Død og død og død og død og død og død.
3 gange død. 1 gange 3 gange død. 3 gange 1 gange død. Død og død og død. Jo mere man siger det, jo mere mister ordet sin betydning. Død, død, død. Hvis jeg nu bliver ved, hvad mon så der sker? Bliver død et tomt ord? Død? Og når det er det, vil ingen så dø? Død, død, død. Dø. Øv, øv, øv.
Der skete meget inde i hovedet. Der blev tænkt en hel del. Tit, når der blev tænkt, var temaet fra Twin Peaks i baggrunden. Det gjorde det hele lidt mere forundringsværdigt, og denne undrende guitar gjorde det hele meget mere seriøst. Men ikke på en billig måde. Det var autentisk. Og der blev tænkt en hel del.
Åh, nej. Forhelvede. Jeg sveder på panden. Min sved ligefrem steger på panden. Jeg håber ikke nogen kan se det, eller lægger mærke til det. For hvis bare én finder ud af det, er der sgu ingen der løber hurtigere end dårlige rygter. Men folk er sgu også så selvoptagede, og når de ikke er det, er det fordi andres fejl tiltaler dem mere, end deres egne. Det burde jeg sgu skrive ned, det er fandme rigtigt. Hvor fanden er der en kuglepen? Nå, fuck det, jeg kan sikkert godt huske det. Jeg er ikke Jørgen Leth. Skriver alt ned. Idiot. Geniale idéer glemmer man sgu da aldrig. Tænk hvis Einstein havde glemt relativitetsteorien, eller hvis Gandhi havde glemt, hvordan det nu var, man skulle gøre oprør. Var det passivt eller aggressivt? Ha, ha. Jørgen Leth. Idiot. Hvornår dør han egentlig? Han er da ved at være ret gammel, synes jeg.
Men Jørgen Leth havde langt igen. Dette kunne ingen vide, men nu ved I det. Og om I kan bruge det til noget, må I spørge en anden om. Bare I ikke spørger ham.
Ja, Jørgen Leth må da være 70 eller sådan noget. Han er gammel. En gammel mand. Så han dør nok snart. Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt. Det er ligesom med nu afdøde Gaddafi, Osama bin Laden og Saddam Hussein. De var Vestens fjender, og de var bestemt ikke som Vestens egne mennesker. Nej, de var af helt andre overbevisninger, og derfor skulle de dø. Dem der ikke er som os, kan vi nemlig ikke fordrage. Derfor er der nu færre, der er hvad Vesten vil kalde onde. De udrenser, indtil der kun er deres egen slags tilbage. Kun ”gode” mennesker. Jeg er også fra Vesten. Og jeg synes da, det er lidt sørgeligt, at der nu er færre, der ikke er ligesom os. Det hele bliver ens. Alle bliver ens. Ingen modsætninger. Ingen spydighed. Ingen uenighed. Kun småborgerlig høflighed, og venligtsindet ironi. Ingen egentlig dybde. Og den dybde der så er tilbage, vil stadig være overfladisk, da alle deler samme holdninger. Ingen radikal modstand. Ingen der kunne finde på at dræbe sig selv eller andre for deres sag. Hold da kæft, hvor lyder det kedeligt. På den anden side, så var de sgu også nogle røvhuller, Gaddafi og dem.
Langt, langt væk, et sted langt, langt borte, sad Peter Plys. Han var ensom, og alle havde glemt ham. Krukken var tom, og bierne var gået i hi. Faktisk var alle bierne døde, undtagen dronningerne, og alle dronningerne var gået i hi. Ja, det var så den ikke så børnevenlige udgave. Peter Plys' venner var døde, og Peter Plys skal også selv snart dø. For han er også ved at være gammel.
Eej, den her avis er kedelig. Vold, mord og modbydeligheder. Og så en lille solskinshistorie om Karen fra Gentofte, der har fået hele tre smarte kageforme foræret af kommunen. Hvem fanden gider være ”månedens borger”? Åh, hvor verden dog er forbløffende smuk, hva’!? Ha. Hun dør sgu nok også snart. Gamle kvinde. Næh, vent, hun er sgu en dame, nu jeg kigger nærmere. Kageforme. Ikke en kvinde. En gammel, småborgerligt høflig, venligtsindet ironisk, snart død dame.
Men hvad med dig selv?
Jeg dør aldrig. Nej, ikkenikkenej. Det kan jeg ikke forestille mig. Og selvfølgelig kan jeg ikke det. Hverken forestille mig det, eller dø. Intet, kan jeg. Jeg er hjælpeløs på det punkt. Da jeg var lille, var jeg overbevist om, at jeg skulle dø. At alle skulle dø, og det kunne ske til hver en tid. Det var også den altoverskyggende grund til, at jeg altid listede ind på mine forældres soveværelse, og lagde mig i smørhullet. I midten. Mellem dem. For når jeg lå der, kunne jeg holde døden lidt på afstand. Jeg kunne derfra stirre direkte ind i parallelvirkeligheden, hvor spøgelserne, rumvæsnerne, Peter Plys og Gud og Satan og så videre var. Men de var på afstand. For jeg var i smørhullet. Og her lå jeg så, i helle, mellem døden og livet, og kunne høre min far snorke. Nu jeg tænker over det, må de have haft sex meget sjældent... jeg mener, jeg lå der jo altid.
I gamle dage, i England, fik man de fattige til at spise de dødes synder. Det vides ikke rigtigt, hvordan det blev gjort, men det blev dog gjort. Og det var de fattige der gjorde det. Fair nok.
Død, vold, FNs børnekonvention, kærlighed, lort, talent og nosser. Og fuck. Det er da frastødende tiltrækkende. Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal gøre med disse ord, men de står der så flot selv, uden man egentlig piller ved dem, eller kommenterer på dem. De siger så meget. Og dog... talent og nosser. Det har jeg aldrig haft. Hverken eller.
Men jeg har jo, på den anden side, heller ikke HAFT FNs børnekonvention. Det ville jo være upassende underligt. Og ikke give mening. Og det er vigtigt. Prøv at tænke sig, ikke at give mening. Jeg tror nemlig, at jeg giver mening. Jeg ved det ikke helt, men jeg prøver at give så meget jeg kan, og det ved jeg. Er jeg i hvert fald relativt sikker på. Men ikke at give mening. Når du dør, for eksempel. Der giver du ikke så meget. Og især ikke, når du er en baby, der dør. Af alle – voksne, børn, gamle, grimme, søde osv. – er det altid de små, babyerne og børnene, det er mest synd for, når de dør. Men de giver ikke noget. Slet intet. Alle tuder, når et barn dør. Alle lider, når en baby er dødfødt. Og killinger. Det er også så fucking synd for killinger. Dødfødte killinger og dødfødte babyer. Ej, men hvad fanden foregår der? Hvad med sædcellerne? De når ikke engang at FÅ liv? De er aldrig blevet til noget. Milliarder af milliarder af milliarder af milliarder af sædceller er ”døde”, hvis man kan kalde det det. De har jo aldrig rigtigt fået lov til at blive til noget. Og det er ikke så meget, at have stående på CV’et: ”Sædcelle i 8 timer”. Wow. Du er godt nok uheldig. For ikke at nævne tåbelig. Du er faktisk åndssvag, i ordets egentlige betydning! Hold da op! Puha, ej, jeg bliver nødt til at gå væk fra dig. Du er for meget for mig, lige nu, det kan jeg ikke lige overskue. Ej, farvel. Farvel.
Og så var det ellers lange skridt, langt væk fra sædcellen. Ad, hvor umådeligt, grænseløst uvæsentlig en sædcelle, det dog var. Og så er det ikke engang at smøre tykt på.
Nej, jeg tror jeg går herover. Sådan, nu kan jeg ikke se den mere, sædcellen. Det var bedre. Nej, hov, hvad er dog det? En kattekilling?! Nåårrh, hvor er den sød. Den sover nok. Hallooo. Nej... den vågner ikke! Den er død! Ej, hvad er det dog for noget?! HVEM HAR GJORT DET HER?! HVEM, SPØRGER JEG! JEG FORLANGER AT FÅ AT VIDE, HVILKET MENNESKE DER KAN FINDE PÅ AT GØRE NOGET SÅ VEDERSTYKKELIGT OG UMENNESKELIGT! FY, FOR SATAN! FY!!!...
Og så blev det for meget. Verdens tilsyneladende naturlige, humane realitet var i virkeligheden ikke en realitet. Faktisk var verden nemlig det mest unaturlige, inhumane sted, man overhovedet kan finde, noget sted i Universet. Og dette blev en ulastelig kendsgerning, for tænkeren her. Ordenes konnotationer betød meget mere, end den egentlige kattekilling. Og det er her, det går galt. Og gik galt. Og vil gå galt. Men vil være gået gå gikket galt helt gak i går. Så lad ikke ordene have så stor betydning. Og især ikke død. Død, død, død. Sig ordene meget, og lad dem miste deres betydning. Omvæltning. Sproglig revolution. 1 gange 3 gange død. Død, død, død.
Nemlig. Død, død, død. Øv, øv, øv. Og vold, FNs børnekonvention, kærlighed, lort, talent og nosser. Og fuck.
3 gange død. 1 gange 3 gange død. 3 gange 1 gange død. Død og død og død. Jo mere man siger det, jo mere mister ordet sin betydning. Død, død, død. Hvis jeg nu bliver ved, hvad mon så der sker? Bliver død et tomt ord? Død? Og når det er det, vil ingen så dø? Død, død, død. Dø. Øv, øv, øv.
Der skete meget inde i hovedet. Der blev tænkt en hel del. Tit, når der blev tænkt, var temaet fra Twin Peaks i baggrunden. Det gjorde det hele lidt mere forundringsværdigt, og denne undrende guitar gjorde det hele meget mere seriøst. Men ikke på en billig måde. Det var autentisk. Og der blev tænkt en hel del.
Åh, nej. Forhelvede. Jeg sveder på panden. Min sved ligefrem steger på panden. Jeg håber ikke nogen kan se det, eller lægger mærke til det. For hvis bare én finder ud af det, er der sgu ingen der løber hurtigere end dårlige rygter. Men folk er sgu også så selvoptagede, og når de ikke er det, er det fordi andres fejl tiltaler dem mere, end deres egne. Det burde jeg sgu skrive ned, det er fandme rigtigt. Hvor fanden er der en kuglepen? Nå, fuck det, jeg kan sikkert godt huske det. Jeg er ikke Jørgen Leth. Skriver alt ned. Idiot. Geniale idéer glemmer man sgu da aldrig. Tænk hvis Einstein havde glemt relativitetsteorien, eller hvis Gandhi havde glemt, hvordan det nu var, man skulle gøre oprør. Var det passivt eller aggressivt? Ha, ha. Jørgen Leth. Idiot. Hvornår dør han egentlig? Han er da ved at være ret gammel, synes jeg.
Men Jørgen Leth havde langt igen. Dette kunne ingen vide, men nu ved I det. Og om I kan bruge det til noget, må I spørge en anden om. Bare I ikke spørger ham.
Ja, Jørgen Leth må da være 70 eller sådan noget. Han er gammel. En gammel mand. Så han dør nok snart. Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt. Det er ligesom med nu afdøde Gaddafi, Osama bin Laden og Saddam Hussein. De var Vestens fjender, og de var bestemt ikke som Vestens egne mennesker. Nej, de var af helt andre overbevisninger, og derfor skulle de dø. Dem der ikke er som os, kan vi nemlig ikke fordrage. Derfor er der nu færre, der er hvad Vesten vil kalde onde. De udrenser, indtil der kun er deres egen slags tilbage. Kun ”gode” mennesker. Jeg er også fra Vesten. Og jeg synes da, det er lidt sørgeligt, at der nu er færre, der ikke er ligesom os. Det hele bliver ens. Alle bliver ens. Ingen modsætninger. Ingen spydighed. Ingen uenighed. Kun småborgerlig høflighed, og venligtsindet ironi. Ingen egentlig dybde. Og den dybde der så er tilbage, vil stadig være overfladisk, da alle deler samme holdninger. Ingen radikal modstand. Ingen der kunne finde på at dræbe sig selv eller andre for deres sag. Hold da kæft, hvor lyder det kedeligt. På den anden side, så var de sgu også nogle røvhuller, Gaddafi og dem.
Langt, langt væk, et sted langt, langt borte, sad Peter Plys. Han var ensom, og alle havde glemt ham. Krukken var tom, og bierne var gået i hi. Faktisk var alle bierne døde, undtagen dronningerne, og alle dronningerne var gået i hi. Ja, det var så den ikke så børnevenlige udgave. Peter Plys' venner var døde, og Peter Plys skal også selv snart dø. For han er også ved at være gammel.
Eej, den her avis er kedelig. Vold, mord og modbydeligheder. Og så en lille solskinshistorie om Karen fra Gentofte, der har fået hele tre smarte kageforme foræret af kommunen. Hvem fanden gider være ”månedens borger”? Åh, hvor verden dog er forbløffende smuk, hva’!? Ha. Hun dør sgu nok også snart. Gamle kvinde. Næh, vent, hun er sgu en dame, nu jeg kigger nærmere. Kageforme. Ikke en kvinde. En gammel, småborgerligt høflig, venligtsindet ironisk, snart død dame.
Men hvad med dig selv?
Jeg dør aldrig. Nej, ikkenikkenej. Det kan jeg ikke forestille mig. Og selvfølgelig kan jeg ikke det. Hverken forestille mig det, eller dø. Intet, kan jeg. Jeg er hjælpeløs på det punkt. Da jeg var lille, var jeg overbevist om, at jeg skulle dø. At alle skulle dø, og det kunne ske til hver en tid. Det var også den altoverskyggende grund til, at jeg altid listede ind på mine forældres soveværelse, og lagde mig i smørhullet. I midten. Mellem dem. For når jeg lå der, kunne jeg holde døden lidt på afstand. Jeg kunne derfra stirre direkte ind i parallelvirkeligheden, hvor spøgelserne, rumvæsnerne, Peter Plys og Gud og Satan og så videre var. Men de var på afstand. For jeg var i smørhullet. Og her lå jeg så, i helle, mellem døden og livet, og kunne høre min far snorke. Nu jeg tænker over det, må de have haft sex meget sjældent... jeg mener, jeg lå der jo altid.
I gamle dage, i England, fik man de fattige til at spise de dødes synder. Det vides ikke rigtigt, hvordan det blev gjort, men det blev dog gjort. Og det var de fattige der gjorde det. Fair nok.
Død, vold, FNs børnekonvention, kærlighed, lort, talent og nosser. Og fuck. Det er da frastødende tiltrækkende. Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal gøre med disse ord, men de står der så flot selv, uden man egentlig piller ved dem, eller kommenterer på dem. De siger så meget. Og dog... talent og nosser. Det har jeg aldrig haft. Hverken eller.
Men jeg har jo, på den anden side, heller ikke HAFT FNs børnekonvention. Det ville jo være upassende underligt. Og ikke give mening. Og det er vigtigt. Prøv at tænke sig, ikke at give mening. Jeg tror nemlig, at jeg giver mening. Jeg ved det ikke helt, men jeg prøver at give så meget jeg kan, og det ved jeg. Er jeg i hvert fald relativt sikker på. Men ikke at give mening. Når du dør, for eksempel. Der giver du ikke så meget. Og især ikke, når du er en baby, der dør. Af alle – voksne, børn, gamle, grimme, søde osv. – er det altid de små, babyerne og børnene, det er mest synd for, når de dør. Men de giver ikke noget. Slet intet. Alle tuder, når et barn dør. Alle lider, når en baby er dødfødt. Og killinger. Det er også så fucking synd for killinger. Dødfødte killinger og dødfødte babyer. Ej, men hvad fanden foregår der? Hvad med sædcellerne? De når ikke engang at FÅ liv? De er aldrig blevet til noget. Milliarder af milliarder af milliarder af milliarder af sædceller er ”døde”, hvis man kan kalde det det. De har jo aldrig rigtigt fået lov til at blive til noget. Og det er ikke så meget, at have stående på CV’et: ”Sædcelle i 8 timer”. Wow. Du er godt nok uheldig. For ikke at nævne tåbelig. Du er faktisk åndssvag, i ordets egentlige betydning! Hold da op! Puha, ej, jeg bliver nødt til at gå væk fra dig. Du er for meget for mig, lige nu, det kan jeg ikke lige overskue. Ej, farvel. Farvel.
Og så var det ellers lange skridt, langt væk fra sædcellen. Ad, hvor umådeligt, grænseløst uvæsentlig en sædcelle, det dog var. Og så er det ikke engang at smøre tykt på.
Nej, jeg tror jeg går herover. Sådan, nu kan jeg ikke se den mere, sædcellen. Det var bedre. Nej, hov, hvad er dog det? En kattekilling?! Nåårrh, hvor er den sød. Den sover nok. Hallooo. Nej... den vågner ikke! Den er død! Ej, hvad er det dog for noget?! HVEM HAR GJORT DET HER?! HVEM, SPØRGER JEG! JEG FORLANGER AT FÅ AT VIDE, HVILKET MENNESKE DER KAN FINDE PÅ AT GØRE NOGET SÅ VEDERSTYKKELIGT OG UMENNESKELIGT! FY, FOR SATAN! FY!!!...
Og så blev det for meget. Verdens tilsyneladende naturlige, humane realitet var i virkeligheden ikke en realitet. Faktisk var verden nemlig det mest unaturlige, inhumane sted, man overhovedet kan finde, noget sted i Universet. Og dette blev en ulastelig kendsgerning, for tænkeren her. Ordenes konnotationer betød meget mere, end den egentlige kattekilling. Og det er her, det går galt. Og gik galt. Og vil gå galt. Men vil være gået gå gikket galt helt gak i går. Så lad ikke ordene have så stor betydning. Og især ikke død. Død, død, død. Sig ordene meget, og lad dem miste deres betydning. Omvæltning. Sproglig revolution. 1 gange 3 gange død. Død, død, død.
Nemlig. Død, død, død. Øv, øv, øv. Og vold, FNs børnekonvention, kærlighed, lort, talent og nosser. Og fuck.
Nemlig! Og fuck.
Ja... og fuck.
Ja... og fuck.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar