Man kan finde utallige
fejl hos andre mennesker. Det kan man bruge meget tid på. Og det er godt for
sjælen, siger nogle. Men den eneste synlige fejl ved Mand var, at han på
afstand lignede et rigtigt menneske. Og Kvinde tog sig ikke af dette. Hun bagte
bare lystigt videre i køkkenet, som om intet var op eller ned. ”Der findes kun frem og tilbage”, sagde
hun, ”og det er også nok for mig”.
Men Mand var træt. Træt og led og ked af al den satans iøjnefaldende blindhed. Blindhed over for ting som han ikke engang selv så. Og på den måde var han et meget mærkeligt menneske.
Kvinde prøvede altid at tale ham ned, og sagde til ham: ”Jeg så engang en mand, som sad på gaden med et skilt. På skiltet stod der: Tilfældigt-nummer-generator. Jeg gik hen til ham og spurgte ham, hvorfor han havde et sådant skilt om halsen. Han svarede, at han for et tilfældigt beløb penge kunne sige et fuldstændig tilfældigt tal. Det var hans egenskab. Hans kunnen. Hans levebrød. Og på en måde også hans søannemone, som var hvid, men det er en anden historie. Jeg syntes det lød spændende, og tog pungen op ad lommen, klar og parat. Han lukkede øjnene, vendte ansigtet mod skyerne og i selv samme øjeblik kom solen frem, og skinnede på os. En stjerne faldt ned og ramte mig i håret, og det gjorde dejligt ondt. Jeg varmede mig på stjernen og min pung, og lukkede øjnene, så jeg ingenting kunne se. Er det tilfældigt? Jeg mener, kan det virkelig være det? Jeg ved det ikke... Nå, men hvorom alting er, så sagde han så tallet 1945. Og nu læste du det sikkert som nittenhundredeogfemogfyrre, men du skal i virkeligheden læse det som ettusindenihundredeogfemogfyrre. Han åbnede øjnene og så på mig, og jeg spurgte ham så, om han snød mig. Han svarede, at det var problemet med tilfældighed; man kan aldrig rigtigt være sikker”.
Mand fattede aldrig, hvad den historie havde med hans trætte og lede og kede befindende at gøre. Så han brugte derfor al sin tid på i stedet at rette folks grammatikfejl. For eksempel, hvis nogen brugte sætningen: Mand fattede aldrig, hvad den historie havde med hans trætte og lede og kede befindende at gøre, så svarede han med en stemme, som man kun bruger, når man reciterer kloge, tvetydige ting fra Biblen: ”Undskyld min ulejlige, implicit vulgære og ufaglærte bedrevidenhed, og ikke for at være alt for korrekt og burgøjser-agtigt anlagt, men nu er jeg det lige alligevel – hedder det ikke sin trætte og lede og kede, og ikke hans?” Men han tog næsten altid fejl. Han var dårlig til at rette folks grammatikfejl. Og også på den måde, var han et meget mærkeligt menneske.
Derfor havde han ingen venner. Men han havde trods alt Kvinde. Og Kvinde så også altid, hvordan Mand ikke kunne koble hendes (**Hrrmphh** sin) historie på hans sindstilstand. Så hun følte sig nødsaget til at opfølge historien, og slå en knude på den med den egentlige, afpillede morale:
”Alt er alligevel tilfældigt. Bid dig ikke fast i tingene. Det er bare tilfældigt, Mandse. Og selvom det ikke er det, så kan det være, det er det alligevel. Men også ikke omvendt”.
På dette tidspunkt af samtalen, stirrede Mand altid blankt på hende. Faktisk stirrede han ret blindt på hende. Og de var forelskede. Men de forstod ikke hinanden. De var ikke ment til at være sammen, og egentlig passede de ikke så godt sammen, og så alligevel var de glade sammen. Nogle gange. Og der var en mur og en barriere, et slot midt på havet og en måge i himlen, men det var alt sammen lige meget, for det var og var ikke, og de var ligeglade. De var meget ligeglade. Rigtig mange mennesker var ligeglade. Og derfor var de det ikke. De forstod ikke hinanden og forstod hinanden. Nogle gange. De kyssede og holdte hinanden tæt, og glemte alt. Alt. Alt. Blev til intet. Og intet var også intet. Det var simpelt og fucking irriterende. Men det var også simpelt.
Dog var alle de fejl, man kan finde hos andre mennesker, der stadig. Og de bagte begge lystigt videre i køkkenet, som om intet var op... eller... ned.
Men Mand var træt. Træt og led og ked af al den satans iøjnefaldende blindhed. Blindhed over for ting som han ikke engang selv så. Og på den måde var han et meget mærkeligt menneske.
Kvinde prøvede altid at tale ham ned, og sagde til ham: ”Jeg så engang en mand, som sad på gaden med et skilt. På skiltet stod der: Tilfældigt-nummer-generator. Jeg gik hen til ham og spurgte ham, hvorfor han havde et sådant skilt om halsen. Han svarede, at han for et tilfældigt beløb penge kunne sige et fuldstændig tilfældigt tal. Det var hans egenskab. Hans kunnen. Hans levebrød. Og på en måde også hans søannemone, som var hvid, men det er en anden historie. Jeg syntes det lød spændende, og tog pungen op ad lommen, klar og parat. Han lukkede øjnene, vendte ansigtet mod skyerne og i selv samme øjeblik kom solen frem, og skinnede på os. En stjerne faldt ned og ramte mig i håret, og det gjorde dejligt ondt. Jeg varmede mig på stjernen og min pung, og lukkede øjnene, så jeg ingenting kunne se. Er det tilfældigt? Jeg mener, kan det virkelig være det? Jeg ved det ikke... Nå, men hvorom alting er, så sagde han så tallet 1945. Og nu læste du det sikkert som nittenhundredeogfemogfyrre, men du skal i virkeligheden læse det som ettusindenihundredeogfemogfyrre. Han åbnede øjnene og så på mig, og jeg spurgte ham så, om han snød mig. Han svarede, at det var problemet med tilfældighed; man kan aldrig rigtigt være sikker”.
Mand fattede aldrig, hvad den historie havde med hans trætte og lede og kede befindende at gøre. Så han brugte derfor al sin tid på i stedet at rette folks grammatikfejl. For eksempel, hvis nogen brugte sætningen: Mand fattede aldrig, hvad den historie havde med hans trætte og lede og kede befindende at gøre, så svarede han med en stemme, som man kun bruger, når man reciterer kloge, tvetydige ting fra Biblen: ”Undskyld min ulejlige, implicit vulgære og ufaglærte bedrevidenhed, og ikke for at være alt for korrekt og burgøjser-agtigt anlagt, men nu er jeg det lige alligevel – hedder det ikke sin trætte og lede og kede, og ikke hans?” Men han tog næsten altid fejl. Han var dårlig til at rette folks grammatikfejl. Og også på den måde, var han et meget mærkeligt menneske.
Derfor havde han ingen venner. Men han havde trods alt Kvinde. Og Kvinde så også altid, hvordan Mand ikke kunne koble hendes (**Hrrmphh** sin) historie på hans sindstilstand. Så hun følte sig nødsaget til at opfølge historien, og slå en knude på den med den egentlige, afpillede morale:
”Alt er alligevel tilfældigt. Bid dig ikke fast i tingene. Det er bare tilfældigt, Mandse. Og selvom det ikke er det, så kan det være, det er det alligevel. Men også ikke omvendt”.
På dette tidspunkt af samtalen, stirrede Mand altid blankt på hende. Faktisk stirrede han ret blindt på hende. Og de var forelskede. Men de forstod ikke hinanden. De var ikke ment til at være sammen, og egentlig passede de ikke så godt sammen, og så alligevel var de glade sammen. Nogle gange. Og der var en mur og en barriere, et slot midt på havet og en måge i himlen, men det var alt sammen lige meget, for det var og var ikke, og de var ligeglade. De var meget ligeglade. Rigtig mange mennesker var ligeglade. Og derfor var de det ikke. De forstod ikke hinanden og forstod hinanden. Nogle gange. De kyssede og holdte hinanden tæt, og glemte alt. Alt. Alt. Blev til intet. Og intet var også intet. Det var simpelt og fucking irriterende. Men det var også simpelt.
Dog var alle de fejl, man kan finde hos andre mennesker, der stadig. Og de bagte begge lystigt videre i køkkenet, som om intet var op... eller... ned.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar