Bogen

Forord ---------

Først en undskyld for at skrive lidt som Helle Helle.

Jeg ved godt, at hun til tider er en utroligt kedelig, tør og intetsigende forfatter – længe leve adjektiver.

Og dog – ved at sige intet, siger hun netop alt. Dette vil mange nok også kalde for et lidt nemt forfatterskab, altså det at skrive intet, men andre vil sige, at kompleksiteten i intet er altoverskyggende. Og en tredjepart vil nok sige, at forordene er volapyk.

Men det siger jo heller ikke så meget endda.

Men altså – undskyld for at skrive lidt som Helle Helle, og også en undskyld til Helle Helle. Undskyld.

--------------Kapitel 1 - Skægvækst

Hun børstede tænder mens hun så i spejlet.

Hun tænkte på en bog hun lige havde læst færdig i går aftes. Hjem og hus, hed den vist.

Falster er godt nok en kedelig by, tænkte hun. Godt hun ikke bor der.

Leila havde en idiotisk tanke for tiden. Nogle ting er meget som skægvækst, tænkte hun. Man kan for eksempel ikke vide særligt meget, uden at fjerne den viden man har i forvejen.

Barbere.

Man får mere og mere, jo flere gange man fjerner det, tænkte hun. Som at hugge dragens hovede af, hvorefter der vokser 2 nye frem, som i Herkules.

Skægvækst.

Det er en idiotisk tanke.

Hun spyttede. Helle Helle, tænkte hun, og Falster, og så skyldede hun efter og kiggede sig en ekstra gang i spejlet, før hun gik igen.

En idiotisk tanke.

--------------kapitel 2 - To pakker smøger

Sælgeren stoppede hende på strøget, Leila, og spurgte om hun kunne tænke sig at være medlem. Det er kun to pakker smøger om måneden du skal undvære, sagde han. Hun takkede pænt nej.

Han sagde hav en god dag, men han mente det ikke; i virkeligheden sagde han fede ko!, du er så pisse selvoptaget. Du render rendt og shopper, drikker dig ihjel mindst 2 gange om ugen og ryger smøger som led i din egen selvdestruktion, for så at se sørgeligt hjernedøde tv-se-mere-programmer, og takker så pænt nej til at hjælpe andre mennesker, der har det svært. Idiot!, tænkte manden på strøget. Og så smilte han og vinkede farvel.

Og Leila gik hjem, og fik tæsk af sin kæreste.

Idiot!, tænkte manden på strøget. Det er kun to pakker smøger.

Og så blev han dræbt, på vej hjem fra arbejde. Hovedet hugget af, blodstrint og blodpøl.

Forfatteren her skal ikke kunne sige om det var tilfældigt eller ej, for det ved han ikke om det var. Så altvidende er han heller ikke. Panorama har han dog.

Og morderen af sælgeren blev bidt af sin hund, fik stivkrampe og døde, fordi han ikke kendte nogle mennesker der kunne hjælpe ham. Til dels også fordi han blev bidt.

Og hundens liv ophørte, da den fik adskillige følgesygdomme af diabetes. Nyrekomplikationer og fodsår. Eller nyrekomplikationer og potesår, som det vel hedder.

Og sukkerproducenterne døde i et biluheld, forårsaget af rockere. Der var fest i Holbæk, og narkotikaen og alkoholen gjorde det svært ikke at danne kø på vejen ud af Rungsted. Det er nævneværdigt, at Rungsted er langt fra Holbæk, og de derfor ikke var kommet ret langt. Dumme rockere. De kan ikke andet end at danne kø, kan de det?

Køerne derimod, drøvtyggede trygt videre, altimens de gjorde klar til Verdens undergang, med deres vomgas.

Men vomgassen var ikke det eneste der fyldte atmosfæren. Det samme gjorde en cigaretrøg.

-------------------kapitel 3 - En cigaret

Forleden dag, da Leila skulle ud for at ryge en cigaret, kom en pige løbende i gadedrengehop. Eller gadedrengehoppende forbi, eller hvad man nu siger.

Og på sin helt egen måde, var det jo meget smukt.

De andre går jo bare, tænkte Leila. Og i dét sekund, og altså kun det ene sekund, glemte hun den idiotiske tanke. Skægvækst. Men den vendte hurtigt tilbage, og så sukkede hun.

Og sådan gik det til, at hun røg sig en cigaret.

----------------kapitel 4 - Og han slog hende

Leila fik tæsk af sin kæreste.

Hun vidste ingenting om kapitel 2. Det eneste hun vidste var, at manden på strøget havde stoppet hende. Og hun ville ikke være medlem. Mere vidste hun ikke.

Det var i og for sig også godt nok, da Leila havde nok at bekymre sig om som det så ud nu.

Hendes kæreste slog hende.

Der gik ikke én dag, uden han slog hende. Det gjorde ondt helt inde i sjælen på hende, hviskede hun til sig selv bagefter, når hendes hovede snurrede og hun var ved at kaste op. Det skete hver gang.

Hendes kæreste slog hende.

Både i Ludo og Skak. Nogle gange også Settlers, hvis de havde tid tilovers. Og hver eneste gang blev hun rasende og skreg og græd og drak sig så fuld at hun ikke kunne huske noget som helst.

Hendes kæreste slog hende.

Ja... hun fik sgu tæsk af sin kæreste.

-------------kapitel 5 - At gå planken ud

"At gå planken ud er en henrettelsesmetode som har været betragtet som almindeligt brugt blandt pirater. Metoden, som den er beskrevet, går ud på at tvinge offeret til at gå ud på en planke som strækker sig ud fra siden af et skib, for på denne måde at falde i havet. Ofte er der hajer indblandet".

NB: Disse hajer er ofte indblandet i VANDET. Så er der ikke nogle misforståelser.

Leila kunne nemlig ikke lide misforståelser.

Og derfor understregede hun meget ofte.

---------------kapitel 6 - Minusvækst

Leila tænkte tit på skægvækst. Og på den måde blev hun aldrig klogere. Minus. BUm. Thujulalala hop. hej sa

sa la tym dym UKGH!

--------------kapitel 7 - Undskyld

Jeg undskylder for kapitel 6. Jeg ved ikke lige helt... på den anden side...

Altså, nogle gange skal det jo komme, sådan noget. Thujulalala og så videre, ikke? Bum, bum.

Uden det, var det jo en kedelig verden.

-----------kapitel 8 - Evighedens kapitel

Jeg ser ingen rigtig virkelighed, sagde Leila. Hendes kæreste slog beslutsomt med terningen, som væltede to af hendes små, blå spillere. Hov, sagde han, og rejste dem igen. Det gør jeg heller ikke, svarede han, og flyttede så sine brikker.

Kaminen var ikke tændt, og Leila tænkte, at det nok havde en eller anden symbolsk værdi.

Det er din tur, sagde han.

Jamen, hvad mener du med det?

Leila tog terningen op i hånden.

At det er din tur til at slå, sagde han.

Åh, altså, nej, hvad mener du med, at det gør du heller ikke?, sagde Leila.

Han fik en sms. Hun knugede terningen, og slog en globus. Yes!

Men der gik ikke lang tid, før han havde banket hende igen. Denne gang græd hun ikke. Hun smilte bare.

Hvorfor smiler du? Hallo? Det er jo dumt. Han var helt seriøs.

Fordi det er den bedste hævn, smilte Leila, og smilte videre. Smilte og smilte.

Øv, sukkede han. Jeg laver kaffe.

Øv.

Og Leila skævede over til kaminen. Symbolsk?, tænkte hun.

-----------------kapitel 9 - Et katteliv

Jeg tror jeg vil lave noget andet, råbte kæresten ude fra køkkenet.

Leila så fjernsyn. Hun nåede at tænke tre ting før hun svarede. Først tænkte hun hvad fanden er det for en nyhed, at ham der fra Borgen har tabt sig 14 kilo? For det andet tænkte hun hvordan kan det være, at man siger ude fra køkkenet, og ikke inde fra køkkenet? For det tredje tænkte hun jo på den idiotiske tanke. Skægvækst, tænkte hun. Forbandede skægvækst.

Hvad?, skreg hun i et forsøg på at lave et muntert svarende og interesseret tonefald, men var egentlig ligeglad. Hvad mener du?

Han kom ind i stuen, stilte sig i døråbningen. Jeg vil lave noget andet, sagde han. Jeg gider ikke være godnathistoriefortæller længere. Jeg vil lave noget andet!

Jamen... det lyder lidt diffust... hvad vil du så?, sagde Leila. Flere dårlige nyheder kom i fjernsynet. Igen tænkte Leila på, om dette også kunne have en symbolsk værdi. Hun nåede ikke at konkludere før han sagde noget igen.

Det ved jeg da ikke. Han lagde armene over kors og kiggede ned i gulvet. Kristen gulvsliber?, sagde han så.

Det lyder da meget fornuftigt, sagde Leila, og så snakkede de ikke længere sammen. Der var Borgen i fjernsynet.

Og ham der havde tabt 14 kilo, tænkte hun. Havde det en symbolsk værdi?

------------kapitel 10 - Fornuftigt

Han tog afsted morgenen efter. På arbejde igen. Han skulle optage sin sidste godnathistorie.

Leila vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv den dag. Hun savnede ham. Hun skrev en sms til ham, hvor der stod, at hun savnede ham.

Og så kunne hun ikke finde på mere at skrive.

Han skrev i lige måde, og en smiley med kyssemund. Øv, tænkte Leila, hvor er den smiley dog åndssvag.

Hun gik ud i haven, og kiggede lidt rundt. Puslede med nogle ting, som man nu gør i den alder, og begyndte så at hive sit blomsterbed op af jorden.

Hvor fanden er ormene?, hviskede hun irriteret, og hev og rev og flåede. Hendes armbevægelser blev lidt for store en gang i mellem, og så måtte hun også lige tage at slappe af, tænkte hun, det blev vist lige lovligt aggressivt. Men det gør vel heller ikke noget det er lige lovligt aggressivt, tænkte hun, for det behøver vel heller ikke VÆRE lige eller lovligt overhovedet. Lovligt eller ulovligt, det kan vel være det samme.

Og så rev hun skævt og ulovligt, til sveden sank ned i jorden, og ormene brokkede sig over det pludselig regnfald af saltvand.

Kæresten kom hjem senere den dag. Om eftermiddagen, som det bliver kaldt, og han var træt. Han fandt Leila liggende på ryggen i haven, sovende.

Jeg tog ikke på arbejde i dag, sagde han. Hun åbnede forvirret øjnene, missede, og lukkede dem så igen. Hvad gjorde du så?

Jeg tog hen til slottet, og parkerede bilen og mine tanker lidt.

Hvad skete der så?, sagde hun, stadig med lukkede øjne.

Jeg ved hvad jeg vil lave nu.

Hvad? Sig det, spasser!

Ja, okay... Han tøvede længere end nødvendigt, og hun kunne mærke afmagtsfølelsen af at have tabt i Ludo igen. Kom nu!, tænkte hun. Hendes blod begyndte at blive varmt.

Varmere. Varmere.

Han satte sig i skrædderstilling på græsset, og sagde jeg vil være lærer.

Hun åbnede sine øjne og kiggede på ham. Hva'?

Ja, jeg vil være lærer. Jeg vil lære. Belære. Forstår du det ikke?

Jo, jo... slap af... men hva' fanden? Du har da aldrig været god til tavleundervisning? Det har du selv sagt.

Ja, men det har jo ikke været mig der har undervist. Det har været en anden. Nu skal rollerne byttes rundt. Nu vil jeg stå ved tavlen, og så er det deres tur til at lytte.

Leila kunne ikke magte den her samtale lige nu, så hun tog ham i hånden, og gik ind og havde sex med ham.

Kæresten lå og kiggede op i loftet, nøgen som en agurk. Jeg tror jeg vil blive en god lærer. Folk kan lide at lytte til mine godnathistorier, så hvorfor ikke også historie eller dansk eller matematik?

Du har nok ret, sagde Leila, og fandt en pakke smøger frem og nappede en.

Du må ikke ryge herinde, sagde han.

Leila pakkede dem væk igen.

Se selv, sagde han, jeg er den fødte autoritære leder. Og hvis det ikke er arv, så er det autodidakt. Jeg kan alt!... Han smil var bredt, helbredt, halvbredt, kvartbredt, 1/8-bredt og væk.

Nå, sagde han. Jeg skal pisse.

------------kapitel 11 - Kæresten

Kæresten gik ind i klasselokalet, og så rundt på eleverne. Han gik altså ikke rundt på eleverne, men SÅ på dem, med sine to øjne, dem han havde i sit ansigt. Ikke fordi han havde andre øjne andre steder på kroppen, og ikke fordi der er noget galt i at have det, men han det havde han nu engang ikke, og hvorom alting er, så kiggede han nu rundt på eleverne fra bagsiden af katederet. Hvis et kateder da overhovedet har en bagside. Der vil vides hvad der menes, og alle forstår som en hurtig mariehøne, så ingen panik. Han kiggede på dem. De så igen. Frem og tilbage, spændinger i luften, lyn og torden, selvom det nok er at overdramatisere det lidt.

Han havde nu fået lagt sig et godt og fyldigt skæg, da han mente, at det havde interessante og kloge mennesker tit.

Kæresten skævede rundt på elevernes ansigter, stadigvæk. Kæresten havde lige røget en joint, for at dulme nerverne. Han var lidt nervøs for at undervise for første gang, nemlig.

Men pest eller kolera – jointen gav ham bare paranoia.

Kæresten lagde sine ting på katederet, og løb sine fingre gennem skægget. Det er en underlig ting, det der skægvækst, tænkte han. Det er sgu en underlig ting.

Goddag, mit navn er Karsten, sagde han. Hans stemme bævede lidt, men kæresten huskede på hvordan han havde set ud i en bilrude, lige før han gik ind på skolen.

Han så jo autoritær og klog og interessant ud. Godt, tænkte han, og sagde lidt mere.

Nu er jeg ansvarlig. Ansvarlig for jer. Jeg skal varetage jeres faglige og sociale udvikling, og sørge for at I ikke er dumme, når jeg er færdig med jer. Platform, tilføjede han, og tilføjede så heller ikke mere til den sag.

Han lod fingrene glide gennem skægget igen.

Jeg har dog en helt ny tilgangsvinkel, tror jeg. Jeg har i hvert fald aldrig hørt om det før. I min klasse, hvor jeg underviser, er vi alle klasseløse, sagde han.

Her er ingen opdeling, tilknytning, kategorisering, diskriminering, ælling, tingeling eller noget som helst. Og lad det være min første lektie til jer; at finde ud af, hvad fanden det er jeg snakker om lige nu.

For hvad er det, kære børn, kære naive og uskyldige og søde børn, jeg snakker om?

Han kiggede blankt rundt på eleverne, uden at vise noget, og de gloede blankt tilbage i deres computerskærme. Heldigvis havde én elev hørt efter, og hun postede så hans ord på Facebook, så de andre også havde mulighed for at lave deres lektier. Hun var et godt menneske. Hun blev mobbet meget.

Og da kæresten Karsten kom klynkende hjem klokken fem, var han helt rad for, at de ikke kunne lide ham, og synes han var dum og gammel og lam.

Leila lovede ham, at det kunne de sikkert godt, og at han skulle slappe fucking af, for det var jo hans første dag som professionel lærer.

Så det gjorde han, og så var der Den Frosne Planet i fjernsynet, og så snakkede de ikke mere om det.

Isbjørne var jo bare ret interessante.

Var det fordi de havde hvidt skæg? Og havde de overhovedet skæg, når de nu havde hår ud over hele kroppen?

Der var ingen der tænkte disse tanker. Ikke engang Leila. Ikke i dag, nej, ingen skægvækst i dag.

Isbjørne var jo bare ret interessante.

---------------kapitel 12 – Et skud liv

Det var nu blevet weekend. De tog noget syre og sørgede for ikke at blive syge og kedelige og dø.

Indblidte telepatiske evner og samtaler uden tale syntes at binde dem tæt sammen, altimens musikken styrede stemningen og førte dem rundt i et univers af at rummet kun var lyd hvis du kunne se. Cirkulationer og spekulerende spiraler og flimrende, flakkende farvemønstre på vægge og indersiden af øjenlågene udfoldede nye sider og lukkede med nøgler legende op for tankegange ingen før havde tænkt i. Syren var en nøgle der åbnede op for noget i hjernen, et rum med nye spilleregler, normer og love, som ikke var oplevet og følt før, og på den måde dannede der sig noget man ikke kunne vige bort fra efterfølgende, nogensinde, indtil den dag det sluttede. Men dette nye noget var intet og alt efter det at dømme var de det selv samme. Naturen er mennesket overlegent, sagde Leila, og opdagede at hun ikke var Leila, men at hun var kæresten Karsten, hvorefter hun opdagede at det ikke var hende, kæresten Karsten, der havde sagt det, men at hun havde tænkt det, men at det så faktisk bagefter var Leila der havde sagt det, og Karsten der havde troet noget andet; lige meget hvad, var det ligegyldigt, og at det var ligegyldigt var jo essentielt for alt.

17 timer senere lå de, efter at have røget 4 gram på spande-manér, og lyttede til deres tomme tanker og musikkens melankolske, opmurende, lurende optur.

De sørgede for ikke at blive syge og kedelige og dø.

Og nu var weekenden snart slut.

-------------------- kapitel 13 – Fredag, lørdag, søndag, lille ven da, nu var det mandag

Ja, nu var det mandag.

Pedellen Keld kom kravlende op ad trapperne, med nogle nedslidte, forkuldede lunger, der larmende sendte luft op og ned gennem hans hals; det lød som bittesmå pingviner der hvinede. Ind i mellem hvinende var ord, mumlende og uforståelige, kun intonationen i dem kunne aflæses, og det var Karsten god til. Han hørte noget i retning af, om han ikke lige kunne flytte sig, for han ville gerne forbi. Hvilket spild af lyttende tid, tænkte Karsten, og trådte til siden for de ikke listende lunger. Hvin, hvin, hvin, og slet ikke som en gris, tænkte Karsten, nej, mere som pingviner, tænkte han, og tog så på arbejde i én sætning.

Goddag, sagde han, og rettede sig selv. Godmorgen, sagde han, og rettede sig selv igen.

Hej.

Eleverne var ikke ankommet endnu. Karsten var kommet for tidligt, og var i gang med at varme op.

Opvarmningen af muskler og led tog et par minutter, og så var der lige tid til en morgenjoint. Karsten var nemlig lidt nervøs igen, og fandt –koleraen/ – paranoiaen bedre end nervøsiteten. Og han vidste ikke engang hvad kolera var.

Da han kom tilbage var eleverne der.

Hej, sagde han, har I tænkt over det jeg sagde i går? Den flittige, hyppigt mobbede, dejligt knoglelignende tynde, halvtyske pige stak benet i vejret. Karstens røde, matte øjne så på hende, og han gav hende et lille nik, som i anerkendelse. Hun bevægede sig ud i en lang, snørklet forklaring, og Karsten lyttede ikke, til dels fordi han var skæv, og til dels fordi hun af natur var en uinteressant person. Han kiggede i stedet roligt rundt, uden at gøre det for åbenlyst, på de andre elever. Han så én, der måske vidste hvad det var han snakkede om i går. Karsten tog så pegefingeren op på tværs af læberne, og pustede lidt luft ud. Pigen tav.

Hvad hedder du?, sagde Karsten. Drengen så ned i sin computer, en gammel sag. Hallooo, sagde Karsten, og viftede med armene, så det lignede han var forvirret. Drengen så op. Hwad?, sagde han, og løftede øjenbrynene som om Karsten var idiot. Men det var Karsten også.

Ja, dig, halløj, hej, hvad hedder du?, sagde Karsten og gjorde sig klar til at lade sine fingre glide gennem skægget. Drengen svarede jeg hedder Per, Per Kjær. Karsten lod nu fingrene glide gennem skægget, på det perfekte tidspunkt, hvorefter han sagde okay, hej Per Kjær, jeg kalder dig bare Per. Har du et svar på det jeg snakkede om i går? Per tog sin mobiltelefon op af lommen, kiggede på klokken og sagde nej. Karsten lagde hovedet på skrå, og anstrengte sine øjne, så de blev lidt smalle, men ikke for meget, kun lige tilpas, og så fingrene gennem skægget, hmmmm, sagde han med sit blik, godt, sagde han, du har ret, sagde han. Og så tog Karsten solbriller på, og gik ud af lokalet.

Der var ingen der syntes det var noget særligt. Det var hverken sejt eller underligt, og eleverne var jo ikke selv ligefrem begejstrede i denne tid, og det eneste eleverne tænkte på var at de nu havde fri, og det var jo fedt nok, tænkte de, ja, det var jo ret fedt.

Karstens intention om at skabe noget nyt i folkeskolen var endnu ikke specielt godt i gang. Men det kunne den blive, tænkte han, ja, for nu var det jo kun mandag, lille ven da, kun mandag.

----------kapitel 14 – Aftenen af Morten og Lucia

Brænd og and.

----------kapitel 15 – Hverken enten

Leilas job er ikke blevet nævnt endnu. Derfor er der ingen, der ved hvad det er. Ikke engang forfatteren ved det.

Ved at forfatteren skriver det her, at ingen kender til hendes profession, får nok jer til at forberede jer på snart at få det at vide. For sådan er det jo; når der nævnes noget før unævneligt, vil det nok snart blive nævnt.

Men hverken enten.

For tingene er ikke altid som de ser ud. Det er ikke hvad det ligner. Hverken enten.

Jeg kan sige jer hvad hun ikke er. Hun er ikke ekspeditrice i Vordingborg Zoos cafeteria.

Hverken enten.

---------------kapitel 16 – Halvvejs til 32

Per Kjær havde overhovedet ikke tænkt over Karstens ellers velovervejede ord. Han var jo kun 16 år, og hvad kan man egentlig forvente af en dreng på sådan en alder? Visdom.

Han læser jo ikke Helle Helle, og er jo ikke lærd. Han stopper ikke op og tvivler eller funderer.

Helle Helle ville jo sige et eller andet med en ekstremt underspillet præcision, og Per Kjær ville kun fatte bananskralden af det. Men hvem siger også der er mere end den bananskrald?

Er der en banan overhovedet?

Nej, det vil Per Kjær ikke vide noget af. Per opregner demonstrativt svære sammenfald, der bestemt ingen betydning har.

Det kunne han gøre når han var 32, og nu var han jo kun halvvejs.

---------------kapitel 16,5 – halvvejs til 33

Et kapitel kun tilegnet en skriveblokeret forfatter. Dette har dog ikke noget at gøre med hans alder, titlen altså. En ubarmhjertig hilsen til et tomt menneske.

Jeg leder efter et godt sted at græde.

-------------------------kapitel 17 – Klovn og syndebukken og frø

Karsten kommanderede. Per Kjær ulystrede, nogle piger fniste og var allerede døde mennesker, nogle drenge hørte Niarn og nogle andre drenge spillede Tetris. Sådan var det. KONTANTHJÆLP, råbte Karsten, og fik opmærksomheden i to sekunder. Dem brugte han på at glo på eleverne.

PICASSO, råbte han så. Han gned tænderne mod hinanden, og lod sin finger løbe fra panden og ned over næsen og over overskægget og over læberne og ned – ned gennem skægget. Trofast som altid.

Kuglerne susede om ørerne på ham, og han bukkede sig ned og samlede dem op. JEG ER FUCKING TRÆT AF REALISMEN. Alle var stille.

Per Kjær rejste sig, og ønskede pludseligt han havde et skæg at løbe sine fingre gennem. Karsten hoppede ned fra katederet og smilte bredt. Igen. Pisse godt, sagde han.

Og så var der plantet et frø, tænkte han på vejen hjem, og så var der plantet et frø.