Der var engang en kvinde. Eller, det er faktisk løgn, for dette er hvad man kan kalde fiktivt. Så jeg vil derimod hellere sige: der var engang ikke nogen kvinde. Og hun var, men var ikke. Hun eksisterer i en hvis forstand, og dog. Dette vil jeg kalde forvirrende, og det er netop denne grad af urimelig, intetsigende dualitet i livet, jeg prøver at forklare. Om dette er muligt, vil miden Lise. Og sjovt jeg lige skulle nævne navnet Lise, for det er netop hvad vores hovedperson hedder. Lise P., og P’et, det står for Pat.
Denne kvinde var på samme tid alle steder, og på samme tid ingen. Hun levede i en fængslende dunkelhed, under det vi kalder havoverfladen.
Hun indså på et tidspunkt i sit liv – det tidspunkt alle har oplevet, hvor intet er godt eller skidt, men alt er uforståeligt – hvor overdådigt og meningsfyldt livet i havets dybder var, og samtidigt hvor nederen livet over havoverfladen syntes. Hendes handlinger begyndte på en snørklet måde, en sensommernat i august, at understrege, at hun vidste meget lidt om Jordens største system.
(Lige for at være sikre på, at vi er på samme bølgelængde, vil jeg lige uddybe helt præcist hvilket system det er jeg snakker om. Jeg taler her om de sammenhængende saltvandsmasser, der deler kontinenterne, også kaldet oceanerne, eller verdenshavene. Det dybeste hav er Stillehavet, og det er altså her Lise valgte at bosætte sig, efter hendes samvittighedsuro og tvivl omkring sin egen tilværelse, såvel som alle andres).
Jo mere hun tænkte over dette, jo mere blev hun draget af det der lå under havoverfladen.
(Og nu en lille, dog meget vigtig, forfatterkommentar: NB: den tilsyneladende ekstremt søgte symbolik i vendingen ”det der lå under havoverfladen”, er ikke-eksisterende. Så hold op med at prøve at få det til at give mening og struktur, for en tekst der handler om det at være forvirret, indeholder ikke en sådan mening. Snarere tværtimod. Tak).
Den eneste ven hun havde sig nede i afsondretheden, var en lille haleløs høne uden skæg, der lagde blå æg. Hønen hed Mustafa.
(Nu undrer du dig sikkert, kære læser, over hvordan det kan være hønen har et hankønsnavn, da høner jo som kendt er hunkøn. Hvis ikke du undrede dig over dette, synes jeg egentlig bare, at det er ærgerligt. Man skal passe på med bare at opfatte ting, uden at tænke videre over det. Men nu bliver det kompliceret. For jeg har jo lige stillet dig opgaven - eller opfordret dig til, om du vil - ikke at analysere eller prøve at få det hele til at give mening, og denne opgave har du i nævnte tilfælde klaret med succes. Men du må da spørge dig selv, hvad der er bedst: at have gjort som du fik besked på, eller at have gjort det du synes var bedst. Du må svare fra nu. Til nu. Jeg håber inderligt du har lært en vigtig detalje ved dig selv at kende. Tak).
Det faktum, at hønen hedder Mustafa, er blot et eksempel på noget du ikke vidste om Lise i forvejen. Der er mange ting du ikke ved, og mange ting du ikke finder ud af om hende. Der er også mange ting, du tror, du ved, som for eksempel at hun var fra Danmark. Det var hun også, men hun kunne lige så godt være født i Sverige, eller helt oppe i Norge for den sags skyld.
For eksempel ved du heller ikke, at Lise er gammel amatørbokser. Hun har dog ingen større internationale resultater, men fik sin olympiske debut i Sommer OL-1996, hvor hun blev slået ud i 16. delsfinalen. Her er en liste over andre interessante ting, du ikke vidste om Lise:
- hendes yndlingsis var Ben & Jerry’s Chunky Monkey (bananis med chokolade- og valnøddestykker)
- hun var stor fan af den danske skuespiller Jens Østerholm
- hun har gennem en længere periode besøgt Karlebo Kirke ved Hillerød til hver eneste søndagsmesse
- hun var et meget spontant menneske, og har fået adskillige spontane aborter, allerede som 15-årig
Alt dette var før hun flyttede ned i havet. Nu er hun en helt anden person. I dag er hun bl.a. begyndt at bruge sut igen, og har sit eget private suttetræ*.
(*Et suttetræ er et træ, hvorpå børn hænger deres sutter når de er vokset fra dem eller når deres forældre og pædagoger gerne ser, at børnene vokser fra deres sutter.)
Alting ændrer sig, og det kan ske meget pludseligt nogle gange. Det behøver ikke at betyde, at de omvæltninger i måden man lever på er specielt meget mere spændende, end de gamle. Lise brugte det meste af sin tid på at fiske nu. Det var også meget passende, belejligt sågar, altså med Lises nye omgivelser taget i betragtning. Det gav hende tid og ro, og ”det er da ret bekvemmeligt det her”, plejede hun at sige om det hele. ”Hernede hersker intet der har med noget man burde, pligt, rigtig handling, forkert handling osv. – her hersker Lise. Og det er da meget bekvemmeligt”. Disse ord lægger op til, at hun var en altid sødmefuld, med årene tilsat ironisk og slet skjult vis person, selvom det ikke var sandt. Lise var et komplekst menneske, og på den anden side ikke. Hun vidste ikke hvad hun var - faktisk vidste ingen hvad hun var. Hun kendte ord som sød, smuk, klog, optimistisk, medfølende, udadvendt, overbevisende, nysgerrig, direkte, selvstartende, påståelig, resultatorienteret, pålidelig, tålmodig og mange flere, og stadig kunne hun ikke sætte bare ét af dem på sig selv. Hun vidste det simpelthen bare ikke, men hun var overbevist om, at hun måtte være et eller andet. Behageligt tyk? Gul? En juleleg?
Dette var en af grundende til, at hun flyttede. Og dog, måske var der så lige ét ord hun kunne bruge på sig selv. Nemlig forandringsvillig. Men at være forandringsvillig betyder vel, at man i teorien kan forandre sig, og ikke være forandringsvillig om blot et sekund. Så det ændrer jo ikke så meget. Efter hun havde tænkt lidt over dette, mens hun spiste et af Mustafas blå æg, kom hun pludselig i tanke om et ord, der på én og samme tid kunne bruges som personlighedsbeskrivende. Det var et ord, hun aldrig havde vidst hvad betød, og det var derfor det eneste rigtige ord at bruge. Gordisk. Hun havde ingen idé om, hvad ordet kom af, hvor det er opstået eller hvad det betød, og derfor var det perfekt. Hun var gordisk. Endelig noget hun kunne identificere sig med. Endelig et svar, når folk spurgte hvordan hun havde det. ”Jeg har det lidt gordisk i dag”. Og det mest geniale er, at folk er for selvhøjtidelige til at turde spørge, hvad dette ord betyder, da det jo nok  er de færreste der ved det.
Lise havde fundet svaret på hvem hun var. Mustafa kunne mærke hendes glæde, og lagde et ekstra æg til hende morgenen derpå, i bar eufori. Både Lise såvel som Mustafa indså nemlig den dag, at der ikke var noget specielt ved noget som helst. Vi er levende væsner, samlinger af molekyler, ligesom alt andet, og alligevel er her forbløffende, vi er forbløffende, måske endda mirakuløse, men helt sikkert underlige, der nede på havbunden. Der bevidner vi konstant vore eksistenser, i al beskedenhed, og det var de enige om. Vi andre forstår det måske ikke, men det er irrelevant i denne sammenhæng, selvom sammenhængen stadigvæk ikke eksisterer. Dog kan vi drage én tidslinie, der giver mening:
3 store ting er der sket i Universets historie, som vi kender til. Det første er Jordens skabelse for omtrent 4,6 milliarder år siden. Det andet er da man opfandt katteparykker, og det tredje da Lise og Mustafa indså disse, for dem, meget vigtige ting.
Og dette er så sandt som det er sagt, selvom det ikke er sandt overhovedet. For når sandt skal siges, er det nogle gange for godt til at være sandt, og det er sandt nok. For hvis sandheden skal frem, er sand en jordtype, som består af partikler. Måske er der intet, der beretter mere levende om tidernes ugunst end den skæbne, der blev Lises. Men det er stadig bare vand, i forhold til noget der er sandt.
Selvfølgelig kunne vi have sagt os selv dette, men det er bare lidt nemmere, når en anden siger det.