For egen opmærksomheds skyld - pladsk

Det er nemt. Symboler og metaforer og søgte budskaber. Fuck nu af, hvor er der meget i litteraturen, man kan fortolke på. Hvad skal man gøre af sig selv?

I litteratur er det for eksempel sådan, at ordet karakter refererer til et menneske, et dyr eller et mytisk væsen der er en del af historien. I nogle tilfælde kan disse være ikke-levende, som for eksempel en robot, eller en snurretop. Og mange vil mene, at karakteren er et essentielt komponent i en historie. Det vil jeg ikke – hvilket bringer mig til dette:
C-drevet i Maltes computer var næsten fyldt. Dens magnetiske plader var støvede, og den bineære kode inde i den var efterhånden ret lang.

Den indeholdt data. Og drejede 8000 omdrejninger i minuttet. I forhold til de nyeste computere på markedet, var dette ikke særligt meget.

Og dog – temperatursensorerne justerede sig selv på grund af varmen.

Det mærkeligste var, at dataen ikke forsvandt, når computeren blev slukket.
Hovedpersonen er ikke specielt spændende. Og dog – og så overhovedet ikke alligevel. Ja og nej.

Men i litteraturens fiktionelle del er det også sådan, at der til ord, vendinger og sætninger knytter sig en vis symbolik. Dette er dog  ikke kun gældende for fiktionen, men også for sagprosaen, for seriøse tekster, hvor man kan se symbolik i aviser, som for eksempel ved ”Arabiens forår”. Er det ikke til at brække sig over?

Metaforer og konnotationer vægter generelt meget i litteraturen. Dette kan, hvis man ikke passer på, have katastrofale følger. Ved få, for forfatteren tilsyneladende uskyldige ord, kan forfatteren sætte sig selv i en situation, hvor den må forklare og forsvare sig selv såvel som sine intentioner med de skrevne ord. Alt afhænger af om det er øjet der ser, eller hjernen der fortolker; og hvordan.

For læg nu mærke til ordene i sætningen ”Grøn frø, gammel sø – pladsk”. Er det øjet der ser? Er det hjernen, der siger: ”Hmmm... hvad mon disse ord betyder, og hvorfor er det netop de ord, og ikke nogle andre?” ? Hvad sker der? Hvorfor?

Hvad er der? Hvor skal du hen? IKEA? Hvornår?

For det er nemlig sådan, at ved denne sætning, som altså bliver et billede på al litteratur, kan der skabes, destrueres eller ligegyldiggøres mening og indhold, som det passer den enkelte.

For at illustrere for eksempel en dansklærers tankegang, som alle eleverne prøver at sætte sig ind i:
”Grøn frø, gammel sø – pladsk”. Vi har jo klart med modsætninger at gøre. Kontraster. Grøn – gammel. Lille – stor. Stille – pladsk. Den lille skabning, frøen, den grønne frø, den nye, unge generation, konfronterer den gamle sø. Her symboliserer farven grøn altså dette nye og unge. Den gamle sø er stor, stille og dyb, og den lille grønne frø vil være en del af dette. Vi læser mellem linjerne – og ”pladsk”, står der. Ringe i vandet. Uro. Ikke mere stilstand eller overfladisk lighed. Traditionerne bliver rusket, og vandet sat i bølger. ”Pladsk”, og den lille frø sætter ringe i vandet. Påvirker noget større. Og bliver en del af det. Og så videre, og så videre, og så videre... Indtil det hele ikke længere giver mening.

Og her kommer dilemmaet.

For hvad er det der gør, at vi i digte og andet litteratur bruger så mange symboler? Hvorfor skal det hele være en gætteleg, hvor hvert menneske skaber sin individuelle tolkning? Hvordan kan det være, at forfattere (i følge de fleste, i hvert fald) bruger så lang tid på at koge en essens, et budskab, ned til færre ord end det egentlige budskab? Kan de ikke bare skrive det, de vil sige? Er de dovne? Er det fordi det er en kunst, og det altså giver en vis prestige, at kunne gøre det? Det hele prøver at være så minimalt som muligt, for på en eller anden måde så at blive meget større. Og nogle gange større end intentionen.

For hvem siger, at danske forfattere gennem tiden overhovedet har tænkt bare én eneste gang over, hvad det er de skriver? Det gør dansklærere, entusiaster og såkaldte ”kloge” personer.

Pontoppidan, J. V. Jensen, Blicher, H. C. Andersen, Martin A. Hansen og alle de andre, der i vor tid bliver hyldet som nogle af de største, gamle danske forfattere nogensinde.

Hvem har bestemt, at deres værker ikke bare, helt banalt, er historier? Nedskrevet fantasi, der er opstået i et ”nu”, og ikke tænkt videre over. Noget der hverken kræver eller har fortjent mere end blot at blive læst.

Med øjnene.

Uden hjernen.

Ord for ord.

Mange vil nok mene, at om forfatteren har haft en mening med det den skriver, ikke har betydning, da det er en subjektive fortolkning af værket, der betyder noget. Men det er da helt irrelevant overhovedet at fortolke på noget, hvis det ikke er skabt til at blive fortolket på.

For hvad hvis alle er blevet holdt for nar? Hvis alle forfatterens umiddelbart indholdsrige, symbolske og sigende værker, i virkeligheden blot er tankeløse sammensætninger af bogstaver? Så ville mange blive flove. Og især dansklærerne, entusiasterne og de såkaldte ”kloge”.

Det er faktisk sådan, at det i grunden ikke er svært at skrive sørgeligt, smukt, simpelt, episk, følelsesladet eller følelseskoldt nonsens. Grib en kuglepen, og gå i gang!

Se bare historier som Allergi, noget med slaget ved Nybøl og hvorfor Månen sprang i luften, historien om Fuglekongen, Død og død og død eller Papirfabrikken – det er nonsens. Det kan det i hvert fald være, og lige meget hvad forfatterens intention har været, så kommer læseren og fortolker og eksemplificerer og uddrager og læser mellem linjerne og voldtager indtil der ikke er noget tilbage af historien, der jo bare var skrevet. Skrevet, og intet andet.
 
For det er meget nemmere at skrive noget, end at skulle hive en betydning ud af det. Begge dele kan være livsfarligt at gøre. Og faktisk er begge dele ret nemt at gøre. Se bare ”grøn frø, gammel sø – pladsk”. Det er fem ord, og guld for en overenergisk detaljeidiot, der søger betydning i alt. Alle ord. At knække en eller anden kode. Og tænke så meget over noget, at detajleidioten kommer længere og længere væk fra det, den søger.

Og hvad fanden skal man så gøre af sig selv, midt i mellem dem alle? Alle symbolerne, metaforerne og de søgte budskaber? Jeg ved i hvert fald ikke om jeg skal hylde eller hade dem.

Så det vil jeg ikke tænke så meget mere over.

Pladsk.