Det var mørkt og
stormfuldt i marv og ben. Bølgerne bruste, og det hele var udregneligt. Spækhuggeren,
dræberhvalen, stak sit hoved, som jo bærer hjernen og sanseorganerne, op over
vandoverfladen i et bart sekund, for kun at kigge ufortrødent efter fugle, som
måger eller en sjælden stær eller noget. Kaptajnen havde jaget dræberen i
omtrent 600.000 timer ifølge bogholderens nøje fakturering og forvirrende regnskab,
plus moms. Han kedede sig hysterisk meget. Nu han havde ventet på dette drab i,
ja, mange timer plus moms, og det at blive anklaget for overlagt mord af en
dræber burde for længst være sket.
Nej, nej hvor var det dog bare idéløst og åndsforladt og fladbundet og beklageligt og i den grad trist og smagløst og helt sikkert, for lige at understrege, kedeligt.
Der skete jo aldrig noget. Båden sank aldrig, den gik aldrig på grund, dåsemaden slap aldrig op og det blæste aldrig mere end at det lige præcis kunne mærkes i det tynde hår, så det blafrede. Han fordrev tiden ved at spille Matador med sig selv, opkøbte grunde, byggede huse og hoteller og tjente en masse Matador-penge, men hver gang spillet var færdigt sukkede han, for da ejede han igen ingenting. Han sukkede og tænkte, ja, sådan er livet. Suk, og ja, sådan er det, og der skete aldrig noget.
Så erkendelsen må være, at det i virkeligheden IKKE var mørkt eller stormfuldt i marv og ben, men meget middelmådigt i marv og ben. Det var dog det vær, siden dette stadig læses. Der skete dog aldrig noget at læse om, og det beklager man. At træde over skotsternet kilt og kælk, men ikke græde over spildt mælk.
Sådan var det.
Masten knækkede nemmerlig aldrig, for den var der ikke nogen af – det var en maskindreven kutter uden mast, hvor ikke engang motoren brokkede sig det mindste. Alt i alt et actionforladt drabsforsøg, som havde det været en realitet.
Kaptajnen kedede sig, hold da helt wow hvor han kedede sig, ååååååhhhh, så stop det dog hvor var det kedeligt. Det er for meget. Han kedede og kedede og kededededede sig. Han sad med benen slået op på roret, spejdende ud i horisonten som en kedende kaptajn i blåt der spejdende kiggede i vandretningen. Solen var så rød – snor som hang i laser. Strålerne fra den var varme, som altid, ufordrageligt åndssvagt, med svag ånd, altså, og til sidst gabte kaptajnen, fordi det hele var så kedeligt.
Han gabte og gabte og gabte, og åååh, hvor kunne han dog blive ved med at gabe. Gaaaaaab, gjorde han.
Gabelyde og suk og indånde og udpuste og inhalere og gabelyde, og han kunne simpelthen ikke stoppe med at gabe. Selv som læser må man gabe nu. Han gabte, åh hvor var det da også kedeligt at gabe, han havde jo altid fået at vide, at det var når man kedede sig, man gabte, og når man var træt, og så måtte han jo være træt og måtte kede sig, så det gjorde han, og han gaaaaabte. Han gabte et kæmpe gab. Et dødens.
Uforudset af nogen og meget pludseligt, efter at have indåndet af fuld kraft og magt, udåndede han i ét langt drag, for sidste gang. Hans lunger så aldrig ny luft igen, og hans kutter stødte endelig på grund, og alt sank i ét blob og plop, og så var det hele væk.
Han gabte et dødens gab.
Nej, nej hvor var det dog bare idéløst og åndsforladt og fladbundet og beklageligt og i den grad trist og smagløst og helt sikkert, for lige at understrege, kedeligt.
Der skete jo aldrig noget. Båden sank aldrig, den gik aldrig på grund, dåsemaden slap aldrig op og det blæste aldrig mere end at det lige præcis kunne mærkes i det tynde hår, så det blafrede. Han fordrev tiden ved at spille Matador med sig selv, opkøbte grunde, byggede huse og hoteller og tjente en masse Matador-penge, men hver gang spillet var færdigt sukkede han, for da ejede han igen ingenting. Han sukkede og tænkte, ja, sådan er livet. Suk, og ja, sådan er det, og der skete aldrig noget.
Så erkendelsen må være, at det i virkeligheden IKKE var mørkt eller stormfuldt i marv og ben, men meget middelmådigt i marv og ben. Det var dog det vær, siden dette stadig læses. Der skete dog aldrig noget at læse om, og det beklager man. At træde over skotsternet kilt og kælk, men ikke græde over spildt mælk.
Sådan var det.
Masten knækkede nemmerlig aldrig, for den var der ikke nogen af – det var en maskindreven kutter uden mast, hvor ikke engang motoren brokkede sig det mindste. Alt i alt et actionforladt drabsforsøg, som havde det været en realitet.
Kaptajnen kedede sig, hold da helt wow hvor han kedede sig, ååååååhhhh, så stop det dog hvor var det kedeligt. Det er for meget. Han kedede og kedede og kededededede sig. Han sad med benen slået op på roret, spejdende ud i horisonten som en kedende kaptajn i blåt der spejdende kiggede i vandretningen. Solen var så rød – snor som hang i laser. Strålerne fra den var varme, som altid, ufordrageligt åndssvagt, med svag ånd, altså, og til sidst gabte kaptajnen, fordi det hele var så kedeligt.
Han gabte og gabte og gabte, og åååh, hvor kunne han dog blive ved med at gabe. Gaaaaaab, gjorde han.
Gabelyde og suk og indånde og udpuste og inhalere og gabelyde, og han kunne simpelthen ikke stoppe med at gabe. Selv som læser må man gabe nu. Han gabte, åh hvor var det da også kedeligt at gabe, han havde jo altid fået at vide, at det var når man kedede sig, man gabte, og når man var træt, og så måtte han jo være træt og måtte kede sig, så det gjorde han, og han gaaaaabte. Han gabte et kæmpe gab. Et dødens.
Uforudset af nogen og meget pludseligt, efter at have indåndet af fuld kraft og magt, udåndede han i ét langt drag, for sidste gang. Hans lunger så aldrig ny luft igen, og hans kutter stødte endelig på grund, og alt sank i ét blob og plop, og så var det hele væk.
Han gabte et dødens gab.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar