- Skrevet i gladt, borgerligt samarbejde med: Sissel Solskin Rosenbusk på et bjerg (i Norge)
Træerne lå under svære efterårsskyer
Her begyndte det sædvanlige eventyr
Vi stod i en stjerne, og i nydelsens stumme, dumme ur
Sprang og hopped’ fra mareridt til vakuum
Blade og solskin spredt under trækronens nøgne skygge
Der fandtes ikke tid og rum
Pirat! O, at være en høne! Og det er sket! Kære, kære trompet
Kranen er grim og rød og flot. Båt, båt
Ude i det fjerne brusede Gud ned i havet (selvom Han ikke findes). Han har haft et hårdt år. Finanskrise, krig i Libyen, tørke et eller andet sted i Afrika (noget med et horn) osv. Der er også blevet dræbt mange hvaler.
Men der var en dame, som havde fået en gave af Gud (selvom Han ikke findes), lige før Han brusede ned i havet. Hun var blevet skænket udødeligheden. Og det vidste hun ikke lige, hvad hun skulle med. For hvad er livet uden døden? Døden er drivkraften, men den var væk nu.
Hun tog ud til en klippe. Den var høj, og i Norge. Dyb indånding og så et hop into the wild (altså det blåeste hav). Og dernede var Gud. Han var død, da han jo havde givet sin udødelighed væk. Nietzsche var der også, og han lo og frydede sig, og sagde: ”Endelig!”. For nu var mennesket i centrum, men damen forstod det ikke. Hun undrede sig bare og gik. Eller, hun svømmede faktisk. Til den nærmeste søanemone. Men hun vidste ikke, om det virkeligt VAR en søanemone! Men det var det nu. Og den var hvid. Hun tænkte over, om alting nu også var, hvad det hed. Det syntes hun ikke, og løftede sin pegefinger. ”Denne kalder jeg en viadukt”. Og sådan gjorde hun med alt omkring hende.
Tang blev til eksrementer, søstjerner til generaler osv., og intet havde den samme betydning som før. Og hun blev ved, ind til hun nåede til det dybeste sted på havbunden. Denne betragtede hun længe. Viadukten aede stenene og sandet, og hun kaldte dette Gud og græd en tåre havvand. Men havvandet var alt for salt, så hun smed det ud og lavede en gryde mere. Nu med lidt mindre salt, og lidt mere peber. ”Det var bedre”, sagde Skrivebent, og fulgte op med et velfornøjet ”mmh”.
Det var nu blevet Malte og Sissels efterår.
Bladene var røde og orange og gule og havet var tilpas krydret. Kvinden med udødelighed (der forresten hed Björk) var kommet til at holde meget af Skrivebent. Men han var død, og hun levede udødeligt videre. Hun viaduktede fingre af verden, og græd alt for salte tårer. Hele tiden mødte hun nye væsener hun kom til at holde af. Men de døde som fluer omkring hende, og hun forbandede Gud (også selvom Han ikke findes, og nu var død). Indtil hun en dag mødte et rigtig stort røvhul. Til dette sagde hun (med en gulerod i munden): ”Jeg er sikker på, at du har fortjent udødelighed mere end mig!”. Røvhullet (som hed Satan) svarede: ”Nahaj!”, og præcis dér kom der en haj, og bed hans evne til at sige nej af. ”Nu har jeg dig!”, råbte Björk, og sagde: ”Vil du have min udødelighed? For jeg er praktisk talt ret træt af den”. Og Lucifer svarede: ”Ja, tak”, da han jo ikke kunne andet. I det samme faldt Björk død om, og imens hun lå der, gik hendes hud gennem de mange stadier, den havde undgået de sidste 666 år. Satan brækkede sig og grinte legesygt. Nu var det HANS TUR til at navngive alt. Han løftede sin viadukt og kaldte den pegefinger. Han vidste ikke helt hvorfor, eller hvordan og hvornår, men han syntes at have regnet det hele ud. ”2+2 er 4-1+1”, sagde han. Og han havde jo ret!
”Hvis Satan er 666, så er 799,2 Satan plus moms!”. Og sådan opfandt han momsen, og opbyggede samfundet herudfra. Alt blev tillagt den satans onde moms! Og den onde, onde moms styrede nu verden.
Momsen omhandlede alt og alle, og selv det førnænvte tørkeramte Afrika (noget med et horn), Finanskrisen, krigen i Libyen og de mange dræbte hvaler var resultater, udkom og afkom af denne onde, onde moms.
Det var Satans værk, og det var på en måde også Björks. Men man kan vel ikke bebrejde nogen, som bare gerne vil dø?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar