BEHANDLET SOM EN LOMMEREGNER

Ingen ved hvor stort Universet er. Det er dejligt at vide.

Kjons Guurwgon lå i sin seng og stirrede lige så blankt op i loftet som kun en kat ville have gjort det. Eller op er måske så meget sagt, da det jo ret meget kommer an på hvordan man ser det. For folk på den anden side Jorden ville nok nærmere kalde det ned, og dog var det nu op.

De ligegyldige detaljer ophobedes som at finde en nål i en høstak.

Hun var herre skæv.

Hun tænkte i sløve, langsomme sætninger, som alligevel var velformulerede og meget ordrette og egentligt geniale, synes hun. Hvis bare der havde været nogen, som hun kunne sige det til.

Universet består af alt muligt, tænkte hun. Det består af materiale og energi, planeter, stjerner, galakser, tallerkener og liv; kosmos og verden og alt. Det strejfede hende ikke, at hun var ekstremt langt ude at høre på. Og der var jo faktisk heller ikke nogen til at høre på hende, så det var jo fint nok. For hvis der havde været nogen, og de havde hørt det hun ville sige, men kun tænkte, havde de nok bare set på hende, som om hun lige havde sagt noget underligt om agurker… Eller rødbeder.

Alting er flydende og sker når det sker. Kjons Guurwgon holdte fast i den tanke for en stund.

Da hun gav slip igen var det også kun fordi hun havde noget vigtigt at foretage sig. Hun skulle gøre noget vigtigt (papudskæringer er vigtige også). Nu var det tid til at få sat handling på det hun tænkte. Kjons Guurwgon måtte ikke blive en af dem der kun har det i munden. Hvad det så helt præcist er, de har i munden, vidste hun ikke, og hun fandt heller aldrig ud af det, for nu måtte og skulle hun gøre noget vigtigt.

Hun trak nogle muskler sammen og bøjede nogle led og fik sat sig op. Hun kiggede rundt.

Sparegrisen!, tænkte hun med en sådan kraft at det kræver et udråbstegn for at illustrere. Kjons spændte flere muskler og bøjede færre led og rejste sig nu op, for at hente sparegrisen. Den var tung i hendes hænder af mønter.

Hun tog et kæmpe ur i en kæde om halsen for at tage tid, og uret virkede ikke, men det var lige meget.  Ligegyldigt. Så gyldigt som noget der er lige – og altså ikke skævt som Kjons Guurwgon.

Du er fandme orange, tænkte hun om grisen. Hvorfor?, spurgte hun i en yderst indre monolog.

Hvis jeg nu i et år, fra denne dag, begynder at behandle dig som om du var en lommeregner, hvordan tror du så du ville reagere? Det vil jeg gerne finde ud af, og så var det lige præcis hvad hun gjorde. Eller det vil sige at hun i hvert fald forsøgte at finde ud af det.

Hver dag sad hun, på en stol angiveligvis, med sparegrisen og trykkede og sukkede og tog sig til panden og masserede sine tindinger og sagde Aha!, og trykkede videre og smilte og tog notater til sine udregninger. I den første lange periode skete der ikke noget som helst. En uforandret sparegris. Intet hændte. Intet overhovedet, som er det samme som ikke noget som helst, men som uddyber hvor lidt der egentligt skete, eller ikke skete. Men! (for der er jo et men).

Efter – udfra Kjons udregninger – 311 dage skete der noget uventet. Noget ikke ventet (igen uddybende uden at være det; det hedder fyld og fremhævning af vigtige pointer). Noget modsat prædestineret. Omvendt forventet. Og det var, at sparegrisen ændrede sig fuldstændig, fra det ene øjeblik til det andet. Kjons fik et chok, og var altså chokeret. Overrasket. Et BUM, som en pludseligt opdaget hingst i et skab.

Det ene sekund stod Kjons med sparegrisen i hænderne og trykkede, og det næste sekund lå den på gulvet i flere stykker end to men også i mindre end en milliard. Satan!, råbte Kjons og knyttede næver af loftet og skubbede tænderne i undermunden op på overlæben af bar frustration og ærgrelse og chok. Hun beklagede sig og fortrød og angrede altimens hun synes det var ret irriterende, altså.

Hun lod skårene ligge og røg sig en joint og lagde sig stirrende i sin seng, som hun havde gjort det for 311 dage siden, igen som kun en kat ville have gjort det; øjnene fikseret blankt mod loftet.

Jeg ville jo bare gerne vide, hvordan den sparegris ville reagere på et års lommeregne-behandling!, tænkte hun, med endnu engang så meget kraft at det kun kan visualiseres med et udråbstegn. Jeg ville dechifrere den fucking forestilling om at en sparegris er en sparegris, og om ikke andet ville jeg mindst have belyst om det overhovedet var det værd at prøve!, tænkte hun med voldsom kraft som kryllede hendes pandehud og gav hende lyst til at massere hjernekassens sideflade, tindingerne, igen.

Men jeg ved jo ingenting nu. For SATAN!, kraftigt med knyttede hænder og et indebrændt skrig eller to.

Nu har jeg kun skår tilbage, og dem kan man ligesom ikke bruge til meget, tænkte Kjons og var ved at brække sig i sine egne tanker, da hun pludseligt blev skyllet væk af en total åbenbaring.

Det handler jo ikke om hvorvidt sparegrisen er en samlet helhed eller ej, det handler om mønterne i den. Det er jo lige meget om det er en lommeregner eller hvad det er, så længe mønterne er der. Det er lige meget hvordan sparegrisen reagerer på at blive behandlet som en lommeregner; det vigtige er, om du er skæv nok til at være fuldstændig ligeglad med hvad der er vigtigt og bare lade de intetsigende pointer strømme over dig, som en bølge af åbenbaringer. Detaljer ophobes som at finde en nål i en høstak, og der er så mange detaljer, at det kan være fuldstændig lige meget hvem og hvad og hvorfor; folk ved ting og folk ved ikke ting, og ingen ved noget, og det er dejligt at vide. Ned og op og den eneste vej fremad er den eneste vej der går fremad.

Kjons Guurwgon lå i sin seng og stirrede lige så blankt op i loftet som kun en kat ville have gjort det.

Hun var herre skæv.