Der har altid været noget

Da man var baby; sutten ude af rækkevidde. Som præ-ti-årig: man tuder. Teenager: en bums nøje afmærket midt mellem øjenbrynene på bedste hindu-manér, afmærket som en tilak af læbestift og remoulade, kun klar til at tilsøle alt i en radius af 5 meter. Selv dens synlighed er en enorm byrde i sig selv. Et stopskilt i panden, en tilsyndeladende passiv advarsel, et sørøverflag i rødt og gult. Og som såkaldt voksen når man fylder atten år og gerne vil se voksen ud og opføre sig voksent og gå rigtigt og se folk rigtigt i øjnene og ikke lave for meget sjov men kun lave jokes om politik som de andre ikke forstår men er for selvoptagede til at ville indrømme de ikke forstår, og man forstår egentlig heller ikke selv joken, men den var da måske skarp og vittig og måske endda ægte politisk satire som en bombe i en turban, hvem ved, men man er jo voksen, så man er ligeglad, og præcis der opdager man, at ingenting er som det så ud, og alting ligner lort medmindre man drikker sig i hegnet og ryger sig skæv og ind i mellem smager på et frimærke, bare for at mærke man er fri. Fri-mærkeri kalder man det vittigt, men man forstår det ikke og alligevel måske lidt, så man glor ned i jorden og spiser sin Anettes Sandwich, da man jo også er vokset fra dyrt, meget-dårlig-for-den-indre-hygiejne-junkfood. Men man indser også bag de blå persienner af jalousi, at sundhed er et meget kedeligt og fladt ord, hvad det egentlig betyder taget i sin velformulerede betragtning, det spekulerer man over som en anden filosof, mens man hiver sig i det tynde skæg, hvis man altså har noget endnu, og man deducerer sine ja’er og nej’er, som er alt, hvad man mener findes, og uddrager af det hele at sundhed også kan være at ryge en cigaret engang i mellem at slentre hen til hegnet at råbe højt og blive sur og vrisse af en fremmed at pisse på gaden og at vælte sig i narko og digte og onanere helt vildt til man er i trance og ikke forstår noget af hvad der foregår omkring ens kaos, ens cirkus af den her ensforladte, numinøse gerning, og man kan ikke få nok af at springe over processer og bare ANKOMME, bare ANKOMME til MÅLSTREGEN HVOR DE STÅR MED IMØDEKOMMENDE ARME, LANGE STRAKTE ARME HORISONTALT UD FRA KROPPEN MED WIENERPØLSEDE HÆNDER FORENDEN MED TIMEGLAS I, TIMEGLAS SOM ER VED AT LØBE UD OG DE LAVER HUL I BUNDEN BARE FOR AT TRÆKKE DEN LIDT LÆNGERE, BARE FOR AT KLOAKERE, SE DE SMÅ SANDKORN LØBE UD EN FOR EN FOR AT STRÆKKE DET HELE, BARE FOR AT DE KAN NÅ AT PRALE MED DERES NYE KOLONIHAVER I RISSKOV MED GÅAFSTAND TIL VANDET OG VARME OG ÆGTE ELEKTRICITET I EN TID HVOR KAKKELOVNE UDLEDER FOR MEGET AF DET DER DÅRLIGE STADS SOM DE ALLE SAMMEN SNAKKER OM, KO2 OG GIFTIG RØG OG MAN KOMMER LØBENDE DER MOD MÅLSTREGEN I EN SIDSTE, SKRIGENDE, FORPUSTET SALUT TIL SIG SELV, MED STRÆKMÆRKER FRA AL DEN DIPLOMATI, ALLE DE OVERENSKOMSTER VI SELV ER UDE OM FRA DE MØRKE I DET HØJE DER STRÆKKER OG HIVER I OS SOM PIZZADEJ I HÆNDERNE PÅ ALI, PÅ MUHAMMED, PÅ YASMIN SOM ARBEJDER I NETTO, HVOR HUN SIDDER I KASSEN, OG HUN ER FANGET I DEN KASSE OG DET VED MAN NÅR MAN GÅR FORBI, OG OVER FOR HENDE SIDDER TORBEN OG BAG VED HAM HELLE OG DE SIDDER OG BIPPER TING OG SIDDER OGSÅ I KASSEN, OG ALLE SNAKKER OM SAKSEN, AT DE SIDDER I SAKSEN, MEN DET ER UMULIGT AT SIDDE I SAKSEN SIGER DE, FOR DEN HOLDER DIG IKKE FAST, SAKSEN KLIPPER DIG OVER, DEN KLIPPER DIG MIDT OVER OG HVIS DU IKKE ER SINDSSYG ELLER VÆNNER DIG TIL AT LADE SOM OM ENDER DU SOM BABY IGEN, NEDE I KRAVLEGÅRDEN MED PÅKRÆVET UDGANGSTILLADELSE OG DEN SAMME MAD HVER DAG, SUTTENDE PÅ FUCKFINGEREN FORDI DINE ANDRE FINGRE ER BLEVET KLIPPET AF FRA DENGANG DU SAD I SAKSEN, SÅ DU LEDER EFTER SUTTEN, MEN SUTTEN ER VÆK, DEN ER UDE AF RÆKKEVIDDE, SUTTEN ER VÆK.

Så sidder man der. Et sørøverflag i rødt og gult. En usikker hvalp i fuldvoksen pels.

Og når man er baby, og sutten er ude af rækkevidde, er der intet, der kan forhindre dig i at tude. Men det hedder jo ikke at tude. Det er jo ikke rigtigt. Der har altid været noget galt med det ord.

Man tuder jo ikke. Hviner ikke, skriger ikke, vræler ikke, klynker ikke.

Man har fuldvoksen pels på. Så man udgyder tårer. Man begræder sin skæbne. Og så ankommer man til målstregen.