Tak for lort – af Malte Bülow Petersen

Det var de forbandede, dumme duedage.

Jeg var endelig alene hjemme, og lejligheden var helt stille. Alt, alt for stille. En lille, påtrængende summen kom fra køleskabet. Latterlige køleskab. Jeg åbnede vinduet op, og noget af lyset blev slugt af mørket. Jeg pustede, og cigarretrøgen gled ud. Pludselig så jeg en due, der puslede rundt ude midt på min altan.

Hvad laver du dog, due?

Der foregik ikke meget i denne dues hoved denne søndag morgen. Solen var ikke stået op endnu. Duen gik og prikkede i altanens riller og mellem de gule gulvbrædder, men jeg vidste, at der intet var at finde for den. Vores altan var nemlig ekstremt ren. Regnede havde sørget for dette natten forinden, men duen ledte efter noget, og hvad det var, forblev en gåde, såvel for den som for mig, og alligevel prikkede den videre. Dens formål syntes mig noget ligegyldigt. Og hvad der måske var endnu værre: mit eget lige så.

Jeg stod bag vinduet og så ud på stedet, hvor duen stod. Den vræltede lidt usikkert rundt og snublede af og til en smule over sine orange, knoklede fødder. Altså en klodset due, tænkte jeg til mig selv, og så fløj den op på min parabol. Dumme due. Bag den strakte jorden og murene sig langt, langt væk. De uendelige mure. Den kunne jo bare flyve.
       Jeg så mig kort over skulderen, før jeg åbnede vinduet på klem og tog stropperne af min harmonika, så harmonikaen kunne åbne sig og trække vejret som en skingert hvæsende lungepatient. Jeg tog det rigtige greb om min baby. Trykkede minutiøst på knapperne.
       Det gav et sæt i duen, da melodien til Funky Town pludselig overrumplede den fra et åbent vindue tæt på den. En fjer faldt fra og blæste ud over altanen. Men duen var en overlever og vænnede sig hurtigt til instrumentet. Den forstod mig ikke, ikke mig eller min harmonikas lyd, men den ville jo gerne have mad. Det behov oversteg alt andet. Og sangen kunne have handlet om atomkrig, og duen ville stadig være skidehamrende sulten. Den gloede på mig, og jeg på den, og til sidst gav jeg den en bid brød, som den hakkede i i over et kvarter. Det mindede mig skræmmende meget om mine unge dage. Mine dumme duedage.
       Nogle minutter efter lukkede jeg vinduet igen og blev øjeblikkeligt ramt af sorg. Jeg satte mig ned. Duen var jo ligeglad. Og jeg, som så naivt havde smilet. Nu fløj den sikkert bare væk og spiste et korn og døde et afsides sted, hvor ingen ville finde den. Den havde intet formål, intet at bidrage med eller noget at give. Erkendelsen ramte mig først sådan helt rigtigt, da jeg satte mig ned. Duen var jo bare en due
       Hegne kom pludselig ind i stuen, hvor jeg sad sammensunket i sofaen stadig med harmonikaen på maven. Jeg stirrede frem for mig, som om han så ikke ville se mig.
       ”Hvad laver du?”, spurgte han og tog et ugeblad og åbnede det, som om han allerede havde glemt sit spørgsmål igen. Hvis der virkelig var én i denne verden, der var oprigtigt både uinteresseret og kritisk, så var det Hegne.
       ”Hvad laver du her?”, spurgte jeg. ”Jeg troede, jeg var alene hjemme.”
       ”Tror du stadig, du er alene hjemme?”, brummede Hegne og satte sig. ”Hvad laver du?”, spurgte Hegne igen.
       Jeg ventede lidt med at svare. ”Jeg spillede harmonika for duen”, sagde jeg og pillede nervøst ved harmonikaens tangenter. Hegne så op fra ugebladet og åbnede munden en lille smule.
       ”Hvad?”
       Jeg tøvede igen. ”Harmonika”, svarede jeg. Jeg bankede to gange på harmonikaen på min mave, stadig uden at se op på ham. ”Harmonika.”
       ”Harmonika? Sig mig, er du blevet skør? Nogle gange, Frits, nogle gange...” Han rystede på hovedet og faldt over en artikel om babymord. Og så var dét ude af verden.
       ”Nogle gange hvad?”, spurgte jeg og så op på ham. Man skal starte, hvad man slutter.
       ”Jeg ved ikke nogle gang hvad. Det er det, jeg ikke ved, Frits”, svarede Hegne op over bladkanten og bladrede igen. Uinspirerede, uengagerede Hegne. Helt igennem håbløse Hegne. Jeg håbede pludselig, at et eller andet ville ramme ham som en hammer i hovedet, så han kunne vågne op. Åbenbaringens Vældige Hammer. Vække ham fra hans holdningsløse holdning til alting. Så sagde han:
       ”Har du tænkt dig at gå ud i dag?”
       Jeg tænkte mig om. ”Har du?”, spurgte jeg.
       ”Det ved jeg ikke helt endnu.” Han gabte. ”Måske.” Så klappede han bladet sammen og lagde benet op på det andet. ”Jo, det tror jeg egentlig, jeg vil. Senere”, sagde han og lænede sig tilbage i lænestolen med lukkede øjne. ”Senere.”
       ”Hvornår senere?”, spurgte jeg og så ned på harmonikaen igen. Den trak vejret, når jeg gjorde. Udvidede sig sammen med min mave, som en art underlig udbyggning af min krop, en musikalsk carport.
       ”Senere”, svarede Hegne og rynkede på øjenbrynene. Så slå ham dog i hovedet!, råbte min vrede, som jeg hurtigt beroligede ved at stryge fingrene let hen over tangenterne. Jeg pustede ud.
       ”Hvornår er senere?”, spurgte jeg roligt.
       ”Senere!”, snerrede Hegne irriteret. ”Hold nu op med at spørge så meget.” Han tog bladet op igen og bladrede aggressivt hen til Ugens Pige. Hun hed kraftedeme Ulla.
       ”Jamen, hvornår sådan mere specifikt?”, spurgte jeg igen. En pige på 26 kan da ikke hedde Ulla, kan hun?
       ”Lidt senere”, vrissede Hegne og løftede bladet op foran sit ansigt. Men det gjorde hun sgu. Ulla Jensen. Var det et pseudonym?
       ”Okay”, sukkede jeg. Jeg gav op.
       ”Og hold så lige mund, Frits”, sagde Hegne kortfattet. Det var helt sikkert et falsk navn. ”Jeg har jo sagt, jeg gør det lidt senere”, sagde Hegne, og bankede næven i bordet.

Lidt senere stod vi i mørket en kold januareftermiddag og åbnede syltetøjsglas. Det var stadig søndag, i hvert fald så vidt jeg kunne regne ud. Alle glassene var tomme, bortset fra luften i dem, selvfølgelig. Men der var bare det ved det, at begrebet tom luft ikke rigtigt slog til her. Derfor: glassene var tomme.
       Skyerne over os var sorte og hundrede nuancer af grå, men det var de ligesom altid. Murene omkring os var firkantede, og den tomme luft var kold. Faktisk så kold, så det næsten skar i lungerne at trække vejret. Så man bort fra det, havde jeg det fantastisk, for jeg elskede når min ånde lignede cigarretrøg. Jeg kunne ikke finde ud af at lave røgringe, men det skulle ikke holde mig fra at prøve. Jeg tænkte på harmonikaen. Og duen. Og murene.     
       Harmonikaen hang stadig som et nyfødt barn på min mave. Min baby under jakken. Utallige gange havde jeg været lige ved at lime den fast til min krop, men kun i sidste sekund ladet være grundet hygiejneårsager. Man kan ikke gå i bad med en harmonika, og desuden ville jeg aldrig mere kunne ligge på maven og sove, hvilket jeg også elskede, måske endda endnu mere en cigaretfrostånde. Hegne havde foreslået, at jeg jo kunne gifte mig med den, og idéen var faktisk ikke så dum, syntes jeg, selvom jeg selvfølgelig lod som om, at idéen var fuldstændig sindssyg.
       ”Hvor mange har du åbnet?”, spurgte Hegne pludselig. Jeg kom til bevidsthed og blinkede med øjnene.
       ”Øh, 56, tror jeg nok”, svarede jeg og så ned på mine 76 åbnede syltetøjsglas.
       Hegne svarede ikke.
       ”Hvad med dig?”, spurgte jeg.
       ”Øh...” Han fandt en pakke cigaretter frem og nappede en. Lighteren klikkede. ”Tre”, svarede han og tog et sug.
       ”Tre?!” Jeg så hen på ham og hans glas. Ganske rigtigt, kun tre. Det er, hvad man får, når man overlader sig selv til sine egne tanker. Tre åbnede syltetøjsglas. Mindst 400 uåbnede.
       ”De binder jo”, sagde Hegne og slog ud med armene.
       ”Jeg har altså åbnet 76”, sagde jeg så.
       ”Sagde du ikke lige 56?”
       ”Det var faktisk ikke helt rigtigt, skal du se.” Jeg pegede ned og lod ham studere glassene, der stod foran mig. Så så han på mig med et meget mærkeligt blik.
       ”Hvad er der?”, spurgte jeg og tænkte pludselig på duens blik.
       ”Hvorfor lyver du dog om det?”, spurgte Hegne.
       ”Øh...” Det vidste jeg ikke, hvad jeg skulle svare til.
       ”Frits?”, blev han ved, ”Hvorfor lyver du for mig om sådan noget? Er det ikke lidt underligt?” Han pustede ud igen. ”Hallo? Frits?”
       Jeg fastholdt nu øjenkontakten med syltetøjsglassene. Alle lågene, al den åbenlyse åbenhed. Jeg tog et glas og et låg op. Måske passede de ikke sammen, måske var dette et andet glas’ låg, men alligevel skruede jeg det på. Og så det næste. Det føltes godt. Og det næste. Spændende. Jeg blev ved, indtil jeg kun havde tre åbne glas tilbage. Jeg iagttog dem kort.
       ”Sådan”, sagde jeg og så for første gang veltilfreds over på Hegne. Han havde bare gloet på mig gennem hele seancen, og han gjorde det desuden stadig. Ikke fordi han ikke havde behov for at sige noget, men fordi han ikke forstod, at han ikke skulle forstå mig, og det var der ligesom ikke nogen af os, der kunne sætte ord på.
       ”Okay?”, sagde han uforstående. ”Men Frits… hvorfor lyver du? Du ved godt, man ikke må lyve, ikke?”, spurgte Hegne, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Han var kort sagt ikke til at tro.
       Men ”Jo, jo”, svarede jeg.
       ”Hvorfor gør du det så?”
       ”Det kom jeg bare til.” Jeg tog et lukket glas, åbnede det og lukkede det igen. ”Nu har vi begge to tre syltetøjsglas”, sagde jeg igen, smilede og spillede en enkelt tone på harmonikaen.
       ”Nogle gange, Frits, nogle gange...”, sagde Hegne og himlede med øjnene. Men det skulle han aldrig have gjort.
       For lige da hans ene pupil vendte allermest himmelvejs, fik han bogstaveligt talt øje på en duelort, der kom flyvende ned fra himlen. Han hylede.
       Få sekunder forinden havde en due nemlig sendt et velplaceret røvmissil afsted fra oven.
       Duen havde fået et chok af en vis velkendt lyd, en vis skærende instrumentlyd, og få sekunder efter havde missilet ramt plet, hvis man da kan definere at ramme plet, og hvad der er rigtigst at ramme, for tingene er jo ikke altid bare lige til på den måde. Personligt var mit bedste bud på noget, der kunne defineres som at ramme plet, helt klart Hegnes højre øje. Men jeg tvivler på, at han ville mene det samme. Og så har jeg ikke engang nævnt duen. Duen, der derimod nok var fuldstændig ligeglad.
       Disse var de tre medfaktorer til historien, der om ikke andet udgjorde deres helt egen, personlige, specielle Bermuda-trekant af forglemmelse.
       ”Av for satan!”, skreg Hegne og bukkede sig og tog sig til ansigtet. Cigaretten, som stadig var i hans hånd, brændemærkede ham med det samme i panden, så han måtte give endnu et hyl fra sig.
       Jeg så op. Nåede lige at få det sidste glimt af duen, før den nonchalant fløj om bag muren og ud af mit synsfelt. Intetfattende.

Og da jeg hørte ham begynde at græde, lukkede jeg øjnene, hviskede ”Tak” ned i et syltetøjsglas og spillede Hegne en melodi, han kunne sørge til. Ikke Funky Town, eller Dødsmarchen, men et sted derimellem; ’Danser med drenge – Er der nogen i himlen?’
       Det eneste svagt konstruktive, der gik igennem mit hoved, var tanken: At få en sten til at føle og se den græde sine modige tårer over al den uretfærdighed, den er udsat for, det er, hvad mennesker mener, når de siger, at de har fundet en grund til at stå op om morgenen. Personligt er jeg efterladt til mine egne tørre tårer. Indtil videre. Og indtil jeg er helt og aldeles tømt for væske, og tom står tilbage, som en udtæret, indtørret, udestående rosin.

Tak for lort.