Hva'? Nååå... Vent, hva'?

Man går ind i et rum, lamperne falder ned men de sad ikke fast. Der er Adam og Eva. Der er fuzzy ducks og duzzy fucks. Der var intet rum, ingen Adam eller Eva, ingen fuzzy ducks og bestemt ingen duzzy fucks. Jeg var dronning af Frankrig. Jeg lo som et barn. Jeg sagde meningen er ikke forståbar, og den anden svarede er forståbar et ord?, uden overhovedet af have hørt hvad jeg egentlig prøvede at sige. Præcis der blev jeg i tvivl om jeg overhovedet havde prøvet på at sige noget. Var min hukommelse reliabel? Hvad betyder reliabel? Og hvad fanden er hukommelse? Er fanden virkelig? Hvad er overhovedet virkeligt? Og vi snakkede forbi hinanden.

Hun – den anden – svarede på noget jeg ikke havde sagt, og dog var jeg i tvivl om jeg overhovedet havde sagt det. Var det sådan verden så ud, lige da jeg blev født? Og pludselig var vi borgerlige.
Jeg var fuldkommen toast til det punkt, hvor jeg fandt ud af, at jeg var en 10 tons skumfidus. Men jeg var selvfølgelig ikke en skumfidus, og det ved I jo godt.
Pludselig var jeg intet, og eksisterede ikke. Jeg var kun mentale farver, og jeg tænkte jeg er voldeligt i gang med at flyve ud af min nød, og spiste skumfidusen. Jeg trillede gennem lange gange af snørklet materie.
Det var der jeg vågnede – og det var som at vågne op fra en operation.  Alle mine sanser var blevet omrokerede. At høre var at se, og at se var at lugte, og at lugte var at føle, og at føle var at smage. Dermed var alle én. Alt var ét. Det hele var simpelt, og pisse uoverskueligt komplekst.
Hvis jeg skal sige sandheden, var de unævneligt mange fiskehistorier om weeble wobble ret unødvendige. Det var bare svært at viderekommunikere denne sandhed. Faktisk var det svært at viderekommunikere noget som helst. Alt blev misforstået, overfortolket og folk blev indebrændte og følte sig ensomme.
Samtalen gik sådan: hvor er han henne? – man kan ikke regne med nogen lige nu. – hvad mener du? Du snakker lort. – jeg troede bare du mente... – hvad? – ... noget andet... – hm. Samtalen gjorde ondt. Alt gjorde ondt.
Vi måtte gøre noget ved dette, og svaret kom til os, uden vi vidste det var et svar, og uden vi overhovedet havde spurgt efter det. Den kom til os, i form af en spand.
Denne spand lettede på den rastløshed, og gjorde rastløsheden afslappet. Der var mere fokus, og nu kunne jeg tage en lampe og belyse ting. Det var lettere. Men alting stoppede. Nogle gange.

Mit sind racede afsted, spandt sig i endeløse tanker og bragte mig længere og længere væk. Hvad jeg blev bragt væk fra, ved jeg ikke. Jeg fandt ud af, at jeg måtte holde mig beskæftiget, for ikke at komme for dybt ned og for langt ud. Jeg lavede kaffe, spiste tyggegummi og hørte musik. Små opgaver, afledninger, og det hjalp. Vi gik en tur.
Manden bag disken talte om smølfer, radioaktivt materiale og det at bo i en svamp. Han er jo ond.
Bladene talte til hende, og vi gik – jazzede med bowlerhat og sjal i sjælen – ned ad Kærlighedsstien. Vi endte på gynger i barndommen, og blev skiftevis slynget ud i Universet, og suget ind igen. Gamle æbler  sagde forskellige lyde altefter hvor de landede. Det var inspirerende meningsløst.
Jurassic Park og velociraptorer jagtede os, og en port ville ikke lukkes. Vi flygtede, og var – igen – uventet blevet en del af borgerligheden. Vi var endt midt i den, på vej mod den onde mand igen.
Vi endte midt i et umådeligt stort kryds, i centrum af alt. Det var evigt, uendeligt rødt, og dog ventede vi på det blev grønt. Kommunikation blev nemmere, selvom den stadig førte os ud i et bundløst hul. I en bakkedal. I et sort hul. I Universet. I en anden dimension. Midt i krydset.

Men det blev grønt, og alt var igen uforståeligt, selvom det lidt hele tiden havde været det. Vi kom tilbage. Vendte hjem.
Det hele var alt muligt uforklarligt, og alle følte alt og ingenting, og der var og’er og men’er og hvad og hvorfor og derfor, men intet gav mening, og meningen gav os intet.
Der var bestemt intet rum, og alt var uforståbart... Er uforståbart overhovedet et ord?