Mos i badekarret

Dette er en observans af dyr og alle levende væsner, der bevæger sig i vandet, og kryber på jorden.

       Vad skal der dog blive af mig! sagde Flarnib til sig selv, og kom så i tanke om, at hvad var med h. Aldrig havde hun været ude for noget så pryglende ufokuseret; hendes nuværende tankeverden.

       Tankerne strøg om hende som fluer om abort. Hendes hjerne føltes som en mekaniseret tankefabrik på speed. Hun hævede det ene øjenbryn i afmagt, og kløede sig i håret, som man jo gør når man undrer sig i gallop. Hendes familie var tretten små mus, hun havde ingen andre, og Gud var som sådan okay med det. Okay med det – som man jo er, når man er Gud, tænkte Flarnib.

       Flarnib lå i badekaret, tænkte over det hele, og sejlede sin lille båd rundt i vandet. Den var af lyst træ, som blev mørkt når det blev vådt, og så havde den et blåt sejl på en hvid plastikpind. På sin vis et kreativt sammentømret mesterværk, på en andens vis en uoriginal legebåd som du kender dem.

       Båden i badekarret blev ved med at vælte, eller hvad man kalder det, når en båd vælter, noget lignende kæntrer, men det kæntrede ikke helt, det var jo en legebåd, eller hvad man kalder dem, så det blev altså blot ved med at vælte.

       Hendes mor, som var den ældste mus, råbte igennem døren til hende, at hun skulle se at få fingeren ud, for moren skulle tisse. Flarnib råbte JAJA, og tænkte, at det da ikke var fingeren hun skulle til at få ud, men snarere proppen i badekarret. Så det gjorde hun i stedet, hev i lænken, og lå så så roligt hun kunne, for at opleve noget af det mest eventyrlige hun kunne komme i tanke om; at ligge i et badekar, musestille naturligvis, og lade vandet løbe langsomt ud. For hvert sekund vandstanden faldt bare en lille smule, kunne hun mærke sin krop blive tungere og tungere. Hun lå og kiggede ned på sin mave og sine arme og sine ben og sine fødder, og så dem blive tungere og tungere, og det var som om de sank længere og længere ned i marmoren. Da badekarret var tømt for hver en dråbe, kunne hun ikke bevæge sig. Hendes krop vejede tusindvis af ton. Hun fik en pludselig, overvældende følelse af, at hun var spild af menneske. Hun begyndte at høre dybe og trækkende, vibrerende og hensynsløst dragende lyde fra alle steder i rummet. Hendes sind blev tungt. Sløvt. Uden for vinduet legede den mindste mus med brøndspanden, som den blev ved med at trække op og ned i samme tempo, hvilket lavede et hult klonk hver gang spanden ramte stangen i toppen. Flarnib var i total ro. Klonk, klonk. Men stadig med en altomklamrende følelse af, at hun ikke var betydningsfuld, at hun ikke var kostbar, uvurderlig, værdigfuld.

       Hun kunne lige så godt være mos, tænkte hun. Bare sidde på et træ hele dagen, på træets skyggeside, og vende mod nord. Hun ville ikke kunne se stjernerne for trækronen, og myrerne ville kravle på hende. Regnen ville gøre hende våd og klam, og hun ville være lige så vigtig og udtryksfuld som en sandbunke, et væltet træ, eller en sky der ligner et eller andet dyr. Som en bæk der løber under stien. Lige så betydelig som boblerne i bækken, som alligevel ikke holder særligt længe. De forsvinder op i luften.

       Flarnib begyndte at fryse, blev flået ud af en anden verden, og mærkede sin krop igen. Uden det varme vand var det koldt at være nøgen. Hun rystede og længtes efter varme og blev hvid. Hun så i sine håndflader, og spåede, at de lignede store rosiner, så Flarnib rejste sig. Lamslået og skræmt så hun i spejlet, der ikke afspejlede andet end et mørkegrønt, fugtigt stykke plantemateriale. Fra nogle små, kulsorte huller faldt små regndråber, som landede i Flarnibs hvide rosinhænder. Hendes hoved var et tomrum for hende. En tåge søgte ind igennem nøglehullet til badeværelset.

       Vad skal der dog blive af mig.