Kig ind, hr. Trip

Han gik ud af sin villa og ind i paradiset, den sidste destination. Den røde planet var grønnere i dag, end den plejede.


"Kig ind!", råbte hr. Trip, og fortsatte for evigt gennem røret.


"I hvilke faser?", svarede han, og så forundret på det store ur.


Men hr. Trip var langt borte, og var forlængst blevet til en prik i den høje sump, hvor der permanent var lavvandet og oversvømmet. Sivene gemte n'erne, som lavede and til ad.


I emperiet på dette vand, var en anden verden, som man kaldte Illusion. Dette var ikke symbolsk, eller noget, det var bare et dejligt ord.


Og den gyldne bro hvor én ud af otte millioner blå kugler lå, var en gul kugle lige ankommet - på planeten, et eller andet sted. Galaksen klagede i hvert fald ikke.


Og han dyrkede sin pot i en regnbue, for at den ikke skulle glemme de andre farver. Og det var nok mest pottens skyld, at der var så grønt på den røde planet i dag. Mest, i hvert fald.


Men i nettet - det vævede, altså - sad et væsen ikke fjernt fra en orangutang, og spillede idiot. Den roterede hvert kort med argumenter, og fik det hele til at blive meget meningsløst, synes manden.


Så han gik hen til det store øje, for at spørge om råd. Blå stjerner, lyserøder blomster med smiley-ansigter og ormene med bowlerhatte begyndte straks at være livlige igen, da han trådte grene ned, ikke langt fra det store øje.


Øjet blinkede en enkelt gang, og stirrede så meget intenst på ham. Han stirrede tilbage, med sine to øjne, som jo er flere end et.


Det store øje blinkede igen. Og manden blinkede nu to gange; en gang på hvert øje.


Det svarede med tre korte blink, et mellemlangt og et kort igen.


Han lukkede øjnene i tre minutter, og åbnede så kun det venstre.


Derefter gik han, og stjernerne og blomsterne og ormene blev stille igen. Det store øje kiggede ham i nakken indtil han var ude af syne. "Av", hviskede han.


Hr. Trip kunne nu få fortalt hvad øjet havde vist. Og han var ikke fornøjet.


"Kig ind...", sagde hr. Trip, mens han selv kiggede ned i det røde jordhul. "Eller brænd ilden til den bliver blå".


"Det ville krabberne ikke bryde sig om", svarede han, og savede i den bløde, gule muld. "Og hold så kæft med at forgude barbiedukker!".


Men det var virkelig heden, som var varm og tør, og den lille pige, med det store hovedomfang, så stort som Bornholm, faktisk, foldede sine hænder og forgudede. Ikke fjernt fra det smadrede græskarhus.


Og de andre børn legede i det kæmpemæssige hundekranium, som de havde arvet. Ingen vidste hvor mange sider der var, så han gik tilbage ind i sin villa.


"Kig ind!", råbte han ud til hr. Trip, og hr. Trip nikkede og smilte, og vidste nu, at han havde forstået det hele.