Og så skød de sig selv – lige i hovedet

Bo Bojesen boede midlertidigt i Stenbjerg kirke. Han er uddannet datakommunikator og er født i Kaya, en by i det centrale Burkina Faso, beliggende cirka 100 kilometer nordøst for hovedstaden Bøs. Eller, det vil sige, at det tror han.

Byen har et befolkningstal på 39.000 – eller nu er Bojesen jo flyttet derfra, så det er jo direkte ukorrekt, da den havde et befolksningstal på 39.000. I dag bor der altså 38.999. Det er en vigtig pointe, synes jeg. Og dette synes jeg - det syntes jeg ikke. Eller, jo det gjorde jeg, men jeg synes det stadig nu. Bum.

Hvorom alting er -

Bojesen ejer også en bil! Eller det man kalder en containerbil. Han kan nemlig godt lide at køre langsomt, og har gennem blot de sidste 2 år fået 23 bøder på de danske motorveje. Derfor har han nu ikke råd til en rigtig bil, og har købt sig dette køretøj i stedet. Den kan han godt lide, næsten lige så meget som han kan lide tyttebær. Det er hans yndlingsbær, og han spiser intet andet.

Lige siden opholdet i flygtningelejren i Oksbøl har han haft en sær trang til disse bær. De minder meget om hinanden, synes han, og han siger altid, hvis nogen spørger ham hvorfor han kun spiser tyttebær, at ”gaio er et syrnet mælkeprodukt med lavt fedtindhold, som minder om jogurt. Og når nu dette er sagt, så er jeg gaioen, og tyttebærene er jogurten”.

Dansk Sundhedsinstitut har endda skrevet videnskabelige rapporter om Bojesen, da de mener det er direkte umuligt udelukkende at leve af tyttebær, selvom ”de indeholder masser af vitaminer, calcium, magnesium og Omega-3-fedtsyrer”, som Bojesen postulerer. Hvis folk ser ud til at være interesserede i det han siger, tilføjer han ofte også: ”... og så er de helvedes gode mod urinvejsinfektioner!” hvorefter han sagte undskylder med øjnene mod loftet, som om der var nogen der hørte det og dømte ham. Man kan jo heller ikke bebrejde ham; jeg mener, han bor jo i en kirke.

Bojesen er født 25. august, hvilket han altid har hadet. ”Øv!”, plejer han at sige, når folk spørger ham hvornår han er født. ”Øv!”, igen. I stedet snakker han hellere om andre ting, for at ændre fokus fra sin fødselsdato, såsom Paulus’ breve, kvantemekanik eller bare tyttebær.
Han er ikke en mand af mange drømme og store ønsker, nej, kun ét har han sig; han vil gerne kolonialisere et land. Han vil ikke stjæle eller røve nogen, nej, han vil bare gerne kolonialisere. Det har han altid haft lyst til. ”Hvor må det dog være vidunderligt”, tænker han tit, mens han kolonialiserer alt hvad han kan i fantasien, samtidig med morgenkaffen:

Bo Bojesen ankom til Thonnallur Pattupurakkavu Bhagavathi templet, der lå lidt uden for bygrænsen. Lugten af løvtræernes nyudsprungne blade kunne ikke sammenlignes med nogen anden duft. Jo, måske lige gaio. Ja, det lugtede lidt af gaio. Og af tyttebær, men det var ikke bladene, det var noget andet, der duftede af tyttebær. Han så sig omkring, mens han gik rundt. De små mennesker kiggede undrende på ham, som om de aldrig havde set ham før. ”Det er nu også meget forståeligt”, tænkte han, ”de har jo heller aldrig set mig før”.

Der var ingen bilos. ”Underligt”, tænkte han og skulede rundt. ”Men der er heller ingen biler. Alt begynder at give mening. Men uden biler – hvordan mon folk kommer rundt?”, og da hans sætning tog sin ende, så han svaret. Det var lige foran ham, og han følte sig så dum, men samtidigt lettet og glad. For da han så dette, opdagede han også denne verdens simple, dog smukke virkelighed. Det var i og for sig også under ham, og ikke kun lige foran ham. Det var ben. De gik, halleluja, alle sammen rundt på deres ben. Bojesen kiggede ned på sine rulleskøjter, så over på de små menneskers ben og bare fødder, og tænkte: ”Det er sgu da egentligt meget smart det der”, og tog dem straks af. ”Hvilken lettelse!”, tænkte han, og borede tæerne ned gennem jorden. ”Mmmmhh”. Og så skød de sig selv. Alle sammen. De gjorde det, som nogle mennesker vil kalde kollektivt selvmord. Lige i hovedet.