs) hat under. Denne turban er en alment kendt – for ikke at sige anerkendt – hovedbeklædning, ligesom mange andre. For eksempel kender I jo nok bowlerhatten, cowboyhatten eller bronzealderguldhatten. Tænk på denne turban, som en tilsvarende til disse hatte – ellers er I racister. Men der er altså mange måder at binde sin turban på. For eksempel valgte Karl d. 9. overhovedet ikke at binde sin, hvilket er derfor, han hele tiden må hente en ny. Om han gør dette pga. manglende vilje til fremgang på noget som samfundets institutioner, erhvervslivet, dagliglivet eller kulturlivet, er stadig ikke helt redegjort for. Mange mener han gør det som symbolsk oprør mod Flemming Rahldal, som ingen rigtigt kender, og andre mener det bare er fordi han er ’anderledes’.).
Da han kommer udenfor igen, er der noget i luften. Da dette ’noget’ viser sig at være hovedsageligt nitrogen og oxygen, ånder han lettet op igen, efter at have holdt vejret i bar frygt for hvad det kunne være. Men der sker på dette tidspunkt noget. Karl d. 9. er ikke sikker på, om det er iltmangel til hjernen der får ham til at hallucinere, eller om det virkeligt kan passe.
En engel kommer ud af kiosken og tager ham med til et yderst stormfuldt bjerg, hvor hans turban med det samme flyver væk. Nu starter et slag af kosmiske dimensioner, men Portugal vinder 2-0, og de penge Karl d. 9. havde satset på Portugal får han nu dobbelt igen, og alle er glade, især Karl d. 9. Det var nemlig ham der vandt. Men han er ikke bare glad, han er næsten begejstret – for ikke at sige fornøjeligt frydefuld, ikke at forglemme velfornøjet – og frejdig som en ravkikkert på auktion.
”Hvad fanden blev der egentlig af min forbandede kano?!”. Øh. Undskyld, Hr. Karl d. 9., den havde jeg helt glemt. ”Ej, men altså... hvad skal jeg egentlig bruge dig til, hvis du ikke engang kan huske en fucking kano?!”. Jeg ville jo alligevel have læst det hele igennem igen! Og så fundet på et eller andet, der på mest snedige og implicitte vis kunne sammenflette alle historiens handlinger i ét stort, veldrejet, elegant twist, som både indeholdte humor og livskloge budskaber. ”Drop det! Du duer ikke til en skid! Du er fucking fyret, din fede nar!”. Nå. Ej, okay... undskyld. Nej, ved du hvad?! FUCK DIG, Karl d. 9.! Jeg kan gøre hvad jeg vil med min historie! Jeg ved hvordan rollerne er fordelt, ift. forfatter og karakter. Jeg er den omnipotente Gud, og du er slave af mine ord!
Og så døde Karl d. 9.
De 36 nådesløst onde, frastødende, kvalmende klamme, lede, modbydeligt infame voldtægtsforbrydere, der havde fulgt efter Karl d. 9. siden han trådte på de otte mælkebøtter, som faktisk tilhørte dem, sprang ud fra busken bag mælkevognen og råbte et eller andet meget ondt.
Som hævn voldtog de ham til evig tid, dag og nat, med 16 meter lange batteridildoer.
Amen.
Eller Karl d. 9. på kanotur ved Mols. Eller fra Tåsinge til Langeland, for den sags skyld.
Karl d. 9. var faktisk engang på en sådan kanotur. Dog hverken ved Mols, eller fra Tåsinge til Langeland. Dette var blot eksempler, og de var – til jeres orientering – umiddelbart helt uopfordrede. Mere skal jeg ikke kunne sige om denne affære.
Men han var altså på kanotur, og lige nu befandt han sig et sted han ikke vidste hvor var.
Efter at have passeret campingpladsen fortsatte han langs kysten indtil han nåede et stort skilt hvorpå der stod skrevet Sig det med is. Dette brugte han tyve minutter på at undre sig over, hvorefter han så fortsatte ned ad stien til højre, og gik over tre marker, igennem kaptajn Haddocks slot, over en bakke med skøn udsigt, over en nyanlagt, nymalet bro, over tre jernbanespor, under tre grå, alderdomssvækkede katte med hold i nakken og mosgroede knurhår, for til sidst at ankomme til 8 mælkebøtter. Dem skulle han så smadre, for at få fat i det hemmelige kodeord til det ellers dugfriskt nye leukæmicenter. Han fik helt gule sko af det.
Derinde befandt der sig 2 dilletantiske herrer, med to meget sløve knive i hver deres venstre hånd. Karl d. 9. undrede sig igen, og spurgte rapfodet: ”Hvad laver I? Jeg troede I var højrehåndede”. Og grundet de to herrers tumbede befindende stak de straks de sløve knive ind i hver deres højre øje. ”Det var dog mærkværdigt,”, sagde Karl d. 9., ”men der er vel ikke nogen der har tænkt sig at fortælle mig HVORFOR de gjorde dette, så jeg må hellere bare lade som ingenting”, og så gik han.
Faktisk gik han ikke lige med det samme. Først skulle han jo have det, han var kommet for at hente. Så han stak lige hovedet ind på kontoret, og snuppede turbanen, før han flintrede afsted igen.
(Til dem af jer, der ikke er oplyste nok til at have styr på, hvad sørensen det nu var, et mærkeligt ord som turban skal forestille at være, så er dette såmænd simpelt nok. En turban er en især mellemøstlig hovedbeklædning, bestående af et 5-6 meter langt og 20 centimeter bredt stykke klæde, som vikles om hovedet, evt. med en (skyggeløs) hat under. Denne turban er en alment kendt – for ikke at sige anerkendt – hovedbeklædning, ligesom mange andre. For eksempel kender I jo nok bowlerhatten, cowboyhatten eller bronzealderguldhatten. Tænk på denne turban, som en tilsvarende til disse hatte – ellers er I racister. Men der er altså mange måder at binde sin turban på. For eksempel valgte Karl d. 9. overhovedet ikke at binde sin, hvilket er derfor, han hele tiden må hente en ny. Om han gør dette pga. manglende vilje til fremgang på noget som samfundets institutioner, erhvervslivet, dagliglivet eller kulturlivet, er stadig ikke helt redegjort for. Mange mener han gør det som symbolsk oprør mod Flemming Rahldal, som ingen rigtigt kender, og andre mener det bare er fordi han er ’anderledes’.).
Da han kommer udenfor igen, er der noget i luften. Da dette ’noget’ viser sig at være hovedsageligt nitrogen og oxygen, ånder han lettet op igen, efter at have holdt vejret i bar frygt for hvad det kunne være. Men der sker på dette tidspunkt noget. Karl d. 9. er ikke sikker på, om det er iltmangel til hjernen der får ham til at hallucinere, eller om det virkeligt kan passe.
En engel kommer ud af kiosken og tager ham med til et yderst stormfuldt bjerg, hvor hans turban med det samme flyver væk. Nu starter et slag af kosmiske dimensioner, men Portugal vinder 2-0, og de penge Karl d. 9. havde satset på Portugal får han nu dobbelt igen, og alle er glade, især Karl d. 9. Det var nemlig ham der vandt. Men han er ikke bare glad, han er næsten begejstret – for ikke at sige fornøjeligt frydefuld, ikke at forglemme velfornøjet – og frejdig som en ravkikkert på auktion.
”Hvad fanden blev der egentlig af min forbandede kano?!”. Øh. Undskyld, Hr. Karl d. 9., den havde jeg helt glemt. ”Ej, men altså... hvad skal jeg egentlig bruge dig til, hvis du ikke engang kan huske en fucking kano?!”. Jeg ville jo alligevel have læst det hele igennem igen! Og så fundet på et eller andet, der på mest snedige og implicitte vis kunne sammenflette alle historiens handlinger i ét stort, veldrejet, elegant twist, som både indeholdte humor og livskloge budskaber. ”Drop det! Du duer ikke til en skid! Du er fucking fyret, din fede nar!”. Nå. Ej, okay... undskyld. Nej, ved du hvad?! FUCK DIG, Karl d. 9.! Jeg kan gøre hvad jeg vil med min historie! Jeg ved hvordan rollerne er fordelt, ift. forfatter og karakter. Jeg er den omnipotente Gud, og du er slave af mine ord!
Og så døde Karl d. 9.
De 36 nådesløst onde, frastødende, kvalmende klamme, lede, modbydeligt infame voldtægtsforbrydere, der havde fulgt efter Karl d. 9. siden han trådte på de otte mælkebøtter, som faktisk tilhørte dem, sprang ud fra busken bag mælkevognen og råbte et eller andet meget ondt.
Som hævn voldtog de ham til evig tid, dag og nat, med 16 meter lange batteridildoer.
Amen.
Dalai Lama sagde engang: ”Kend reglerne, så du ved hvordan du bryder dem ordentligt”. Dette er vel meget klogt sagt... det ved jeg ikke lige.
Men Karl d. 9. sagde engang:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar