Præg den ansjos og kanin - Skriv digte med hænderne og grin

Præg den ansjos. Ha. Jeg skriver øv. Jeg skriver jeg hader digte der skriver om digte digteren hader. Lade lad-som-om-heden lade som om det er tilfældigt. Jeg skriver i stedet en kanin der hopper på velbehag. Den siger det menneske du gerne vil hjælpe forstår du gerne vil hjælpe hende. Lidt voldsomt er det at komme til kort og en erkendelse.
     Kaninen kender det.
     Det menneske jeg gerne vil elske forstår jeg ikke vil elske ham. Forstår du. Er man selv over tid og med dyb indsigt, hoppe-hoppe-hop, eller forekommer man sig alligevel godt og vel cirka omtrent det samme som det.

Måske - alt for salighed, velbehag og vrøvl.

Jeg skriver digte med hænderne. Og det tog aflang tid for mig at erkende. Rejsen derhen var smertefuld og lang og buttet, og den kunne godt være kortere, men den er det ikke. Det er den perfekte skabelon.
     Så var det næste målspørgsel: Hvad kan jeg så gøre?
     Og jeg skal ikke sige, at samfundet svigtede dengang, men jeg kan kun se.     Se at det jeg tilbyder er området for sig selv.

     Mere end halvdelen af de adspurgte ville sige, jeg har ret. Det er den generelle tilstand. Der findes lommer af enkelte udfald, men i det store billede er der alt for lidt fokus på det samtaler egentlig kan.

I dag skriver vi os med hænderne.

I dag fortæller vi at vi er den største folkesygdom i verdenshistorien.

Det kan være årsager.

Kaniner.

Stemmer.

Og det begræder vi for at ankomme til kort med tid alligevel godt og vel cirka omtrent det samme som at jeg

Skriver.

Med.

Hænderne.

Tro på tanken om at din løn ikke bare er sygedagpenge som ved den ansete anseelige sandsynlighed. Du er sød. Som sukker. Som uvilkårligt tiltrækker sig opmærksomhed. Som farer vild i de våde elementer og brager pande, mund, kinder, næse og hage mod muren.

At du er sindssyg på bakken af en algetop i evighed, du er konspireret tvivlerglæde om kønsbenets bleggravide tagstensmide. Du skal sno dig om kroppen klistereret som bacon om pølser af uendelig armeret umiskendelighed og blive skyen, der går for solen, være strålerne og titte på et eventyr og bedrage folk med øjnene, med munden, med håret og de der sko. Manipulation på højeste piedestal markant, og minder mærkeligt nok om noget skrå, blå og egyptisk, én stor undskyldning, ét stort udtryk i ansigtet der afspejler et fænomen.

Du er en agt, du er en anseelse, du er en autoritet, et estime, et omdømme, du er rennomé, reputation, respekt, ry, veneration, ærbødighed, samhørighed, æresfrygt, en agtelse og et navn, et kors, du bærer, en medgang du medtager.

Salighed, velbehag og vrøvl.