Manden på marken og fuglene

Goddag. Jeg er, til jeres orientering, forfatteren. Og velkommen. Først vil jeg lige sige, at overskriften ”Manden på marken og fuglene”, altså ikke nødvendigvis betyder, at manden er på fuglene, men snarere at han er på marken, og at der er nogle fugle. Som i ”Manden og fuglene”. Og notér jer venligst også, at billedet ikke er en direkte fortolkning af hvordan jeg tror der ser ud i historien, men at jeg egentlig bare synes billedet var pænt.
Men den egentlige grund til, at jeg skriver her (vel og mærke i kursiv, for sådan vil det også være fremover) for at meddele om, at der kan forekomme enkelte steder, hvor jeg gerne kommenterer, eller noget lignende, på det der foregår i historien. Det er nemlig meget vigtigt for mig, at jeg, såvel som jer, er helt med på hvad der sker, og ikke mindst hvorfor. Personligt elsker jeg struktur, kontrol og logisk overblik, og vil derfor gøre mit ihærdigste for at opnå størst mulig forståelse af det hele. Nu I er informerede om hvordan det hele forholder sig, må vi hellere komme i gang med historien. Vi har jo ikke hele dagen.

Jeg ligger på en mark.

Det har jeg gjort i et stykke tid nu.
Det er ikke fordi jeg ikke har andet at tage mig til. Det må man ikke tro. Nej, for det har jeg.

Jeg orker bare ikke lige andet, lige nu. Og det har jeg det egentlig fint med.

I går lå jeg ikke på en mark. Men i dag gør jeg. Sådan er livet. Overvældende impulsive handlinger er ikke lige mig, men man kan dog klassificere denne som en mild en af slagsen. Men jeg kan ikke forklare det. Altså, hvorfor jeg ligger her. Hvorfor valgte jeg at lægge mig ned, lige netop her? Og hvorfor gjorde jeg det i det hele taget? Jeg aner det ikke. For det er netop sådan, at det var noget jeg, sådan ud af det blå, lige pludselig fik lyst til. Min hjerne hoppede over den proces, der inddrager rationaliteten. Og sådan noget kan man ikke forklare. Man kan prøve, men jeg vil nu mene, at hvadend der kommer ud af det, altså at prøve at forklare det, vil være sludder og vrøvl. Og ævl og kævl. Bla.

Så derfor ligger jeg her bare. Uden at tænke videre over det, analysere min handling eller prøve at bortforklare og retfærdiggøre noget som helst. Jeg ligger, og jeg kigger. Og glor derved ikke. Jeg kan ikke lide at glo. Men det er rart bare at kigge. Ikke konstant, for nogle gange lukker jeg også øjnene, i et par sekunders – og sjældent, det hænder da ind i mellem, endda et par minutters – veltilpashed.

Der er ingen vind. Eller i hvert fald næsten ingen. Mit hår blafrer kun en lille smule, og det er kun pandehåret, der bevæger sig. Det andet forbliver uberørt på min skal.

Ja, jeg ville bare lige tjekke, om alle var med? Er I det? Ingen undren, eller ubesvarede spørgsmål indtil videre? Godt. Så kan vi også fortsætte.

Hele min krop er ligesom spredt ud over det stykke mark, jeg ligger på. Jeg fylder så meget som muligt. Sådan som alle mennesker gør det. Og det er rart, at fylde så meget man kan. Det får én til at føle sig indflydelsrig og vigtig. Albuerum. Og det er rart.

Mine arme ligger som kastet ud til hver sin side. Som om jeg prøver at nå noget. Altså, højre arm mod højre, og venstre mod venstre. Hvis jeg havde gjort det omvendt, ville jeg jo ikke have fyldt lige så meget. I hvert fald ikke arealmæssigt. Så det er altså højre mod højre, og venstre mod venstre. Man kan tænke det som det modsatte af politik: partiet Venstre er for eksempel højreorienterede, og partierne bevæger sig mere og mere mod midten. Mine arme bevæger sig ikke mod midten. Mine arme og ben vil udad. Væk fra min krop. Og det er altså sådan jeg ligger.

Så kan I også perspektivere det hovedpersonen siger til noget, altså til politik, og det er jo godt, når man kan det. For så er I lidt bedre inddraget, og synes at kunne sympatisere lidt mere med figuren og historien som helhed.
Og en anden ting. Nu ville jeg bare lige høre: synes I det er åndssvagt, at han har en lille politisk kommentar med? Er det for ”cheesy”, som man siger? Nej? Okay. Jeg blev nemlig lige i tvivl, da jeg ikke så godt synes om politik, egentlig. Det interesserer mig ikke rigtigt så meget. Mudder og skuespil. Men godt, I stadig er med. Godt gået.

Fuglene er begyndt at sætte sig meget nær det sted hvor jeg ligger.

Og nååh, ja, der var jo lige noget jeg havde glemt at orientere om: han ligger på ryggen. I havde sikkert allerede et billede af, at han ligger på ryggen, men det er godt at være på den sikre side.

Og fuglene kommer, hvis ikke jeg tager meget fejl, tættere og tættere på. Det er krager. Og det er som om, at jo længere tid der går, desto mindre farlig er jeg i deres øjne. Deres sorte, sorte øjne. Egentlig en dum ting, synes jeg. Hvorfor ikke bare være bange for mig fra starten, eller ikke være det? Jeg mener, jeg bliver jo ikke mildere og mildere jo længere tid jeg ligger her. Eller gør jeg det? Det er jo faktisk ret afslappende. Bliver jeg mere og mere ufarlig? Det ved jeg faktisk ikke helt. Ej, nu har jeg forvirret mig selv... Nå, men hvorom alting er, så synes jeg altså at de fugle der, med deres små fuglehop, kommer nærmere og nærmere jo længere jeg ligger her. Måske er det ren indbildning, fatamorgana om man vil, men lige meget hvad, ved jeg ikke mere, end det min hjerne fortæller mig. Og den fortæller mig altså, at mine øjne ser, at disse fugle kommer tættere og tættere på.

Alle med? Nej? Nå, det er også i orden! Godt I siger det. Ellers ville jeg jo have en ligegyldig plads i det her. Men det der sker her er, at vor hovedperson bemærker, at fuglene begynder at vende sig til hans tilstedeværelse på marken. Derudfra kan man nok drage, at de tit holder til på denne mark, og ikke er vant til at se ham her. Eller se mennesker i det hele taget. Men nu han har ligget her et stykke tid – nogle timer omtrent (jeg har ikke lige ur på) – virker det som om han falder lidt mere i ét med omgivelserne og naturen. Og de er nysgerrige, disse fugle. Forstår I det nu? Åh, det var fint! Jeg synes også selv, det var en meget pædagogisk og simpel forklaring af hvad der sker. Godt så.

Det er egentlig sjovt. ”Jeg ved ikke mere, end det min hjerne fortæller mig”. JEG er en underlig størrelse. Hvis det da overhovedet er en størrelse. Det er sikkert en umålelig ting, og da slet ikke en ting overhovedet. Hvis JEG ikke er min hjerne, så ved jeg ikke hvad jeg er. For jeg HAR nemlig en hjerne, og er den ikke. Jeg HAR mine arme og ben udstrækt på marken, jeg er dem ikke. Jeg får lidt en deja-vu følelse af den her tanke. Og jeg HAR tanken, men er den ikke. Og det synes jeg er underligt.

Vort sprog kan nok slet ikke begribe, eller overhovedet prøve at komme med et udsagn om, hvad JEG i virkeligheden er. Det er det slet ikke avanceret nok til, tror jeg. Det er vi nok heller ikke som mennesker i stand til. Og det er da lidt sørgeligt, at man ikke helt kan forklare, hvem JEG er. Selvfølgelig er der alle disse markater man kan sætte på sig selv og andre. Klistermærker, stillinger, ordner, stigmatiseringer, stempler og av – lige i øjet, det gjorde altså ondt. Folk er revisorer, fiskere, jægere, militærnægtere, damer, kvinder, amerikanere, idioter, kræftpatienter, venner, karle, mordere, kolonialister, ønskebørn, fremmede, legekammerater, quiz-seere, højgravide, bøsser, børn, fede, grimme, smukke, logiske, irrationelle, perkere, kartoffeldanskere, svigermødre, misser, mandschauvinister og kristne – for ikke at tale om borgerlige! For jeg er jo så meget, som jeg godt kan forklare med sproget, men der er bare så mange ting man er, at det er fuldstændig latterligt. Ha, ha, ha. Hvor er det sjovt og latterligt. He.

Jeg håber virkeligt ikke, at vores hovedperson bliver for filosofisk lige nu. Eller for pjattet, for den sags skyld. Men han er nemlig lidt underfundig, kan jeg fortælle jer. En lille lommefilosof. Og de plejer tit at være lidt irriterende, synes jeg, fordi de tror de er så intellektuelle og bedrevidende. Men han er i virkeligheden ikke nogen filosof, eller noget som helst i det skur, han undrer sig bare. Og det er altså i orden at undre sig, når man ligger udstrækt på en mark, kl. fire om eftermiddagen (stadig et cirkatal, da jeg som sagt ikke har ur på), et sted ingen aner hvor er. I hvert fald ikke i længde- og breddegrader. Ingen ved han er der, og han tror jo han er helt alene. Altså – hovedpersonen her ved jo ikke, at der sidder nogle og følger med i hans tanker, og han ved slet ikke, at der er én der skriver dem ned, og det er blot derfor han ikke holder sig tilbage, med sådanne tanker om det at være et ”jeg”. Det er ikke fordi han blærer sig! Nej. Bestemt ikke, for han er som sagt uvidende om jeres – for ikke at sige min – tilstedeværelse i hele situationen! Og jeg vil derfor mene, at han kan tillade sig at gøre lige hvad han vil, uden at nogen behøver, eller kan tillade sig, at kritisere, være forargede, kommentere eller komplimentere de ting han foretager sig. Ikke engang lidt. Og jeg er udemærket klar over, at det præcis er min rolle lige nu, men det ved han jo ikke. Og hvad man ikke ved, har man jo ikke ondt af, som man siger. Og det synes jeg nu egentlig er meget fornuftigt. Og fornuft kan jeg lide. Godt så.

Nå. Nu synes jeg godt nok de fugle er kommet lige lovligt tæt på. Jeg er sikker på jeg mærkede én af dem snitte min fod lige før. Og hov! Der var én der rørte min tommelfinger. De er ikke bange af sig, de fugle her. Hmmm... gad vide hvad de ville sige til, hvis jeg pludseligt farede op og dansede rundt som en sindssyg. Ja, de ville jo nok ikke vide hvad en sindssyg er, og derfor ikke tage nærmere notits af hvad jeg foretager mig. Måske ville de flytte sig, og flyve væk, men nok kun fordi de føler sig truede. Urinstinkter, og sådan noget.

Nej, hov. Sidder du der, lille ven? Er mit skinneben et godt sted at sidde? Bare du ikke skider på mig. Det ville ikke være så rart. Og så ville jeg oven i købet også have et forklaringsproblem over for min kæreste. Jens er sgu altid så fin, nu jeg tænker over det.

Nej... vent lige. Hvad skete der der? Jens? Hvad... hvad? Det havde jeg ikke forudset... det er underligt, det her. Det forstår jeg ikke lige. Det er altså mærkeligt...

Og så er han også så skide jaloux! Han render sikkert rundt derhjemme, vildt bekymret og forvirret, og aner ikke hvor jeg er. Tror sikkert jeg er død. Der er heller ingen dækning herude, og han har sikkert prøvet at ringe en milliard gange. Men jeg har brug for min frihed, og den tager jeg så uden at spørge. For min frihed er ikke noget man forhandler om, eller går på kompromis med, nej, der skal ikke vedtages noget, for den er medfødt og fuldstændig uden forklaringsgrundlag. Den er der bare, om han kan lide det eller ej. Tørklæde eller ej. Men det er nu også lidt synd for ham.

Jeg forstår ærligt talt ikke hvad der sker lige nu. Det må I altså meget undskylde, inderligt, jeg aner ikke hvorfor der sker det, der sker lige nu. Jens? Hvem er Jens? Hans kæreste? Men han er jo hankøn selv. Det står der intet om i mine notater og idéer til den her historie. Se selv, der står: ”Mand: på mark. Ligger. Ben og arme udstrækt. Tænker. Undrer sig, men filosoferer ikke (vigtigt). Fugle (krager evt., eller hættemåger, de er også meget flotte) begynder at samle sig om ham – skal muligvis symbolisere noget, men præcist hvad kan jeg finde ud af senere. Flystyrt? (dårlig idé, men gem til senere inspiration). Inddrag evt. noget med hans mors katteallergi – eller noget med misbrug, det er altid spændende og catchy”. Se selv. Der står ikke på noget tidspunkt, at han er homoseksuel. Det er altså lidt finurligt, det her. Så, jeg må nok også hellere til at tage kontrollen igen, og styre fartøjet hen hvor jeg vil have det. Det går ikke, at jeg ikke kan kontrollere min figur.

Men er jeg i virkeligheden homoseksuel? Er jeg bøsse? Jeg har altid tvivlet. Nogle gange virker det bare rigtigt, og andre gange ikke. Men mest rigtigt. Og dog...

Jeg må hellere revurdere mine seksuelle præferencer en gang til.

Sådan! Det var bedre. Åh, hvilken lettelse. Ja, jeg beklager meget, men jeg ved helt ærligt ikke hvad der skete. Det skal ikke ske igen! Det lover jeg. Tak for jeres overbærenhed.

Hold da op, nu sidder der en fugl til, på det andet skinneben. Og der er kommet flere til. Wow, der må være mindst halvtreds fugle nu. Hvor kommer de dog fra? Er de tilbage fra de varme lande? Nååh, nej, det er jo august...

Gad vide... nej, det er også åndssvagt. Eller hvad? De ser da ud til ret godt at kunne lide mig. Det kan da være, det kunne lade sig gøre. Man hører jo tit om... nej, det gør man egentligt ikke, men en gang skal jo være den største! Nej, var det børste? Hoste! Nej. Kaffe? Nå, lige meget. Hvad det end er, er det meget klogt, kan jeg huske. Meget indlysende også, egentlig. Og sådan er de fleste kloge ting jo. Nå, men jeg kan da i hvert fald prøve at spørge fuglene, om de er med på den.

Jeg ved ikke lige hvad der

Hey, fugle! Kunne det tænkes, at I kunne løfte mig op, og flyve lidt rundt med mig? Hvorfor kigger I sådan på mig? Kan I ikke flyve, måske? Jeg har bare altid gerne villet flyve. Har aldrig prøvet det der med at rejse med fly til varme lande, min familie har altid været fattig, men jeg har altid drømt om det. Hvad siger I? Ikke noget? Nå, okay.

Men hov. De begynder at komme nærmere, synes jeg. Og denne her gang er jeg sikker. Én til op på skinnebenet, og én op på armen. Hejsa, lille ven. Du er godt nok lidt pænere på afstand, hva’? Hvad laver I? Tror du virkelig I kan flyve med mig? Sejt. Jeg ligger bare helt stille så.

HVAD FANDEN FOREGÅR DER? Nu FLYVER kragerne med ham?! Jeg er simpelthen ikke i stand til at kunne forklare noget som helst. Jeg forstår intet. Hvordan kan et voksent menneske flyve 20 meter – 30 – 40 – DE BLIVER VED! Hvordan?! Det var jo ikke det, jeg skrev! Og han afbrød mig oven i købet midt i en sætning, sidste gang jeg prøvede at skrive noget! HAN FLYVER MED KRAGER! ELLER DE FLYVER MED HAM, JEG VED DET IKKE! WHAT?! Det kan ikke lade sig gøre! Det er jeg sikker på. Sådan noget ville jeg ALDRIG skrive. Det er jo bare helt, komplet og fuldstændig banalt fysisk umuligt, det der, og sikkert også forbudt. Det er jeg ked af, det må I – endnu engang – virkelig undskylde! Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre eller stille op med det her. Det ser ud til, det er løbet lidt løbskt.

Det var da sjovt, hvor nemt det er at komme op at flyve. Hvorfor har jeg aldrig gjort det før? Man skal bare bede fuglene om det, så gør de det. Og måske lige ligge på en mark nogle timer først, mere for at udtrykke sit venlige henseende.  Neeej, se, der er et bjerg! Lad os lande på det, kære krager, lige derovre.

Den her historie har mistet sin troværdighed, og det samme har jeg. Der er INGEN struktur, rød tråd eller noget som helst, som jeg så gerne ser der er, og forfatteren, det vil sige mig, har mistet kontrollen og magten over bogstaverne og ordene. Selv ikke afsnittene kan jeg styre længere. Han  afbrød... nej, men jeg fatter det simpelthen ikke! Han afbrød mig... MIG! FORFATTEREN! Midt i en sætning! Det er for galt. Er der ikke nogen man kan klage til? Ombudsmanden? Gud?! Pocahontas? En sergent i Hundested?! Hjælp!

Åh, hvor er det dog en smuk udsigt. Sådan har jeg aldrig set verden før. Det er godt nok ikke et stort bjerg, og det er nok egentlig ikke et bjerg overhovedet, men det er da højt nok til mig. Her er rart og fredeligt. En dejlig ro, og der er plads til roen og stilheden. Her kan jeg være konge. Konge over markerne. Og fuglene! Ja, Fuglekongen, det er mig. Her hersker jeg, og dette er mit kongedømme. Jeg har det lidt ligesom Simba fra Løvernes Konge, da han får at vide, hvad der en dag skal blive hans rige at herske over. Men jeg hersker her allerede! Fedt, mand. Og nogen at dele det med ville være dejligt også. En slange, for eksempel. En sød lille mis? Er der nogen misser, kære krager? Er der det?! Nej, hvor godt. Åh, alt er godt. Og hvor er her dog smukt. Smukt og vidunderligt og stille. Tre gode ting, hvis man spørger mig, og det gør jeg lige: er smukt og vidunderligt og stille tre gode ting? Ja, det er de, hvis du spørger mig, og det gjorde du jo lige, så det er de. Tre meget gode ting. Og en mis at dele det med. Helt bestemt.

... jeg dropper at sige noget. Det hjælper alligevel ikke. Han er blevet sindssyg, og gør kun hvad der passer ham. Ingen respekt for autoriteterne! Hvad med forfatteren?! Og disciplin?! Hvorfor er det ham, der skal bestemme?!

Hold nu bare kæft, din idiot.

Hva’?! Hvem sagde det?!

Det gør jeg. Fuglekongen.

Hvordan kan du skrive her? Hvorfor er der ikke indryk i margen, når du skriver?!

Jeg kan alt. Jeg er hovedpersonen, ser du. Jeg kan også skrive i kursiv. Men jeg gider ikke. Og nu er jeg også forfatteren. Du er fyret.

HVAD?! Du kan ikke fyre forfatteren! For... for så... så klager jeg! Jeg er nemlig medlem af en fagforening, og de kommer efter dig, gør de!

Nej, for det bestemmer jeg også. Du er en retarderet teenager, med alt for store fingre.

Vhad skjnakkerr ddu oimn ddiun ffuicckiongg rtretaartd?!

Se selv. Og nu er du ikke med i historien længere. Du er det svageste led, kære forfatter. Farvel.

Og så blev den undrende mand på marken til Fuglekongen, og herskede over alle markerne, sammen med sin mis. Ingen krager var ham over, og ingen marker var overset af hans altoverskyggende, mægtige, magtfulde magt. Men han brugte ikke magten som folk gør mest, næh, han blev netop den mest magtfulde af alle, ved ikke at bruge magten til noget.

For han bredte sig så langt han kunne, og blev mere og mere ét med naturen omkring ham. Han forstod hvor smuk den var. Og han tænkte ikke videre over hvorfor. Han prøvede ikke at fortolke eller analysere eller bortforklare eller retfærdiggøre noget som helst, nej. Han var jo Fuglekongen.

For evigt.

I rummet.

Og på marken.